Læsetid: 3 min.

Øjeblikkets uerstattelige værdi

Torben Brostrøm fylder 90 somre søndag og kvitterer med et rungende ja til livet, skriften og kærligheden
3. juni 2017

Døden rumsterer overalt i eksistensen, den kan komme som en kærlig udfrielse eller stå som en ubuden gæst i entreen og sprede skumring ved højlys dag.

For en uge siden mistede Torben Brostrøm sin ældste søn efter et hjerteanfald, og det uventede dødsfald må kaste bitre slagskygger over en 90-års fødselsdag, som skulle have været lutter champagnepoesi under guldregn og bugnende syrener.

Anmelderen udtrykker sin oprigtigste deltagelse. At miste sine børn er naturstridigt, uanset hvor gammel man er. En logisk brist. En skandaløs og ubærlig systemfejl.

At skulle anmelde Brostrøms dejlige kollageskrift Ved kanten – en endnu levendes erindringer virker nu pludselig som en tung og sørgmodig affære. Men bogen forlanger sit skudsmål, og forfatteren har ærligt og redeligt optjent den ros og hæder, han næppe for tiden kan tage imod.

Sygebesøg og gravøl

Som titlen mere end antyder, handler fødselsdagsbogens 48 løst sammenvævede og rigt associerende tekststykker om glæde og sorrig i støvets år – og så handler den ikke overraskende om døden, der tripper som en gammeldags dørsælger på bagtrappen.

Ikke døden som en køn poetisk guirlande, men døden som en stadigt mere påtrængende livsomstændighed, en passepartout, der fremhæver detaljer og sætter verden og hverdag i skarpt relief. »Man er dybt fortrolig med den æstetisk,« bemærker forfatteren og tilføjer: »men den er svær at vænne sig til eksistentielt.«

»Kunsten er lang, livet kort, hævdede allerede Hippokrates, men i tilfældet Brostrøm må man med glæde konstatere, at livet kan være langt og kunsten endnu længere.

Torben Brostrøm står hen som en af de store danske kritikere og erindringsforfattere i det 20. århundrede, med en fod ind i det 21. Søndag fylder han, der har været medarbejder ved Information siden 1956, 90 år. Hans yngre kollega Hans Hertel tegner her et personligt portræt af pædagogen, der fik historisk betydning som modernismens herold
Læs også

Som i tidligere erindringsskitser (senest de herlige Litterære bekendelser fra 2016) allierer den kulturradikale høvding sig med en sand bisværm af litterære forbilleder i forsøget på at opregne alderdommens særegne metafysik – og landskabet er præcis så vidtstrakt og viltert, som en trofast Brostrøm-fan må forvente:

En 29-årig Johannes V., der skriver øretæveindbydende koket om længslen efter oldingelivet. En ægte aldrende Halfdan Rasmussen, der lukker biksen med begsorte remser og adgang forbudt for børn. En Rilke. En Kierkegaard. En Calvino.

Og så er der dødsfaldene i vennekreds og familie, de mange sygebesøg og gravøl, en alderstegen gentleman må udholde. 

Stærkest står rapporterne om storebror Finns håndskrevne selvbiografi – og så naturligvis åndsfællen Klaus Rifbjerg, hvis sidste hilsen blev et »går I allerede?«. »Svært at glemme,« skriver Brostrøm. »Som stemplet med laksegl.«

At vælge sin alders vilkår

Der er meget lukketid, ophør og afsked i Ved kanten, men bogen er langt fra nogen jammerkommode, der sidder ikke en tudeprinsesse bag dette tastatur. Tværtimod.

Seniorlivet har sine diskrete frynsegoder, og selvom tempoet er blevet adstadigt, og hjertet tikker i jazztakt, har forfatteren opdaget »det almindeliges særegenhed« og »monotoniens hemmelige musik«.

At begynde sin dag med en klassisk sonate. Et velskænket glas vand. En tur i Kongens Have med hunden Anna og en menneskevarm underarm at støtte sig til.

Ved kanten handler i bund og grund om at modstå selvynk og anmassende forfaldsfortællinger og »vælge sin alders vilkår« med omhu og maner. Hos Torben Brostrøm er tricket især de insisterende ekspeditioner i byrum og bogreoler – eller på Rørvig Kirkegård, hvor gravstenen allerede er sat, en buksbom eller to fra gudfar Pontoppidan.

Eller den næsten barnlige glæde ved at inhalere hverdagslivets kolossale småting: »Det at vågne om morgenen, genkende sin verden i lys, ved sin forstands fulde brug og mulighed for at komme på benene, finde sine hjælpemidler, sit tempo. Sætte musikken i gang op imod skavanker og svagheder, se sig i spejlet og stå ved sig selv.«

Og endelig: Kærligheden. I Brostrøms tilfælde en sen én af slagsen, men ikke desto mindre en højt elsket medpassager at varme sig ved, når mismodet truer, eller TV-Avisen går over sine bredder med ozonhuller, folkevandringer og kynisk terrorisme.

»Døden er den stærkeste magt i livet,« hedder det afslutningsvist. »Men størst af alt er kærligheden.«

Af hjertet tillykke med dagen.

'Ved kanten – en endnu levendes erindringer', Torben Brostrøm. Gyldendal, 128 sider, 179,95 kr.

Christian Graugaard er professor og litteraturanmelder ved Politiken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu