Gennem otte afsnit på hver et kvarter tager DR3’s nye komedieserie Yes No Maybe nogle gevaldigt store skridt ud i det hav af klicheer, der hører til populære fortællinger om jagten på kærligheden.
En ung manuskriptforfatter ved navn Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) bliver forladt af sin kæreste, der ikke orker, at han er så forstående.
Det forstår han godt, siger han, og leverer dermed sæsonens billigste vits. Mads bliver ulykkelig, græder og hører Stay med Saybia. Heldigvis for ham og for plottet har Mads vennerne Julius (Adam Ild Rohweder) og Louise (Karoline Brygmann), der fortæller ham, at han skal komme videre i tilværelsen, og introducerer ham for den fiktive dating-app Yes No Maybe.
Kliché er et grimt ord
Kliché er sådan et grimt ord. I en serie med så udpræget en selvbevidsthed som Yes No Maybe giver det nok mere mening at tale om troper og faste figurer. Dem har manden bag serien Mads Rosenkrantz Grage mere end almindeligt godt styr på.
Den måde, karaktererne slynger om sig med referencer til troper som the manic pixie dream girl* og the final girl**, minder mig om det anbefalelsesværdige online opslagsværk tvtropes.org. TV Tropes startede som en kortlægning af de let genkendelige figurer, karakterer og skabeloner, som tv-serier tyer til, så de ikke behøver at opfinde universet forfra, hver gang der skal afvikles et plot.
Efterhånden har kortlægningen bredt sig ud over det popkulturelle landskab. Det er altid en fryd at læse de korte, præcise ofte ret tæt på fyldestgørende beskrivelser af det netværk af troper, de fleste fiktioner spræller i.
Yes No Maybe kan selvfølgelig godt ses som en skildring af de sære og svære situationer, der opstår, når mennesker i virkeligheden prøver at finde nogle, der kan hjælpe dem af med deres hudsult og selvhad.
Hovedpersonen Mads har ifølge manuskriptforfatteren og instruktøren Mads en del lighedstræk med ham selv. Til Soundvenue fortæller Mads Rosenkrantz Grage, at serien er inspireret af hans eget datingliv.
Den lejlighedsvise impotens, som både hovedperson og manuskriptforfatter ifølge interviewet døjer med, kan da heller ikke siges at være specielt velbeskrevet i popkulturen. Der findes ikke noget opslag om den slags på tvtropes.org
Men langt hen ad vejen lægger Yes No Maybe mest op til at blive set som en undersøgelse og udstilling af gængse historier om mænds møder med kvinder. Mens jeg så de otte afsnit, der er tilgængelige på dr.dk, sad jeg på tvtropes og slog troperne op, efterhånden som de meldte deres ankomst. Der var gevinst hver gang.
Kynismekatalysatoren
Yes No Maybe byder på en kynismekatalysator i form af kæresten, der skrider og kaster Mads ud i armene på alverdens kvinder, han ikke kan finde ud af, hvad han vil med. Man møder stråfeministen (Amalie Lindegaard), der kun ser film, der lever op til Bechdel-testen***, men ikke vil splitte regningen, selvom hun var den, der bestilte østers og ekstra vin.
Stråfeministens definerende kendetegn er, at hun ikke laver andet end at demonstrere, at man faktisk godt kan være hykler og feminist samtidig.
Den utroligt pinlige forælder er en anden velkendt skabelon, som bliver luftet i Yes No Maybe. Mads’ mor er ikke bleg for at hundse med ham i supermarkedet, udfritte ham om hans kærlighedsliv midt i det offentlige rum, kræve, at han køber kondomer, nu hun alligevel har kortet fremme, og som finale irettesætte ham for hans kondomvalg. Hvert afsnit handler om en ny date, og man kan ret hurtigt afkode, hvad det er for en overraskelse, der venter den velmenende, men mere og mere selvoptagede Mads.
Optræk til ægte følelser
Når først man er ovre første afsnits humormæssige hurdle (jeg lader ikke bare et replikskifte som »Du er bare alt for forstående,« »Ja. Det forstår jeg godt,« passere ubemærket), er Yes No Maybe så godt som fri for punchlines.
Det er primært det, der adskiller den fra en serie som TV2 Zulus Sjit Happens, hvor en flok unge københavnere fra nogenlunde samme segment og på nogenlunde samme alder og desperationsniveau fumler med deres egne og andres følelser og behov.
Humoren i Yes No Maybe er dels baseret på pinagtighed, dels på afsløring af hykleri og selvbedrag. Nogle gange sker det sidstnævnte på bekostning af det førstnævnte.
Det forkerte og upassende, der bliver sagt, får lov at hænge og dingle i luften, men ikke altid længe nok til, at det når at blive gyseligt at se på, for det skal også lige pointeres i forbifarten, at den upassende ikke ved, hvad han har gang i.
Der er optræk til nogle næsten rørende situationer i den lille vennekreds, som Mads, Julius og Louise udgør. Oprigtige følelser dukker op i den tilstræbte kynisme, og selvom den psykologiske kompleksitet er til at overskue, klæder det serien, der ellers kunne ligne en videreudvikling af Jesper Zuschlags selvoptagede elitedater-figur fra DR3’s Generation SoMe.
Især Karoline Brygmann har noget kørende for sig i rollen som den kække, følelsesmæssigt tilbageholdende veninde, hvis status som en af gutterne både gør tingene nemmere og mere besværlige.
Hvis det bliver til en sæson mere for Yes No Maybe, kommer der sikkert mere gang i den del, der handler om de tre venners indbyrdes forhold. Fint med mig, bare ambitionen om at skildre ægte følelser og nære bånd ikke kommer til at overskygge seriens gennemspilning af de velkendte skabeloner, som mainstream dreng møder pige-historier er skåret efter.
Det er ikke et super originalt projekt, men Yes No Maybe gør det tilstrækkeligt skarpt.
Noter
*Den skideskøre og vilde pige, der redder den mandlige hovedperson fra hans egne kedelige vaner. Ofte efter et brud med en såkaldt pæn pige.
**Den sidste overlevende i splatterfilm, der typisk udmærker sig ved at være ung kvinde, jomfru og utilbøjelig til druk og cigaretter.
*** Test opfundet af den amerikanske tegneserietegner Alison Bechdel til at synliggøre mandlig dominans i mainstreamfilm. For at bestå testen skal en film have en dialog mellem to navngivne kvinder, der taler om noget andet end en mand. Det pågældende Yes No Maybe-afsnit består testen ved at lade stråfeministen møde en kvinde på toilettet, der siger, hun hedder Karen, og spørger, om hun kan låne et bind.
’Yes No Maybe’. Manuskript: Mads Rosenkrantz Grage og Lars Detlefsen. Instruktion: Mads Rosenkrantz Grage. Dansk. Sendes på DR3 søndage kl. 20.45
