Læsetid: 10 min.

Pladeparade juni 2017

Chuck Berry, London Grammar, Katy Perry, Britney Spears, Fleet Foxes og Kronos Quartet
Chuck Berry, London Grammar, Katy Perry, Britney Spears, Fleet Foxes og Kronos Quartet
16. juni 2017

Chuck Berry: ’Chuck’ (Dualtone Music/Universal)

På sin 90-årsfødselsdag 18. oktober sidste år annoncerede rock and roll-pioneren Chuck Berry at han snart ville udgive sit første album siden 1979. Han døde præcis fem måneder senere 18. marts i år.

Rockens grundfjeld havde draget sit sidste suk, men inden nåede han sammen med en tæt gruppe af musikere, en del af dem hans sønner, at færdiggøre sine sidste indspillede stød, støn, sang og tråd her i livet.

Med erigeret elguitar i en skrå vinkel ud fra kroppen brændemærkede Chuck Berry en hel generation med lystens stempel.

Og med hans sidste album Chuck får vi den sidste blanding af nye sange og coverversioner. Ti sange, lige under 35 minutter. Ingen tid til at se sig tilbage, og så alligevel netop tid til dét. For selvom det er utidighedens evangelium han prædiker, så står tiden også stille i Berrys verden.

Den intense blues på »You Go To My Head« lyder, som om at for meget blod flyder til en meget ungdommelig protagonists hoved. Eller måske til begge hoveder, pardon my french.

Og »Big Boys« er klassisk Berry. Højoktan på benzintanken og ud over stepperne, og – i teksten – til bal, hvor protagonisten samler sig mod til at danse med den udkårne. Og lærer at feste som de store drenge. Altså den klassiske rockfortælling om kødets lyst og det søde tab af uskyld.

Sådan er det jo med Chuck Berry. En evig ungdom, en fastfrysning i den hormonelle krig, vi alle har udkæmpet. En kamp som Berry til sin død åbenbart fortsat fandt den dybeste mening – eller i hvert fald den mest vitale musik – i.

Men så er der alligevel også nummeret »Dutchman«, der giver plads til en mere slidt og aldersramt mesters stemme. I færd med at tale sig med sprukken baryton gennem en skæbnefortælling om at blive skør af kærlighed.

Den intime vokalindspilningsteknik minder om Rick Rubins nøgne, rå genopfindelse af Johnny Cashs stemme og dyrkelse af hans anciennitet på American Recordings-pladerne fra 1994 til 2002. »Dutchman« er en fin dokumentation af at heller ikke Chuck Berry har undsluppet tidens tandsæt.

Hvilket egentlig også demonstreres på det »nye« nummer »Lady B. Goode«. Det er hans tredje fortsættelse af sagaen om »Johnny B. Goode«, og den kører i samme rille som sit forlæg uden at skabe samme agitation i lytteren.

Vi bliver alle sammen til coverversioner af os selv med alderen. Men en coverversion kan godt være bedre end sit forlæg, især hvis den flytter sig fra det. Dét kan man ikke anklage albummet Chuck for at gøre. Men der er nu stadig en tænding i den gamle støder i de bedste passager. Hvil uroligt, djævelsk dygtige forfører.

– Ralf Christensen

London Grammar: ’Truth Is a Beautiful Thing’ (Ministry of Sound/Universal)

London Grammar kan måske bedst beskrives som Céline Dion uden en klar sang på hænderne. Eller som The xx uden en idé i livet. Eller som U2 markedsført som en luftfrisker. I gang med at parfumere rummet med en tung følelsesfuld dunst.

Det ganske elskede band med base i Nottingham har som kendetegn den muskuløse sanger Hannah Reid, der godt kan minde om førnævnte Dion med sin voluminøse klang og de til tider hidsigt hoppende intervaller.

Det er en performativ disciplin, som de færreste kan synge med på, men som man sikkert kan komme langt med i talentkonkurrencer. For Reid er dygtig, men mærkværdigt transparent, et slags atletisk genfærd i sangene, hvor hun synes at genopføre et for længst etableret musikhistorisk følelseskatalog – uden at byde ind med noget så godt gammeldags som sig selv.

Instrumentsiden på deres andet album med den rimelig blåøjede titel Truth Is A Beautiful Thing (så foretrækker jeg Blonde Redheads Fake Can Be Just As Good) er en slags muzak, cocktail hop, ambient popoperette. Eller en form for kirkelig musik uden nogen historisk eller spirituel klangbund.

Formfuldendt uanstødelig musik. Og den synes designet til at Reid kan demonstrere sit store klangrum, men kommer også til at fritskrabe en bemærkelsesværdig mangel på melodisk idé og autoritativ tilstedeværelse i sangene.

Og så er der alligevel et eller andet, der rører sig i denne anmelder to steder på pladen. Når det formløse bliver til en form for trance på et nummer som »Leave The War With Me«. Eller når et gospelkor får lov at bygge vokalharmonier og en fornemmelse af grounding på »Oh Woman Oh Man«, ja, i det hele taget give det æteriske univers lidt kødelig tilstedeværelse. Hvilket skaber en dynamik i et ellers overvældende monokromt univers.

– Ralf Christensen

Katy Perry: ’Witness’ (Capitol Records/Universal Music)

Katy Perrys sexede bolsjepop og hendes højglanspolerede musikvideoer afgiver ikke mange hints om, at hun startede sit liv som præstedatter, og at hendes første plade – som hun udgav under sit borgerlige navn Katy Hudson – primært bestod af kristen rock.

For efter hun floppede som Katy Hudson, tog hun til Los Angeles, opfandt alteregoet Katy Perry og begyndte at synge om at kysse med piger (på »I Kissed A Girl«) med assistance fra det svenske popproducerfænomen Max Martin. Siden har Kate Hudson været gemt under glitter.

På sit nye album, Witness, er hun for så vidt endnu mere stramt elektropoppet og musikalsk maskeret end nogensinde før, men i lyrikken og i interview forsøger hun at give indtryk af, at hun er tættere på at være sig selv, tættere på Kate Hudson forstås, end nogensinde før.

Witness handler om illusionsbrud og om at blive voksen. Med hud og hår, og med holdninger til samfund og kønsroller. Så Katy Perry synger om sine egne illusionsbrud i forhold til samfundet og kærligheden, som i den techutopiske førstesingle, »Chained To The Rhythm«, hvor hun i den stort opsatte musikvideo bevæger sig rundt i en futuristisk forlystelsespark, først med optimisme, senere desillusioneret.

Ligesom hun skyder på illusionerne om, at hun skulle være skrøbelig, fordi hun dyrker det hyperfeminine. Hvor hun i videoen til »California Gurls« fra Teenage Dream var den krop, der smeltede på tungen – hun var candyflossen – tilføjer hun nu, på »Hey Hey Hey«, at det ikke betyder, at hun ikke samtidig kan være hård, at hun ikke kan være en »boss«.

Med Witness forsøger Katy Perry at finde et nyt ståsted i popkulturen – et mere voksent sted, hvor lyset og mørket mødes. Men i den forbindelse er det en streg i regningen, at hun sammen med Max Martin & Co. vælger at skamride den EDM-bølge, som efterhånden har sejret sig selv ihjel i hovedstrømmen. For på den måde bliver det ikke noget særligt unikt sted, hun finder.

Mest af alt bliver Witness en samling af lyde – og et stykke hen ad vejen også temaer – som vi har hørt så mange gange før, ikke mindst fra Max Martins side. Og som ikke iscenesætter overgangen fra ung til voksen på afgørende anderledes vis.

Der er selvfølgelig masser af bangers på pladen. Det kan ikke være anderledes, når Max Martin og Katy Perry arbejder sammen. Men vi bliver ikke løftet op igennem taget, beriget med stærke popudsagn.

– Emil Eggert Scherrebeck

Genanmeldt: Britney Spears: ’Oops!... I Did It Again’ (Jive Records)

Efter at have arbejdet sammen om Britney Spears’ debutalbum, ... Baby One More Time i 1999 – det album, der gjorde hende til den bedst sælgende teenager i historien på det tidspunkt – gentog amerikanske Britney Spears og svenske Max Martin succesen på opfølgeren Oops! ... I Did It Again. En plade, der for alvor blev et indicium om, at Britney Spears kunne vise sig at være langtidsholdbar som popstjerne.

Oops!... I Did It Again var et vigtigt, nyt kapitel i historien om Britney Spears’ overgang fra barn til voksen, hvor hun udfordrede illusionen om, at hun var den engel, hun gav indtryk af at være på sin debutplade, og som hun var blevet bygget op til at være i sin tid som Disney-stjerne.

Ikke forstået på den måde, at hun med Oops! ... I Did It Again tog det vilde hovedspring ud i den åbenlyse, aggressive seksualitet, som hun senere gjorde. Det var mere ambivalent på det tidspunkt, og Britney Spears og Max Martin brillerede ved at ramme den spænding, som mange af hendes teenagefans med garanti sad og følte på deres værelser, hvor bamserne var ved at blive skiftet ud med frække plakater.

Ikke mindst i kraft af Max Martins fremragende produktioner. Fra sin position i grænselandet mellem rock og elektropop stod Oops! ... I Did It Again i forbindelse med musikalske traditioner, men på samme tid lød den – med sin overdådige blanding af elguitarer og slagbas, syntetiske orkestermarkeringer og poptrommer og med de mange forskellige stemmer og måder at stønne på, som Britney Spears udfoldede – som intet andet.

Oops! ... I Did It Again klinger med, når man hører Katy Perrys nye plade, Witness, hvor Max Martin også er med som sangskriver og poptroldmand. Men den var mere skelsættende, da den udkom, end Witness er i dag.

Den var en langt større popmusikalsk genistreg i det arbejde, der handler om at iscenesætte og udvikle popkulturelle figurer. Og den har stadig sin egen charme, måske især hvis man for en stund kan glemme de vilde drejninger, Britney Spears’ karriere og liv tog sidenhen, fordi hun ikke kunne stå for det pres, som fulgte med det at være en figur mere end et menneske.

– Emil Eggert Scherrebeck

Fleet Foxes: Crack-Up (Nonesuch/Warner)

Ærlig talt havde jeg afskrevet Fleet Foxes efter deres andet, foregående album Helplessness Blues. Ikke dermed sagt, at jeg ikke giver afskrevne kunstnere en chance – eller to eller tre – yderligere. Blot var det ikke med et galopperende håb om nyt lys, at jeg satte Seattle-bandets nye, tredje album på. Men naturligvis med åbent sind.

Albummet hedder Crack-Up. Og det virker passende, ikke fordi det er brudfladernes eller sammenbruddets æstetik, der dominerer, men fordi der kompositorisk og klangligt har været en vis – tilpas – dosering af opbrud.

Der er gået seks år siden forgængeren, og Fleet Foxes må have brugt noget af tiden på at flygte fra dét, der allerede dengang var blevet en kliché. Den følsomme skovmandsskjortefolkrock og skovbundshymniske indie, der syntes at være i kontakt med noget højere. Noget »højere«, der hurtigt blev til en irriterende højtidelig gestus uden æstetisk fylde allerede med Helplessness Blues. Til prætentiøs form.

Anderledes med Crack-Up. Det er stadig et højstemt værk, men der er også plads til både noget større og noget mindre. Beach Boys-vokalharmonier støder mod symfoniske klangmalerier. Der er repeterende, oceaniske klavermønstre. Boblende elektronik. Akustiske guitar i store klangrum. Episke strukturer. Violiner der griber døende ud efter hinanden som de eneste overlevende, da orkestret strækker våben.

Det er skovmandsskjortens redesign som en redningsvest i rørte vande, en vindjakke til ude på de åbne vidder. Bevares, bandet nosser stadig rundt i nogle af deres trademark-vokalharmonier på en måde, hvor det bedst kan beskrives som automatmaling med henblik på maksimum yndighed.

Men der er også ofte et betragteligt kompositorisk og stilistisk vingefang. Hør bare »Third of May/Odalgahara«, der glider over i det smukkeste oceaniske stykke ambient impressionisme ... Organisk, analogt, orkestralt. I evolution. Forunderligt.

Fleet Foxes har haft syvmilestøvlerne på og er vandret uden for deres komfortzone, fri af deres naturromantiske skovbryn. Bevares, nissen har det med at flytte med, og undervejs slider de – igen – lige lovlig meget på deres harmoniske ynde, som forførte masserne til at begynde med. Men så laver de også lige et toneartskift, der trækker tæppet væk under dem selv.

En vigtig disciplin for ethvert band, ja, for ethvert menneske. Ellers kører man fast. Dét undslipper Fleet Foxes for denne gang.

– Ralf Christensen

Kronos Quartet: Folk Songs (Nonesuch/Warner)

Eventyrere. Det gider jeg godt kalde Kronos Quartet. I over 40 år har strygerkvartetten bevæget sig fordomsfrit og ekvilibristisk gennem musikken. David Harrington og John Sherba på violiner, Hank Dutt på bratsch og Sunny Yang på cello.

De har opført og indspillet stykker af store anerkendte og udbredte komponister som Franz Liszt, Alban Berg, Anton Webern, Philip Glass, Terry Riley, Steve Reich, Henryk Gorecki, Arvo Pärt så vidt så godt, men de har også sprængt rammerne for strygekvartetters repertoirer ved at arbejde med Thelonious Monks sange, argentinske Astor Piazzollas tango, med afrikanske komponister, med mexicansk folklore og nu også amerikansk, britisk og fransk ditto på det nye album Folk Songs.

Der er fire sangere, der tager sig af det vokale arbejde: Sam Amidon, Olivia Chaney, Natalie Merchant og Rihannon Giddens. Og især Amidon, Giddens og Merchant finder hver deres smukke fortolkningsspor. Amidon smukt vaklende, Merchant sobert knejsende, Giddens med en vibrerende klang af dirrende ædeltræ.

Kronos Quartet vrider i arrangement og udførsel de mest forunderlige klange, lys og stemninger ud af de traditionelle forlæg, men holder sig samtidig ret så meget i baggrunden, måske næsten for meget. Hvilket demonstreres ganske tydeligt på den instrumentale fortolkning af »Last Kind Words«, hvor Giddens bidrager med groft filet soloviolin – i dén melodilinje, hvor der oprindeligt var ord. Det er en perle.

Ja, i det hele taget er Kronos Quartets manøvre med at skrive – endnu nogle stykker – folklore ud som partitur fornem. De fire amerikanere finder potentiale for nye smukke brudflader og lysbrydninger i arvegodset og finder sig til rette i en økoton mellem klassisk musik og folkemusik.

Men det er også en manøvre væk fra det folkeligt overleverede over til det finkulturelt distingverede, som nogle steder – også – kunne have været interessant at høre i mere bramfri fortolkninger. Skål!

– Ralf Christensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu