Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Regn og blæst er også en slags materialer

Refleksion og sansning svinger i Hiroshi Sambuichis installation ’The Water’ i Cisternerne i Søndermarken, der undersøger vandets vekslende tilstande i forbindelse med den romantiske have
Under Søndermarken går man på træbroer rundt i Cisternernes besynderlige underjordiske rum. Afløbet er lukket, så reservoiret fyldes med vand gennem vægge og lofter. Gulvet bliver til et vandspejl, hvis dybde kun svagt anes.

Under Søndermarken går man på træbroer rundt i Cisternernes besynderlige underjordiske rum. Afløbet er lukket, så reservoiret fyldes med vand gennem vægge og lofter. Gulvet bliver til et vandspejl, hvis dybde kun svagt anes.

Jens Markus Lindhe

Kultur
9. juni 2017

Når man bygger huse, sker det i en proces, hvor forskellige materialer bliver sat sammen i nye konstellationer. Vi kan være tilbøjelige til at tro, at når huset er rejst, slutter processen, og materialerne holdes i ro. Huset er færdigt. Men naturligvis er det kun en tanke. For enhver husejer ved, at materialernes liv ikke er sådan at stoppe, nedbrydning og patinering sætter ind under indvirkning af vand, vind, lys og temperaturskift.

Hvor bygningskunsten ofte har søgt stilstanden, har landskabsarkitekturen altid forstået at gøre evigt vekslende forhold til en betingelse og sommetider også til et kunstnerisk motiv. Den japanske bygningsarkitekt Hiroshi Sambuichi (f. 1968) har dog lært lektien. Han vil have os til at forstå, at også regn og blæst kan betragtes som en slags materialer, der indgår i et byggeri på lige fod med mursten og mørtel.

Netop derfor bliver Sambuichi anset for at være blandt bannerførerne for en mere bæredygtig forståelse af bygningskunsten, for han undersøger og udpeger veje for byggeriet, hvor der ikke bliver skelnet så skarpt mellem naturens og menneskets aktiviteter. Snarere drejer det sig om processerne, om de situationer, arkitekturen kan skabe ved at artikulere materien.

I en række projekter omkring det japanske indlandshav har Samhuichi arbejdet med vandets forskellige tilstande som et tema. I Miyajima Misen-observatoriet (2013) er der udsigt til tidevandet, der ved Itsukushima-helligdommen veksler med tre meter hver sjette time. Rokko Shidare-observatoriet (2010) er placeret på i 1.000 meters højde på Rokko-bjerget, der ofte er klædt i tåge. »Hvordan kommer vandet herop,« spørger Sambuichir og peger på solens indvirkning, der får vandet til at skifte tilstand fra flydende form til damp. I frostvejr bliver vandet til rim på træernes grene eller på observatoriets filigranagtige trækonstruktion, som forvandles til en kuppel af iskrystaller.

Vådt træ

Stedsspecifikke forhold ligger til grund for hans projekter, både naturgivne og i form af historiske levn. Også i installationen The Water i Cisternerne i Søndermarken, som er en af Danmarks ældste romantiske haver, anlagt i 1780’erne. Denne type af haver, som imiterer det naturlige, med slyngede stier og tilsyneladende frit voksende planter, dukkede op i England i begyndelsen af 1700-tallet. I den romantiske have bliver man ført ad stier rundt til særligt komponerede udsigter eller til små pavilloner af eksotisk art, grotter og ruiner, der stimulerer sanseapparatet og fantasien.

Under Søndermarken går man på træbroer rundt i Cisternernes besynderlige underjordiske rum. Afløbet er lukket, så reservoiret fyldes med vand gennem vægge og lofter. Gulvet bliver til et vandspejl, hvis dybde kun svagt anes. Træbroerne styrer hen over vandet og er dækket af beskyttende valmtage. Her lugter af vådt træ. Installationen er stort set uden brug af kunstig belysning, for Sambuichi hiver daglyset ned under jordskorpen, hvor det via skråtstillede spejle sender bundter af lys tværs igennem rummet. Først ser man næsten ingenting, indtil øjnene vænner sig til mørket.

Akustikken er bemærkelsesværdig. Andre besøgendes dæmpede stemmer og snart lyden af det vand, der engang fyldte hele rummet. I den ene ende dryp­per det ned over spejlene, plasker og vibrerer, mel­lem pillerne duver disen. Dråber sætter vandspejl­et i konstant bevægelse, tegner ringe på overfladen. Min egen krop tager også del, for temperaturen er tilpas lav, så mødet mellem varm udånding og det kølige rum resulterer i kortvarige dampe.

Videre forbi et lille bjerg dækket af mos indsamlet i Søndermarken. Det fremtræder som en japansk moshave, et blødt formet terræn omgivet af vand. Og så en buet bro, gyldent belyst nedefra af seks rispapirlamper.

Vibrerende materiale

Digteren Alexander Pope var blandt pionererne inden for anlæggelsen af romantiske haver i England. Ved sin villa i Twickenham sydvest for London fik han i 1720 bygget en kunstig grotte ud mod Themsen. En grotte i en have var nu ikke Popes opfindelse. I antikken fandtes monumenter helliget nymfer, de naturvæsener, man forbinder med kilder eller grotter. Renæssancens og barokkens haver bød på nye fortolkninger af nymfegrotter udstyret med muslingeskaller eller statuer af nymfer eller andre vandrelaterede væsener og guder.

I et brev til vennen Edward Blount beskriver Pope, hvordan grotten kunne fuldkommen forandre sig. Fra et velbelyst rum til et camera obscura, et mørkt kammer, som levende billeder af omgivelserne projiceredes ind i via en ganske lille åbning. I Popes grotte passerede livet omkring floden på den måde hen over væggene, som var det en slags biograf.

I The Water er et camera obscura sidste station på vejen rundt i underverdenen. Vendt mod Frederiksberg Slot og den fontæne med springene vandstråler, som ligger direkte oven på Cisternerne. I projektionen ser man også biler passere forbi. Vandsøjlerne, der svagt rører på sig, drivende skyer.

Den amerikanske politolog og filosof Jane Bennett har introduceret begrebet vibrant matter – vibrerende materie. Hun argumenterer for, at vi bør lægge de i traditionel vestlig tankegang ellers så stærke modsætning imellem kultur og natur og mellem mennesker og ting på hylden. I stedet skal vi betragte verden som bestående af vibrerende materie. The Water gør en sådan tænkning synlig og sansbar for os.

Sambuichis installation betjener sig af spejlinger og andre optiske numre. Ikke som blændværk, snarere som sansebevægelse og til forundring. Installationen varer næsten et år. Klimatiske variationer vil uundgåeligt skabe nye rumlige situationer, når forskellige belysninger modulerer rummet. Når materien træder frem.

Hiroshi Sambuichi: 'The Water'. Cisternerne i Søndermarken, København. Indtil 2. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Siersbæk

Det er sikkert en meget spændende, stor!, installation, der kan besøges i Cisternerne.
Jeg har selv besøgt den midt i maj måned, og desværre næsten famlet mig igennem den... der var nemlig ikke så meget dagslys midt på dagen, den dag.
Men hvis der er knald på solen, så er det bare om at komme af sted for så smider spejlene sikkert lys nok ned til at man kan opleve magien!