Læsetid: 3 min.

En sær perle i forfatterskabet

En fiktiv biografi, som strækker sig over fire århundreder, og hvor hovedpersonen skifter køn undervejs. Virginia Woolfs ’Orlando’ er fantastisk i begge ordets betydninger
Den fiktive biografi ’Orlando’ er eventyrlig, romantisk og absurd. Den udkom oprindeligt den 11. oktober 1928. Billedet her af Virginia Woolf blev taget i juli 1902.

Den fiktive biografi ’Orlando’ er eventyrlig, romantisk og absurd. Den udkom oprindeligt den 11. oktober 1928. Billedet her af Virginia Woolf blev taget i juli 1902.

Ritzau Foto

10. juni 2017

Nogle scener fra litteraturen glemmer man ikke lige med det samme. Sådan en scene er der i starten af Virginia Woolfs Orlando, hvor den unge hovedperson og hans udkårne, den russiske fyrstinde Sasja, skøjter rundt på Themsen, der er bundfrossen under Den Store Isvinter i 1608.

Under dem kan de se alt det, som sidder fast i isen: fisk og fugle, en æblekærre med den fastfrosne sælgerske stadig med æblerne i fanget; over dem funkler stjernerne. Det er eventyrligt, romantisk og absurd, ligesom resten af den fiktive biografi om adelsmanden Orlando, som lever i 400 år, og som fra den ene dag til den anden bliver til en kvinde.

Fortællingen starter i 1500-tallets elizabethanske London og slutter den 11. oktober 1928, den dag bogen udkom på The Hogarth Press – året efter hovedværket Til fyret og året før det feministiske essay Et eget værelse. Romanen følger den mystiske og myteomvundne Orlando, som bevæger sig ubesværet igennem århundrederne (ved romanens slutning er Orlando 36), og som drømmer om at blive forfatter.

Efter et hjerteknusende brud med den russiske fyrstinde flygter Orlando til Konstantinopel, hvor han bliver ambassadør, og her indtræder det sælsomme og unægtelige fænomen, der har stadfæstet Woolfs roman som en vægtig saga om køn og seksualitet: »Orlando var mand indtil han var tredive; hvor han blev kvinde og har været det lige siden.«

Som det hører sig til i en ’rigtig’ biografi, indeholder værket billeder – flere af dem fotografier af Vita Sackville-West, som romanen er dedikeret til. Sackville-Wests søn er citeret for at have kaldt romanen »det længste og mest charmerende kærlighedsbrev i litteraturen«: Den legesyge og fascinerede skildring af Orlando er egentlig et portræt af Woolfs mangeårige veninde, som hun også havde et romantisk forhold til.

Kalejdoskopiske panoramaer

Det er ikke kun tidslige anakronismer og biologiske undere, som bidrager til mystikken i Orlando. Her er også et sammensurium af kalejdoskopiske geografiske panoramaer, som når Orlando fra Tyrkiet, hvor hun har sluttet sig til en sigøjnerflok, kan se helt til Akropolis.

Eller når han som ung mand står på bakken ved sin fars hus og ser ud over byen: »Mod øst var der Londons spir og stadens røg; og lige på synsranden viste sig måske, når vinden var i det rette hjørne, selveste Snowdon, mægtigt mellem skyerne med forreven tinde og takkede kanter« – Snowdon, som altså er et bjerg i Wales.

Fortælleren er »levnedsskildreren«, som rådfører sig med historiebøger og andre kilder (nogle gange også rygter og sagn) for at sammenstykke biografien om Orlando, og stilen kan minde om Laurence Sternes Tristram Shandys levned og meninger (1759-1767): den absurde fiktive selvbiografi, hvor en forvirret Tristram forsøger at fortælle sin livshistorie, men roder sig ud i så mange indskydelser, afbrydelser og digressioner undervejs, at han knapt når længere end til omstændighederne ved sin egen undfangelse og fødsel.

Woolfs roman hopper ligeledes flagrende af sted, »som underlinned til en familie på fjorten på en tørresnor i stormvejr«. Samtidig udstilles det absurde i historisk epoketænktning, når London med et trylleslag går fra det 19. til det 20. århundrede og klimaet, bylivet og »tidsånden« med ét er forandret.

Eminent oversættelse

Sproget i Orlando er mere ligefremt og lettere tilgængeligt end i mange af Woolfs øvrige værker. Ofte fornemmer man, at en parodi eller pastiche over en genre, et værk eller en tidsspecifik stil er indlejret i prosaen, som ændrer og udvikler sig i takt med, at århundrederne passerer fra Renæssancen og frem; for eksempel når Orlando gebærder sig i 1700-tallets britiske selskabsliv og en overgang bliver en slags salonværtinde for forfattere og satirikere som Joseph Addison, Jonathan Swift og Alexander Pope.

Det kan blive lidt trættende, når et værk på denne måde hele tiden er bevidst om sig selv og kommenterer sin egen form. Men Orlando er først og fremmest virkelig sjov, både de små sproglige detaljer og plottets pludselige indfald. Når romanen nærmer sig Woolfs egen samtid træder den karikerede fortæller i baggrunden, og stemmen ligner mere og mere Woolfs egen modernistiske prosa, som man kender fra værker som Mrs. Dalloway.

Det er altid forunderligt at læse en klassiker i en ny sprogdragt; Karsten Sand Iversens oversættelse er som forventet eminent og fanger både det fjollede og det alvorlige, det karikerede og det smukke ved denne sære perle i Woolfs forfatterskab.

’Orlando’. Virginia Woolf. Oversat af Karsten Sand Iversen. Rosinante. 224 sider, 299,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu