Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Savage Rose drev de onde ånder på flugt

– bortset fra festivalens multinationale sponsorer. De fik (vist) til gengæld fuckfingeren af Annisette ved en til tider sublim koncert med et uomtvisteligt nationelklenodie.
– bortset fra festivalens multinationale sponsorer. De fik (vist) til gengæld fuckfingeren af Annisette ved en til tider sublim koncert med et uomtvisteligt nationelklenodie.

Jakob Dall

Kultur
29. juni 2017

»Love!« »Freedom!« Igen og igen. Ikke skønsunget, ikke kønt melodisk. Ikke gratis ord som Annisette pynter sin optræden i front for The Savage Rose med. Men noget, der vrides ud af hendes korpus, som blodige lunser af kød. Igen og igen og igen.

Love! Freedom! Som råb om hjælp. Som smertelige fødsler. En besværgelse, en afslutning på en koncert, som er så voldsom, at man tænker at det sgu’ nok skal gå alt sammen alligevel.

Det er der naturligvis grund til at tvivle på, men, hey, tro kan flytte bjerge. Og hvis du ikke kan se den brede ymer for bar jakkesæt, så kan jeg anbefale at høre og se Annisette synge styrtblødende og høre hendes band af unge og knap så unge musikere bakke saftigt og alligevel tørt, fabulerende og alligevel stramt op om det 50-årige (ja!) nationalklenodie som The Savage Rose er.

Et til tider ufatteligt værk, som man kun kan smage sporadisk sådan en grå torsdag eftermiddag på Dyrskuepladsen, men hvis væsen står lysende klart allerede under de indledende strofer. Annisette barfodet naturligvis i hvid kjole, på et persisk tæppe.

68 år gammel, i færd med at synge så voldsomt, at lungerne må blive vendt på vrangen. Med mindelser om både Screamin’ Jay Hawkins, Janis Joplin, Robert Plant. Tydeligvis i sine følelsers vold. Eller måske rettere i stand til at hidkalde sig en større ånd eller åndelighed.

En messe for noget svundent, et råt håb, som kun kan fødes i kollektiv anstrengelse. Bandet er fremragende, ikke mindst med en storspillende Palle Hjorth og en sublimt økonomiserende Rune Kjeldsen på elguitar.

Der er også en lejlighedsvis messingblæsertrio samt to korsangere, herunder datteren Naja Rosa Koppel. De mestrer både 90’ernes mere soulfunky version af bandet, og den store, titaniske æra i 70’erne. Hvorfra koncertens højdepunkter også stammer. »Wild Child«, »A Girl I Knew« (som også bruges som kendingstema til vores egen podcast, Radio Information) og »Byen Vågner«, som med Hjorths frådende orgelspil – et sted mellem klassisk, jazz og rock’n’roll giver denne anmelder barokt vild gåsehud. Den nye dag, der gryr. Ekvilibrismen og dramaet. Desperationen og håbet.

Det er på mange måder de gamle dyders eftermiddag. Vi står og nyder Kjeldsens fornemt udhuggede eller slidede og altid forbilledligt kortfattede guitarsoli. Vi må konstatere, at Orgel-Palle lever sig ind i musikken med lukkede øjne. At Annisette lever sin musik på en helt ironifri måde, distanceløs, besat af øjeblikket. »Speak for those who cannot speak«, synger hun.

Det er en gammel dag, der gryr på Roskilde Festivalens hovedscene her sen eftermiddag torsdag. Der er noget nærmest shamanistisk over Annisettes vokal, en kærlig vold, som man uvilkårligt dukker sig i ærefrygt for. Damen synger sin blues som om det er den sidste hver gang. Og det er i en klassisk venstreorienteret kritik, at ceremonien afvikles.

Hun påpeger, hvor sært det er at stå her på denne scene foran et ganske betragteligt publikum. »Når man tænker på, at omme bag alle de velpolerede skrivebord, der sidder der nogle jakkesæt og styrer verden,« siger hun i en af sine få taler (det er trods alt musikken, der er det politiske sakramente her). »Vi er lige nu og her en masse mennesker, der vil det smukkeste for vores liv«.

Det er ikke en retorik, der lægger op til forsoning mellem fløjene, men det er en inklusiv tænkning, der giver alle mulighed for at deltage i den svundne åndelige sen-60’er-revolution, som vi pludselig kan mærke vingesusene fra under koncertens bedste numre.

Noget kan lade sig gøre, noget kan vristes fri fra magten, noget kan vindes tilbage. Der er noget, der er urørligt, umisteligt, ubetaleligt. Bare i disse minutter, når bandet finder sammen på tværs af generationer i besætningen om at blæse liv i idealerne – og samtidig i kludene.

Hun taler også om afmagtsfølelsen i os alle. Hvor små vi føler os. At hun selv kender følelsen. Og hvordan hun får øje på en rabarber, der skyder op af asfalten på Vesterbrogade. Et fortærsket billedsprog, som hun alligevel giver farve i kinderne med sin humor, sin revnede stemme, sit brutalt lysende nærvær.

Lytter folket så efter? Ja, det gør de, ikke alle, men en stor del. Smelter generationerne sammen? Ja, jeg ser far og søn kramme. Jeg ser sølvræve i ekstase på storskærmen, og i baggrunden ungersvende i tilsvarende ekstase. En bedstefar i bar mave, med skægpisk og sygekassebriller hoppende op og ned af begejstring.

En overvintret hippie i islandsstrik og med lukkede øjne. Teenagepiger, der synger med ord for ord. Og så er der den ældre gråhårede kvinde, der ikke kan lide at blive filmet. Musikalsk henførelse er en privatsag, især hvis man er født en røvfuld årtier før SoMe-generationen.

Men der er en klar fornemmelse af hjemkomst, af at The Savage Rose genopliver kerneværdierne fra festivalen og dens udspring i 1971 og i ’68-generationen verdenssyn. Det sker uden unødige paroler, men med en tilsyneladende vished om, at storheden findes i os alle sammen. Hvis vi bare kan overvinde tvivlen.

Det tvivler jeg så personligt på, at vi kan. Er vi ikke dumpet så dybt i alverdens kompleksitet og manipulation, at tvivlen måske også er vores bedste våben? Ikke denne eftermiddag, hvor The Savage Rose formår at give rocken en genopstandelse som politisk kraft. Hiphoppen venter i de næste dage at demonstrere hvordan den har stærkere fat i de yngre generation. Men for en stund står alt stille omkring The Savage Rose.

Da Annisette hen mod slutningen siger, at vi nu skal have stilhed for fred og kærlighed, så kan folket på pladsen selvfølgelig ikke holde kaje. Men alligevel efterlades vi med følelsen af, at The Savage Rose drev de onde ånder på flugt – altså bortset fra festivalens multinationale sponsorer. De fik (vist) til gengæld fuckfingeren af Annisette ved en til tider sublim koncert med et uomtvisteligt nationelklenodie.

The Savage Rose – Orange, Roskilde Festival, torsdag.

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Jeg var der ikke, alderen og pengepungen er ikke til Roskilde, men hvor er det fortjent at Savage Rose fik plads på den store scene

Anne Koed Westergaard, Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

koncerten kører på "rød okse tv"......fedt, selvom det er for sponsorpenge....

Holger Madsen

Jeg kender Annisette og Thomas og har fulgt dem hele vejen.
De var ikke politisk " korrekt " og derfor blev de ikke de store stjerner i musikverden.

Niels Duus Nielsen

Efter at Savage Rose fandt den rette afløser for afdøde Thomas Koppel, er bandet igen blevet blandt landets største. Jeg hørte dem sidste efterår i Den Grå Hal, og der var tale om øjeblikke af ufattelig skønhed.