Læsetid: 3 min.

Et selvmord efter bogen

Édouard Levés 'Selvmord' er forbløffende gribende og vanedannende i kraft af sit enkle sprog
28. juni 2017

I 2015 udgav Forlaget Basilisk den franske forfatter Édouard Levés (1965-2007) lille værk Selvportræt (2005) i Morten Chemnitz’ fine oversættelse. Bogen består af en række tilsyneladende usammenhængende påstande – tanker og erindringsglimt, vaner og særtræk – som karakteriserer et »jeg«.

Stilen er stilfærdigt konstaterende men aldrig monoton, snarere spøgefuld og sælsomt overraskende – og enormt vanedannende. Mod slutningen af Selvportræt fortæller Levé den voldsomme historie om en ungdomsven, som en dag på vej til tennis med sin kone gik ned i kælderen og skød sig med et jagtgevær.

Den nye udgivelse, Selvmord (2008), er mindre fortættet, men stemmen er umiskendeligt den samme. Fortælleren skriver til et »du«, denne ven, som begik selvmord, da han var 25, og i modsætning til autobiografien, som var opremsende, er portrættet af ungdomsvennen mere anekdotisk.

Der tegner sig et billede af en kompleks person, som lever igennem sine modsætninger: Han er charmerende, men foretrækker sit eget selskab; han er euforisk eller deprimeret; han er følsom og metodisk; han påbegynder kreative projekter, men undviger at tage stilling til helt banale ting.

Læs også

Midt i værket er der et roligt ophold i teksten, hvor denne ungdomsven vandrer alene omkring i Bordeaux og studerer byfornyelsens landskaber og besøger kunstgallerier, på én gang fremmedgjort og velkendt: »Du fik en følelse af at have besøgt dette museum mange gange før, i andre byer.« Der er noget underligt dragende ved disse løsrevne beskrivelser af et menneske, som aldrig navngives, fremlagt i et enkelt og let forundret sprog.

Selvmord bærer også en refleksion over, hvad det vil sige at leve eller at fortælle et liv, hvordan man i det hele taget kan tillægge enkelte begivenheder betydning eller mening. Hvor meget husker vi af den tid, vi har levet? Hvor meget er vi gået glip af? Hvad er det vigtige? For fortællerens ungdomsven kommer hans sidste overlagte handling til at stå som det monument, der kaster en mørk skygge over hele hans forudgående liv.

En samling

I henvendelsen til et du nærmer fortælleren sig også sig selv. Selvmord er i sin konstaterende form selvmodsigende, sætningerne modstrider hinanden eller er ikke bevidste om hinanden, sådan at et karakteristisk udsagn (»Du brød dig ikke om rejser«) uden problemer kan ophæves et par sider senere (»Du rejste for at nyde glæden ved at føle dig fremmed i en fremmed by«). Eller også er det netop sådan, at begge disse betragtninger kan være sande på én gang?

Man får fornemmelsen af, at den, der taler, og den, der tales til, glider ind over hinanden. Her og der findes også ekkoer fra det foregående værk; de små særegenheder, som i Selvportræt blev tillagt jeget, bliver i Selvmord et portræt af duet – at »foretrække begæret frem for nydelsen«, for eksempel, eller denne glæde ved at rejse alene. Med til historien hører det tragiske, at Levé selv tog sit eget liv blot få dage efter at have leveret manuskriptet til bogen.

»Et leksikon ligner virkeligheden mere end romaner, fordi virkeligheden ikke er en sammenhængende række handlinger, men en konstellation af sansninger«, står der et sted.

På samme måde er Levés værk ikke en roman med et narrativ, men en samling, en konstellation af mere eller mindre vilkårlige øjeblikke, refleksioner og indtryk, som tilsammen udgør noget nær et liv. Det er enormt gribende læsning.

Édouard Levé: 'Selvmord'. Oversat af Morten Chemnitz. Basilisk. 91 sider, 150kr. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu