Læsetid: 5 min.

Solange skrev historie med sin koncert på Roskilde Festival

Solange, der sidste år tog soul-musikken til nye højder med sin politiske plade 'A Seat at the Table', spillede en koncert på Roskilde festival, der var som et nyt kapitel i verdens historie. Mindre kan ikke gøre det
Solange, der sidste år tog soul-musikken til nye højder med sin politiske plade 'A Seat at the Table', spillede en koncert på Roskilde festival, der var som et nyt kapitel i verdens historie. Mindre kan ikke gøre det

Jakob Dall

30. juni 2017

Hver en tone. Hvert et ord. Hvert et kast med håret. Hver en bevægelse, langsom, hurtig, planlagt og uplanlagt. Hvert et alvorligt ansigtsudtryk. Hvert et smil. Hver en tåre.

Det var ikke bare en af de helt sjældne koncerter, da Solange spillede i Arena-teltet på Roskilde festival. Det var meget mere end det. Alt betød, og alt var så vigtigt, at det næsten føles håbløst at tale om det, at skrive.

Men så alligevel, for der er hvert og et af Solanges ord. Fra hun som det første i koncerten spænder ben for sig selv og os, for at vi kan rejse os og komme videre:

»Fall in your ways, so you can crumble

Fall in your ways, so you can sleep at night

Fall in your ways, so you can wake up and rise.«

Et hvidt bagtæppe og en rød cirkel foran er udsmykningen, rammen. Solange og hendes band, alle klædt i rødt, leverede resten. Leverede en koncert, der, ud over at være en ubrudt række af uforlignelige momenter, også var som et nyt kapitel i historien, verdens historie. Mindre kan – helt oprigtigt – ikke gøre det.

Alvoren, bevægelserne

Alle på scenen bevæger sig langsomt. Med en alvorlig kropslighed.

En alvor, der også er der, når Solange og de to korsangere svinger håret, deres lange mørke krøller.

»I'm weary of the ways of the world / Be weary of the ways of the world / I'm weary of the ways of the world

En alvorlig kropslighed, der handler om at finde en plads til sin krop, en plads i verden:

»I'm gonna look for my body, yeah / I'll be back like real soon

En plads i verden som sort kvinde. Som sort kvinde i en verden med hierarkier imellem mennesker:

»But you know that a king is only a man / With flesh and bones, he bleeds just like you do / He said, 'Where does that leave you?"'/ And, 'Do you belong?' / I do

Jakob Dall

Bassisten og guitaristen står og svinger med bløde langsomme bevægelser. Bandet glider over i »Cranes in the Sky«, der handler om de følelser, man ikke kan slippe af med. Der både er kollektive, historiske og personlige på én og samme tid.

»I tried to drink it away / I tried to put one in the air / I tried to dance it away / I tried to change it with my hair.«

Bandet groover, som er det dem, der har opfundet det at groove. Solange stemme er her for at røre os. For at lade os føle med på de følelser, der hænger over hende som sorte skygger, som prosaiske kraner, der bliver poetiske:

»Well it's like cranes in the sky / Sometimes I don't wanna feel those metal clouds.«

Så går de alle frem, trommeslageren, bassisten, guitaristen, sangerne, blæserne, Solange. Kun pianisten står tilbage, begynder på den vigtige, vigtige sang »Mad«. De svajer, mens de synger om at være sammen om følelserne:

»You got the right to be mad / But when you carry it alone you find it only getting in the way

De udsender et skrig, Solange og de to korsangere. Et skrig, der både er musikalsk og som kommer helt nede fra det mest smertelige sted i maven.

Og det er en af de ting, som denne koncert kan. Som Solange kan. Hun tager de sværeste følelser, de følelser, som der ikke er ord for, som der nærmest ikke er følelser for, og formidler dem i musikken.

Så vi kan mærke dem. Hvor nogen i det ’vi’ kan spejle sig i følelserne, når de føler dem, mens andre kan lære af følelserne, lære af vreden.

»You got the right to be mad.«

Betydningen, historien

Længe inden koncerten går i gang er der proppet i pitten foran scenen på Arena. Fire unge kvinder, Stephanie, Naima, Betty og Ingrid står der og optager et afsnit af deres nye podcast. Afsnittet handler om Solange og hendes koncert. Deres podcast handler overordnet om at være »en minoritet med afrikanske rødder i dagens Danmark.« Den er opkaldt efter Solanges formidable album fra sidste år, A Seat at the Table.

Senere, under koncerten, da bandet spiller nummeret »FUBU«, (for us by us), går Solange ned fra scenen, ned til publikum, mens hun synger til alle med afrikanske aner:

»Made this song to make it all y'all's turn / For us, this shit is for us

Hun krammer en pige med brun hud, der står helt oppe ved hegnet op til scenen, tårerne løber ned af kinderne på pigen.

»Play this song and sing it on your terms / For us, this shit is for us.«

Og der, under et af mange følelsesmæssige klimakser under en koncert, der føles som den vigtigste nogensinde, understreger hun selv, med sin musik, hvor stort det her er.

For hendes kunst handler om at give de mennesker, der i løbet af historien ikke har haft en plads, en plads ved bordet. Det er visionen, som også er en plan om at ændre historien, tage os til et helt nyt moment. Og det gør hun, som den store kunstner, hun er.

Denne koncert er sådan et moment, og verden uden for teltet føles anderledes bagefter. Et vigtigt moment og en vigtig vision rigere.

Jakob Dall

Ekstasen, dansen

Da Solange er tilbage på scenen, leder hun os igen videre i programmet, til en ny fase, tager os ud i dansens forløsende ekstase. Det er så gennemtænkt, så veldisponeret, den perfekte opbygning af kunstværket.

»I wanna see you dance,« råber hun, inden hun synger kærlighedssangen »Locked in Closets«.

Og publikum er der på så mange flere planer end normalt. Der er ikke tid til at drikke eller ryge smøger eller whatever. Der er kun momentet. Kun de her følelser.

Så tager hun den ned, et øjeblik, fortæller om, hvordan hun for tiden flyver frem og tilbage imellem USA og Europa for at kunne være der for sin søn, være mor, mens hun turnerer. Hun er egentlig drænet, fortæller hun, men så kommer hun her og er så taknemmelig for, at vi er her.

Og den taknemmelighed er til at mærke, og til at se, når hun og musikerne danser på scenen i en løst koreograferet 70'er soul-dans, der sender musikhistoriske, dansehistoriske nik til et andet moment i den sorte kulturhistorie.

Teltet eksploderer, da de spiller hendes indie-RnB-soon-to-be-heartbroken-sang »Losing you«.

Så går hun ud fra scenen, og hendes orkester fryser i deres bevægelser. Står urokkelige, mens publikum går amok.

Da hun kommer ind igen sætter hun den endelige trumf ind med nummeret »Don’t Touch My Hair«:

»Don't touch my hair / When it's the feelings I wear / Don't touch my soul / When it's the rhythm I know

Hun danser amazonedans. Trancer ud, mens sangen går ind i sit velsvingende klimaks.

»What you say to me? / What you say to me.«

Hun dirigerer sit orkester. I markeringer. Blæserne. Blæserne. Blæserne.

Først med sine hænder. Så med sit svingende hår.

Så smider hun sig på gulvet. Sparker med benene i vejret. Rejser sig op og sender os det bedste smil, der er blevet smilet. Smilet, der siger, at historien ikke er slut endnu, og at vi kan skrive gode kapitler, masser af gode kapitler, hvis vi vil. Her var et af dem.

Solange spillede på Roskilde festival torsdag aften

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu