Læsetid 3 min.

Sopranens tømmermænd

Verdens Mindste Teater byder på kæk onewoman-opera for hønefuld sangerinde i sine lysters vold
Så ligger Angelica Asps skønne superkvinde midt på gaden i sin storsyngende brandert – fjollet og temmelig træt af mænd i Verdens Mindste Teaters herlige lille kvindeopera ’Beruset’.

Så ligger Angelica Asps skønne superkvinde midt på gaden i sin storsyngende brandert – fjollet og temmelig træt af mænd i Verdens Mindste Teaters herlige lille kvindeopera ’Beruset’.

Casper Koeller

2. juni 2017

»Klokken er 5.09/ Natten er forbi.«

Sådan synger en smuk, ung kvinde i rød kjole op ad en mur i Verdens Mindste Teater. For nu er sandhedens time kommet. Alt skal frem denne alt for tidlige morgen oven på en lang nat, hvor hun er kommet til at drikke alt for meget.

Beruset er noget så sjældent som en onewoman-opera. Den er også noget så opsigtsvækkende som en rendyrket ’kvindeopera’ – skrevet af komponisten Birgitte Alsted over en libretto af Ulla Koppel for den unge operasanger Angelica Asp: 45 minutters jordnær feminisme for sangglad kvinde i morgengry.

Angelica Asp vælter ind på kælderscenen i Salonen på Østerbrogade; det er det nye tilflugtssted for Verdens Mindste Teater, nu hvor teatrets lillebitte pavillon i Kronprinsessegade skulle renoveres.

Angelica Asp falder ned fra sine stiletter med fuldstændig uimodståelig charme, mens hun ser ømt rundt på tilskuerne – stadig varm i blikket efter nattens flirter.

Hendes smukke, røde silkekjole er belejligt nok kortere bagtil, så hun kan vælte rundt i alverdens muntre positurer med sin fordrukne balance og sin klartseende morgenlogik. Det er tøset og pjattet – og kært.

Ikke til sparepære

Så synger Angelica Asp ellers om sig selv og sit liv. Hendes store stemme er imponerende varm og klangfuld.

Hendes udtryksfulde læber er malet dramarøde, og de er forrygende frække, når de kommenterer hendes ord med sarkasme i mundvigene og sprælsk tunge for resten. Denne kvinde er ikke til at få øjnene fra!

Angelica Asp synger med tydelig diktion og en umiskendelig humor, der stråler bag øjenvipperne. Her er en kvinde, der ikke er bange for at fortælle om sit brogede desperadoliv, præcis som det er.

Og hendes krop dejser og danser og ruller rundt, så man aner både killingen og løvinden i denne barfodede, rastløse kvinde, der åbenbart lige har forladt en mand, der åbenbart gjorde livet til »småt og gråt/ og sparepære/ kedsomhedens afmosfære«.

Elevatorfantasi

Musikken af Birgitte Alsted er en sjov blanding af elektronisk musik med forudindspillet sang og musik, der løber i loop med alverdens komiske reallyde. Et kaotisk partitur af kvindelig intuition og veloplagt promille, der langsomt damper af og transformerer sig til bagklogskab og kærlighedssult.

Hen over dette lydspor synger Angelica Asp så med sin sikre stemme – klar til mandeangreb i hver eneste strofe. Og Ulla Koppels digtsamling Adressebog har været udgangspunktet for librettoen om denne kvinde, der kommer hjem efter en heftig nat i byen.

Hun har selvfølgelig mødt adskillige mænd denne lange nat – både en stormogul og en dørmand nævnes på hendes lange kvindeversion af en Don Juan-liste. Den værste er ’et fjols med sulten pik’, der gav hende sugemærker i nakken.

Den skønneste er manden med de blå øjne, der lokkede hende med ind i en elevator til en lidenskabelig flyvetur.

»Inde i en vægtløs firkant/ væggene er røde/ verden i en elevator/ sikken mand at møde,« synger kvinden med stor tilfredshed. Og musikken støtter hende og skaber et lydligt univers af spontan forelskelse og liderlighed.

Os på bænken

Resten af det skønne elevatormøde er op til fantasien i den snilde scenografi af Søren Brink, der har indrettet Salonens lille kælderscene, så der både er plads til en københavnergade med fortov og det hele - og til en ægte trappesten med rødt gelænder. Så her slænger divaen sig, mens hun synger sin historie ud for hele verden.

Eller gør hun? Måske er noget af det fine ved denne forestilling faktisk, at hun mest af alt synger sin sang for sig selv. For Ulla Koppel har  iscenesat forestillingen, så publikum bliver hendes tilfældige publikum.

Akkurat som hvis vi andre på tilskuerpladserne også helt tilfældigt havde været ude hele natten og nu var endt på en bænk lige over for den syngende skønheds gadedør.

Her sidder vi i hvert fald og nyder sopranens natteparodi på storskrydende mænd og deres dyriske intentioner. Vi labber hendes sangglæde i os og smiler. Berusede.

’Beruset’. Libretto og iscenesættelse: Ulla Koppel. Musik: Birgitte Alsted. Scenografi: Søren Brink. Kostume: Sandra Møller Svendsen. Verdens Mindste Teater i Salonen på Østerbrogade 222 i København. Spilles også 3, 8 og 10. juni kl. 20 samt i 2017/18

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu