Læsetid: 3 min.

En sorg som ondt i maven

Sindet og kroppen er forbundne og modstridende i Signe Maxens debutroman om sorg, pubertet og mad
Det er ikke kun, fordi romanen handler om en psykiatrisk indlæggelse og er fortalt af en tilbageskuende fortæller, at den får mig til at tænke på Sylvia Plaths klassiker ’Glasklokken’ fra 1963. Det er også på grund af stemningen, som er intens og døsig på én gang, og fordi Maxens roman, som Plaths, handler om at være kvinde

Det er ikke kun, fordi romanen handler om en psykiatrisk indlæggelse og er fortalt af en tilbageskuende fortæller, at den får mig til at tænke på Sylvia Plaths klassiker ’Glasklokken’ fra 1963. Det er også på grund af stemningen, som er intens og døsig på én gang, og fordi Maxens roman, som Plaths, handler om at være kvinde

Laerke Posselt

3. juni 2017

Signe Maxens Sort galde er en af de mest helstøbte debutromaner, jeg har læst. Sigrid har sabbatår og flytter sammen med sin søster i en lejlighed i Albertslund, men efter et år flytter søsteren sammen med sin kæreste, og Sigrid lades alene tilbage. Hun søger ind på et studie og dropper ud igen, læser Tove Ditlevsen og deler et fritidsjob med søsteren: De passer et sært barn.

Sigrid er et af de her skræmmende »stille, tænksomme mennesker«. Hun har en konstant trang til at undskylde sig, er selvbebrejdende og har dårlig samvittighed, føler sig forkert. Sigrid mener selv, at hendes vedvarende ondt i maven skyldes for meget sort galde.

Men kroppen og sindet er forbundne, følelser og tanker kan også være fysiske, og hun indlægges på et psykiatrisk døgnafsnit. Det foreslås, at hun lider af nervøs spisevægring; angst for at indtage mad.

Sorgen over farens død

Sigrids psykosomatiske lidelse skyldes måske sorgen over farens død. Allerede under hans sygdomsforløb skabes forbindelsen: Ved den første operation fjerner lægerne hans spiserør. Sigrid oplever, at der er et tabu omkring sorgen, at den sætter andre i forlegenhed, og hun isolerer sig med den: »Jeg ruger over mine sorgobjekter, som var de æg.« 

Faren er en mild tilstedeværelse i barndomserindringerne, som sømløst væves ind i teksten. Anderledes er det med Sigrids mor, som er intimiderende og hele tiden trænger ind i datterens intimsfære. Der er en uhyggelig modvilje imellem dem. Som Sigrids ven Elias på et tidspunkt siger:

»Jeg har aldrig kunnet gennemskue, hvem der er den største sorg for dig, Sigrid. Om det er din døde far eller din levende mor.«

Senere føjes et ekstra lag til skammen, når Sigrid ikke føler sig syg nok eller berettiget til at være indlagt.

Den ubehagelige kvindekrop

Det er ikke kun, fordi romanen handler om en psykiatrisk indlæggelse og er fortalt af en tilbageskuende fortæller, at den får mig til at tænke på Sylvia Plaths klassiker Glasklokken fra 1963. Det er også på grund af stemningen, som er intens og døsig på én gang, og fordi Maxens roman, som Plaths, handler om at være kvinde.

De bedste partier i bogen er dem, der beskriver skammen og ydmygelsen, som sætter ind, når kroppen i puberteten begynder at ændre sig. Den kontrast, der her opstår imellem sind og krop, og som forstærkes af de reaktioner, Sigrid pludselig møder fra andre: berøringsangsten, når faren bliver blufærdig på hendes vegne, eller udpegningen, når moren grænseoverskridende overvåger hendes udvikling. De ubehagelige kommentarer fra fremmede. Ikke mindst det svigt, det er, når søsteren forsvinder ind i voksenlivet, ind i morens verden, før hende selv.

Sigrids følelse af isolation og ensomhed vokser med bryster og hår: Hun føler sig ikke længere tilpas i sin egen krop. Hendes modstand er også et opgør med den »implicitte kvindeopdragelse«, som hun og søsteren har været underlagt: At alle deres børnelege var en oplæring i ansvar og omsorg – en dukke, som skulle mades og have skiftet ble, et dukkehus, som skulle indrettes, noget fint, som skulle pyntes og plejes – i modsætning til Elias, som »havde fået lov til at æde jord eller larme på en tromme.«

Signe Maxen, som også har bidraget med tekster til Christina Hagens Jungle (2017), skriver rolig og afklaret prosa. Overalt er der smukke små observationer: »Det var en lydløs gråd, og tårerne ligesom ventede på hinanden så de kun trillede en ad gangen.« Den gennemgående farve i romanen er lyserød, som bogens sarte, orkidéprydede omslag; et genkommende ord er »ubehag«.

Indimellem er der plads til en lidt trist eller træt humor: »Det var som om, jeg kom til at se det hele udefra. Som om jeg stod ude på græsplænen og kiggede ind på os. På at vi sad der, syv voksne mennesker, og var blevet så bange for mad.«

Samtidig bliver Sigrids usikkerhed og det slør, som sorgen lægger over erindringer, tydelig i skriften, når det lille modificerende ord »eller« sniger sig ind imellem sætningerne: Det var dette, som skete, eller det var noget andet. Sigrid har svært ved at finde et sprog for sin kropslige erfaring.

»Måske hænger nogle drømme fast, bliver siddende i kroppen og i sindet som et slags humør«, står der et sted. Sort galde vil blive siddende i mig nogle dage endnu, som pubertetens traume, et sorgarbejde, en stemning.

’Sort galde’, Signe Maxen, Rosinante, 176 sider, 229,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu