Læsetid: 5 min.

Det er ikke synd for naturen. Det er heller ikke synd for Aros. Men måske er det synd for kunsten

Katharina Grosses farveorgie ’The Garden’ i Mindeparken har bragt sindene i kog og vendt op og ned på de politiske fløje og gjort det næsten umuligt at se værket som en æstetisk oplevelse frem for provokerende handling
I et hjørne af Mindeparken i Aarhus lyser alt – græs, buske, træstubbe og trækroner – op i de helt forkerte farver.

I et hjørne af Mindeparken i Aarhus lyser alt – græs, buske, træstubbe og trækroner – op i de helt forkerte farver.

Maja Theodoraki

2. juni 2017

Fra et hjørne af Mindeparken i Aarhus og videre ud over en del af fortovet, cykelstien, vejbanen og plænen på den modsatte side af vejen slynger sig et mønster i hvidt og rødt. Græs, buske, træstubbe og trækroner – alt lyser op i de helt forkerte farver.

Selv de stædige mælkebøtteblade, der bryder op gennem græsset og på mirakuløs vis er undsluppet Katharina Grosses farvepistoler, ser forkerte ud. Midt i alt det hvide og røde virker de næsten … for grønne.

Reaktionerne på det bemalede landskab har været til at tage og føle på: Fra den politiske højrefløj er en pludselig interesse for naturbeskyttelse blusset op, mens en mere eller mindre kulturradikal venstrefløj har indtaget rollen som den kunstneriske friheds ivrigste forkæmpere.

Katharina Grosses bidrag til Aros’ kunsttriennale The Garden har om ikke andet bevist sit værd som debatskabende indspark i »en postfaktuel virkelighed«, som det hed i et Facebook-opslag af Aros-direktør Erlend Høyersten.

Men kan Katharina Grosses værk også noget andet?

Det forvandlede landskab

For denne anmelder starter historien om Katharina Grosses værk i hvert fald et andet sted. På vej til stranden med to børn på bagsædet får jeg øje på et hul i landskabet.

Dér, hvor jeg normalt ville opfange en grøn flimren i kanten af mit synsfelt, er der nu alt for lyst. Da lyssignalet skifter til rødt foran mig, kigger jeg ud af bilruden.

Den før så grønne park er malet hvid, og jeg peger det ud for mine børn.

»Det ligner Narnia,« udbryder den yngste.

Selv har jeg spottet en flok mennesker i hvide beskyttelsesdragter og masker, der går rundt med sprøjtepistoler. Mine tanker vandrer mod nukleart udslip og den foruroligende tysthed i Halfdan Rasmussens dystopiske atomdigt »Efter Bikini«:

»Alt skal forstøve blidt/ støvet er rent og hvidt«.

Parken er ren og hvid. Det er ikke udpræget behageligt.

Ida Munch

Næste dag har en kraplakrød farve blandet sig med det hvide. Parken ser stadig forkert ud, men den virker ikke længere stille. Betragter man de farvede vækster på nært hold, virker de syge.

Ser man ud over landskabet med Aarhusbugtens bølgende vand i baggrunden, ligner det nærmest bolchemarkerne fra Tim Burtons filmatisering af Charlie og Chokoladefabrikken.

Parken er en barnlig fantasi, et drømmelandskab. Den kunstige naturoplevelse, som en park i bund og grund er, er mere kunstig end nogensinde. Og det syn, der møder mig, er et stykke land-art, der kunne have haft samme eventyrlige effekt på mig, som det kuperede hvide betonlandskab i Jean Dubuffets Jardin d’email.

Et afgrænset værk?

Desværre lader det til, at Aros ikke helt har turdet tro på Katharina Grosses værk som æstetisk oplevelse. I hvert fald har man valgt at indramme det med festivalhegn og plastikbånd i (en anden nuance af) rødt og hvidt.

Dette greb kunne måske have tilført værket en dramatisk effekt af samme art som den, de maskerede og hvidklædte sprøjtemalere skabte under værkets tilblivelse: Området er forurenet. Hold afstand!

Afmærkningen er bare ikke særlig overbevisende og virker snarere som et halvhjertet forsøg på at indramme værkets territorium. Hvorfor ikke lade Katharina Grosses land-art-invasion brede sig i sin egen ret?

En af værkets styrker ligger netop i, at det ikke synes at lade sig begrænse. Dets røde og hvide mønstre lægger sig over landskabet som bølger, der skyller ind over en strand. Nogle områder dækker de helt; andre steder er kun træernes nederste grene inficeret, mens toppen af trækronen stadig står grøn.

Man aner en mulighed af, at endnu mere vil have skiftet farve om lidt, og effekten er overrumplende.

Endnu mere voldsom virker imidlertid de reaktioner, værket har affødt. I og med at det udfolder sig på offentlig grund, hvor enhver har kunnet følge dets spektakulære tilblivelse, er Grosses værk også performativt; et stykke relationel æstetik, der aktiverer sit publikum og får os til at etablere fløjpolitiske meningsfællesskaber.

Når Aros’ direktør står frem i aviser, tv og på Facebook for igen og igen at forsvare værket, indtager han en rolle, der i virkeligheden er ganske forudsigelig.

I rollen som den progressive museumsdirektør, der tør gå forrest og tror på en kunst, der udfordrer sit publikum, udfylder han nemlig den relationelle æstetiks væsentligste præmis: Han faciliterer en oplevelse, snarere end at vise et værk. D

en ustyrlighed, der synes at kendetegne polemikken omkring Grosses værk, er således ikke helt uforudsigelig – snarere formentlig både forventet og ønsket.

Det kan – indrømmet – lyde som et surt opstød over en kunstinstitution, der er gået i selvsving. Som kunsthistoriker og uforbederlig romantiker har jeg det svært med dét, der følger i kølvandet på den relationelle æstetik; nemlig en temmelig enerverende optagethed af, hvad kunstværket ’gør’ og ’kan’.

Ja, Katharina Grosses værk skaber debat. Ja, det engagerer den såkaldt almindelige samfundsborger og tvinger os til at reflektere over de overgreb, vi begår mod naturen hver eneste dag. Dét stunt har en kort levetid, og til efteråret er der ingen aarhusianere, der taler om Katharina Grosse.

Det er synd. Katharina Grosses værk er – og var allerede i sin tilblivelsesfase – et stykke land-art med sin helt egen surreelle poesi.

Og det ville have klædt udstillingskonceptet, hvis man havde turdet lade den ustyrlighed, der har kendetegnet værkets modtagelse hos publikum, give genlyd i værkets æstetiske udfoldelsesrum i stedet for at hegne det ind.

En æstetisk oplevelse

Katharina Grosses værk er en stor sanselig oplevelse, men er først og fremmest blevet rost for at rette fokus mod den måde, vi som mennesker behandler naturen på.

»Vi lever ikke i pagt med naturen,« som det hed i Høyerstens facebookopslag. Aros-direktøren har i samme åndedrag måttet forsikre sine læsere om, at den røde og hvide maling ikke er giftig, og at der er taget højde for forureningsrisikoen.

Ikke desto mindre er det opfattelsen af værket som en unødig belastning af naturen, der har fået debattrådene til at gløde på de sociale medier. Hvis formålet med kunst er at mane til eftertanke, må Katharina Grosses kunstneriske greb siges at have vist sig særdeles effektive.

Dét er tankevækkende. Efter århundreders landskabsmalerier har Katharina Grosse taget genren et skridt videre og gjort selve motivet til sit lærred. Et lærred, der vel at mærke langt fra er uskyldigt, men tværtimod er et stykke yderst kultiveret natur.

Jeg håber, at det går op for hendes publikum, at den natur, hun griber ind i, allerede er en kunstig natur. At hendes værk er kunstighed på kunstighed. Og at kunstigheden faktisk er en oplevelse i sig selv, uden at vi behøver at tale så meget om den.

Katharina Grosses rød-hvide bemaling er et iøjnefaldende indgreb, der af mange er blevet opfattet som et overgreb. Er det synd for naturen? Ikke mere end så meget andet. Er det synd for Aros? På ingen måde – debatten om den misfarvede mindepark er formidabel pr. Er det synd for kunsten? Måske.

I hvert fald ville det klæde både Aros og aarhusianerne at fjerne fokus en smule fra, hvad værket ’gør’. I stedet kunne man så måske få øje på den æstetiske oplevelse, det faktisk også er.

Katharina Grosses: ’The Garden’, Mindeparken, Aarhus. Del af kunstværkrækken ’The Future’, som strækker sig fra Tangkrogen til Ballehage på kysten langs Aarhusbugten. Til 30. juli 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Munk
Niels Duus Nielsen og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Jeg syntes Katharina Grosse har fået en fantastisk ide og skabt noget kunstnerisk af den. :-)

Torben K L Jensen

Katharina Grosse er bidt af en gal Cristo og den provokation var dømt til at blive misforstået af almindelige mennesker på forhånd. Så hvis det var det der var formålet - er det en succes vil vise sig når tilskuddet til kunst bliver reduceret.

Anders Sørensen

Jeg vil afholde mig fra at kommentere på de mulige videre implikationer (der bliver næppe mange), men blot sige, at jeg synes, at værket fungerer fremragende som æstetisk oplevelse.

Mere af den slags, tak!

Niels Duus Nielsen, Sup Aya Laya og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Interessant at se de acrylsprøjtende mennesker gå rundt i hvide heldragter med maske til beskyttelse af åndedrættet oa. Mon der er tænkt på alle de dyr som befinder sig i krattet, i græsset, forårskåde fugle, som har reder med afkom. Al dette levende som har ladet livet for den - såkaldte - uskadelige acrylmaling kunst ?!!!!!

Jacob E Hansen , Karsten Aaen og Mikael Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Nette Skov, tænker du nogensinde på, hvor mange uskyldige dyr der dør, når du bevæger dig gennem Mindeparken? Dine fødder er atombomber i den lille billes liv. 2000 skridt på lette sommerfødder over græsset, og du efterlader et veritabelt ragnarok af ødelæggelse.

Niels Duus Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Bastian Barx

Jeg synes omtalte "kunstværk" det er uinspireret, uopfindsomt og ligegyldigt. Er det ikke set en million gange før indenfor konceptkunsten? Og Katharina Grosses og aros' direktørs' forklaringer for baggrunden for værket, er i mine øjne totalt søgt og dybt banalt. "Det er ligesom for at få folk til at diskutere at vi ødelægger planeten" - Gu' er det røv. Hun lavede værket for at få opmærksomhed - og opmærksomhed er sgu altid nemt at få, hvis man udøver hærværk på noget folk holder af.

Jeg brækker mig over kunst anno 2017 - find dog på noget nyt for helvede.

Anders Sørensen

@Bastian Barx, du virker ret ophidset. Hvorfor? Som du selv siger, er provokation ret let. Er det provokationens lethed, der ophidser dig? Din motivforskning ved jeg ikke, om du har ret i. Hvad begrunder du den med?

Jeg synes, den sminkede natur ser godt ud. Jeg synes, kunstværket er smukt. Det pisser mig på ingen måde af - jeg synes bare, det er lækkert at se en jordbærflødeis smurt ud i røven på Mindeparken. En syntetisk sanseoplevelse, der kontrasterer og leger med den omgivende åh så naturlige natur.

@Anders Sørensen
At gå er jo et nødvendigt onde mod de små dyr. Svæve kan jeg ikke grundet tyngdeloven ikke. Men her er tale om en unødvendig handling. Kunst er særdeles spændene - i alle afskygninger, men vi kan godt tænke os om!!

Mikael Nielsen

Nette. Det har aldrig været aspektet at diskutere den side af galskaben. Trump er Einstein i forhold til National og regional naturbeskyttelse her i landet. Han faker det ikke

Anders Sørensen

@Nette Skov, I forbindelse med omtalte kunstværk er der en svale eller to, der er blevet malet lyserød. Dette gør, at den har bedre mulighed for at overleve, fordi den pludselig ikke er et fesenfarvet byttedyr for dem, der måtte betragte svaler som sådan, men en giftig satan, man bør holde sig fra.

Kunst redder svaler.

Manden, der hældte maling på Anders Fogh, kunne bare ha` erklæret det for kunst og slippe for videre tiltale.
Mange "kunstnere" er egotrippere, der åbenbart mener, de kan tillade sig hvad som helst - bare de kalder det kunst.
Dette kan tolkes, som man vil - og det bliver det - og som Grosse gør. Som graffiti er blevet.
Grosse kan indkalde til en kunstnerisk happening og deltagerne kan deltage med kropsmaling.
Spændende at se resultatet på denne kunstneriske udfoldelse.

Marie Jensen

Jamen dog, som folk er oppe og køre over det her. Jeg har lige set værket endnu så jeg ved ikke noget om den æstetiske værdi, men som det ser ud på billedet er det jo ikke ligefrem vild natur det er lavet i, men delvist på fortov og cykelsti ned mod Kystvejen. Nogle gange eksploderer den offentlige opinion over meget, meget lidt.

Niels Duus Nielsen, Sup Aya Laya, Steffen Gliese og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg var glad for, at det ikke kun er mig, der ser en satire over det sødladne i den tæmmede natur i bolsjefarverne.
Det er blevt en udpræget strategi at kalde det, man ikke bryder sig om for 'gammeldags' eller 'fantasiløst' eller noget andet, som dog dækker over, at man enten ikke realiserede ideen selv, eller reelt ikke bryder sig om, hvad der bliver serveret for én.
Men man skal nok lade være med at lade sig lede af sine følelser og i stedet bruge det indvendige af hovedet. Det har altid været en god idé, men af tidens banale magthavere gøres det, at ting ikke giver sig umiddelbart, til en fejl ved et værk. Det er imidlertid lige modsat: det, som det hele går ud på.

Finn Thøgersen

Man kunne jo spekulere over om der ville være samme forståelse hvis en anden kunstnergruppe skulle vælge at opføre konceptkunstværket "Den røde hane galer over ARoS", fx til Skt Hans ?

Vel næppe...

Livet er stadig en blodig affære for mange.

Hvis man endelig skulle søge at fortolke kunstnerens tanker bag denne spektakulære installation, så ved alle sønderjyske aneforskere, at her i Mindeparken findes et monument over faldne danskere i 1. Verdenskrig, et monumentet lavet af billedhuggeren Axel Poulsen og arkitekt Axel Ekberg med store relieffer og navnene på 4140 faldne fra krigen indhugget …

Den røde farve iblandet hvidt - de danske farver – kan naturligvis henlede opmærksomheden på vore bedsteforældres blod, som måtte flyde nede i Flandern inden Genforeningen, men også på alle nutidens blodbade i verdens brændpunkter og terrorismens blodige hærgen – her har kunstnerinden muligvis ville anskueliggøre en form for pessimisme på menneskehedens vegne og at blod stadig vil flyde – in The Future

Men vi ved det ikke, for det synes hverken at være ment æstetisk eller provokerende – men måske mere en appel til alle pacifistiske humanister om at være stærke, især i disse tider – symbolsk blod, der strømmer ud af en mindepark for krigsofre og løber ud i sandet ved bugten, det må da vække til eftertanke … ;-)

Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

En kunstner(gruppe) kan forklare og motiverer alt det, de vil.
Det samme kan sympatiserende kunstelskere og historisk interesserede.
Det ændrer ikke på, at en nøgtern beskrivelse er HÆRVÆRK !!

Anders Sørensen

@Leo Nygaard, nej, det er ikke en nøgtern beskrivelse. Det er en følelsesladet beskrivelse. "Hærværk" beskriver det at ødelægge eller beskadige noget, man ikke har lov til at ødelægge eller beskadige. Det er der ikke tale om i pågældende tilfælde, eftersom man havde fået lov.

Sørensen - Javel, så er der flere om "hærværket". Du ved måske, hvem der er ansvarlig og har mindeparken som ansvarsområde? Så skriv det her - med navns nævnelse.