Denne fjernsynsanmelder er så nem, så nem at narre. Jeg troede ikke, det kunne gå andet end helt galt for hovedpersonen i Skam Sana (Iman Meskini). Hendes udhængning af ærkefjenden Sara (Kristina Ødegaard), der ikke ville have muslimske Sana med i russebussen, gav bagslag. Sara troede, det var Vilde (Ulrikke Falch) og hang så hende ud for at have flirtet med Sanas bror, så Vildes kæreste Magnus (David Sjøholt) blev ulykkelig, og så kom Sana i tvivl om de - hendes eneste venner i verden - nogensinde kunne tilgive hende og blev derfor endnu mere ulykkelig, end hun var i forvejen, fordi hendes veninde Noora (Josefine Pettersen) havde kysset med Youssef, som Sana uden Nooras vidende er forelsket i, og så skrev Noora, at hun havde noget »hyggeligt,« hun skulle fortælle om, og hvad skulle det næsten være, andet end at løbet var kørt og Youssef var blevet hendes kæreste.
Jeg skal fortælle dig noget
Det lyder fnidret, og det var det virkelig også. Der var langt op til sidste sæsons Baz Luhrmann-inspirerede episke kærlighedsdrama med undervandskys, stearinlys og falsetsang. Jeg begyndte at forberede mig på en rigtig ærgerlig slutning med et hav af skuffede følelser, herunder mine egne. Jeg affærdigede dem, der talte for den helt hen i vejret langt ude teori, at der bare var tale om en misforståelse, fordi Sana ikke havde ladet Noora tale ud, når hun prøvede at fortælle hende, at der slet ikke er et problem, Sanas følelser er gengældte, alt er godt.
Det viste sig, at de havde ret.
Skams ottende afsnit handler gennemgående om, at der ikke var nogle problemer alligevel. Konflikten med den ensartede pigegruppe fra russebussen var en del af løsningen, ikke af problemet. Ligesom Sanas humør var ved at ramme bunden, fordi hun troede, hun fra nu af var alene i verden, kom veninderne drønende i en lille rød kassevogn, der skal være deres helt egen russebus.
Fredagens klip var en række festscener, som viser, hvor god Julie Andem er til at iscenesætte overdrevet god stemning. Dem, der før har sloges, spillede nu kroket, dem, der havde tvivlet på hinandens følelser, dansede lystigt og Sana kunne pludselig få de relevante ord ud af munden.
At alt det tilsyneladende sørgelige bare var en misforståelse, er måske ikke den mest elegante måde at twiste et plot på. Men moralen - at man kommer langt med at lade folk tale ud og tale for sig selv - kunne dårligt være mere sympatisk. Det var afsnittets cliffhanger også en påmindelse om.
