Med Karl Aage Rasmussens ord i den flittige komponistforfatters nyudgivne biografi endte mængder af udkast, halve og hele færdige værker for Johannes Brahms’ egen hånd som sod i skorstenen.
Brahms (1833-97) var sin egen hårdeste kritiker og tillod intet afleveret, opført eller efterladt, der ikke levede op til hans strengeste fordring. I den forstand kom den betydelige tysk/østriger ofte på kollisionskurs med sine umiddelbare tilhørere eller rettere med de kritikere, der opfattede sig som koncertsalenes advokater.
Men Brahms vandt fuldt gehør og omsider stormende anerkendelse og fastholdt som den sidste af de store – det tredje B: Bach, Beethoven og Johannes – sin alliance med det publikum, med hvem komponisterne indgik i et ligeværdigt forhold.
At Johannes Brahms blev en slags undergangsskikkelse i centraleuropæisk civilisation understreges af fænomenet Karl Lueger, der ugen efter Brahms’ overdådige bisættelse i Wien bliver Østrig-Ungarns imperiehovedstads nye overborgmester.
Hermed blev ladeporten åbnet for fuldtonende pangermansk populisme, en tidlig udgave af den nationale socialisme i en vidtgående centraliserende socialpolitik og ikke at forglemme antisemitismen som argument for sammenhængskraften og retten til riget for de rigtige borgere. Hitler stod snart efter parat i kulissen og gik få år senere hver anden aften begejstret så det gjorde noget til Wagner-forestillinger i Hofoperaen.
Wagner og Brahms var livsdagen lang fjender i hver sin lejr i musikopfattelsen og synet på jøderne, men fælles om det tysk-nationale.
Resten ragede ikke andre
Karl Aage Rasmussen har med bogen En sørgmodig drøm om idyl – Uudgrundelige Johannes Brahms leveret endnu en af sine fine komponistbiografier. Forfatteren påpeger selv, at teksten ikke bygger på selvstændige kildestudier eller hævder at gøre nyfund om hovedpersonen. Man kan roligt sige at mindre kan gøre det, eftersom Rasmussen som vanligt i sine fremstillinger kombinerer tilgængelige kilder nytænkende og skarpsindigt.
Brahms var et geni af de helt store, det vil få i vore dage benægte. Værket hører til den absolutte top af det såkaldt klassiske repertoire, som dårligt kan tænkes uden Brahms, hvad enten det drejer sig om kammer-, klaver-, kormusik eller de fire store symfonier og fire koncerter for soloinstrumenter og orkester. Uafviselige numre og en forudsætning for ethvert symfoniorkester og enhver dirigent. Der skulle ikke være noget at skjule her.
Men samtidig er Brahms en af de, hvis ikke dén, mest anonyme og tillukkede eller afvisende nøgleperson i musikhistorien. Hvor andre store komponister, eksempelvis Carl Nielsen, er omhyggelige med at bevare kilderne til deres liv, gik såvel som det kasserede musikstof også personlige papirer op i røg.
Brahms ønskede ét bestemt selvbillede, resten ragede ikke andre. Selv den korrespondance, som musikhistorikerne ved, har været gigantisk i omfang med vennen; den elskede, den uopnåelige, vennen og velynderen Robert Schumanns kone og enke: pianisten Clara Schumann, er ynkeligt reduceret af Brahms’ glubske kakkelovn.
Brahms kasserede så godt som alt skriftligt materiale i form af breve og dokumenter, ja selv den mindste caféregning og togbillet.
Smertelig ensomhed
Alligevel er det lykkedes at tegne flere vægtige portrætter af den eksklusive komponists færden og liv, der i metronomagtig langsom takt førte til den store smertelige ensomhed. Dertil kom vidners nærmest enstemmige beretninger om en utilnærmelighed, der ofte og med megen ret måtte opfattes som arrogance og den rene uforskammethed.
Da Brahms gæstede København, lagde han ikke skjul på sin foragt for det lille land og mente, at det nydelige Thorvaldsens Museum burde flyttes til en rigtig by, Berlin. Det blev han ikke mere populær af.
Brahms var et forpligtet menneske: på musikken, hvor kompromiset var bandlyst; på familien, forældre og søskende, som han trods de første års ringe indkomst støttede i vistnok alle legemsdele; på folk i bekneb, som han gerne hjalp anonymt – og endelig på tyskheden og den konservative germanisme personificeret i kejseren og Bismarck.
Med Brahms gik det hele under, alt det, den også glimrende dirigent havde kendt og været virkeduelig indenfor. Brahms som kapelmesteren slår epoken af: Der kommer ikke mere.
Det gjorde der så i de stadige nytolkninger af det omfangsrige værk. Uden Brahms ville den europæiske musik være som wienervals uden vals.
Karl Aage Rasmussen: ’En sørgmodig drøm om idyl – Uudgrundelige Johannes Brahms’. Gyldendal, 241 s., 249 kr.
