Læsetid: 4 min.

Verden er kras og grå, og ikke mindst derfor må man varme sig ved de flygtige møder mellem mennesker, hvor der opstår lidt lune

Dardenne-brødrenes hverdagsdetektivdrama ’Kvinde, ukendt’ sender os ansvarssøgende på hjemmebesøg blandt patienter og borgere i Liège
Dardenne-brødrenes hverdagsdetektivdrama ’Kvinde, ukendt’ sender os ansvarssøgende på hjemmebesøg blandt patienter og borgere i Liège

Camera Film

9. juni 2017

Bør man føle sig ansvarlig, hvis et menneske i nød ringede på ens dør, og man ikke åbnede?

Det er det enkle, drivende spørgsmål i de belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardennes nye spillefilm, som endnu en gang tager fat i et stærkt etisk dilemma forankret i en presset europæisk hverdag. Her tilhører døren en offentlig lægeklinik hos den unge læge Jenny Davin (Adèle Haenel), og der bliver banket på efter lukketid.

Jenny er dygtig og dedikeret, men som hun forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), da han vil åbne, må læger også holde fri. Nok må være nok. Efter en lang dag er hun på vej hen for at blive fejret på sin nye arbejdsplads, hvor hun netop har fået en attraktiv stilling foran en række andre kandidater. I morgen venter nye patienter, men nu er der lukket.

Dagen efter viser optagelser på overvågningskameraet, at det var en ung afrikansk kvinde, som ringede på. Hun blev senere fundet død ved flodbredden, og nu føler den ansvarsfulde Jenny sig skyldig. Ville aftenen have udviklet sig anderledes, hvis hun havde åbnet for den ukendte kvinde de få minutter efter lukketid?

Jenny har forklaret Julien, at en god læge skal kunne kontrollere sine følelser, men hun beslutter sig nu for at gøre sit for den unge kvinde. Hun vil hjælpe med at opklare, hvem kvinden var, så hun i det mindste kan få en ordentlig begravelse.

To ukendte kvinder

Adèle Haenel (som man herhjemme tidligere har kunnet se i Kærlighed ved første slag) bærer med stor integritet det efterfølgende opklaringsarbejde blandt patienter og mennesker, som måske kunne vide noget. Dardenne-brødrene satte Cécile de France i centrum for Drengen med Cyklen, mens Marion Cotillard drev de mange møder i deres forrige film, arbejdsløshedshistorien To dage, en nat.

De belgiske instruktørbrødre, Jean-Pierre og Luc Dardenne, prøver at vise livet i al sin kompleksitet i deres seneste film, ’Kvinde, ukendt’. Foto: Camera Film
Læs også

Haenel efterfølger dem stjernesikkert i denne realistiske rundtur blandt patienter og borgere i Liège. Hun er sej og engagerende at følges med, selv om vi aldrig får noget at vide om hverken hendes baggrund eller privatliv. Jenny er i bund og grund lige så ubeskrevet som den afdøde kvinde, men hendes handlinger og valg giver historien identitet og retning.

En Dardenne-diagnose

Der er lagt op til en krimihistorie med opklaringen af aftenens drama og kvindens navn, og det føles næsten underligt med den form for plot i et Dardenne-drama. Manuskriptet ender imidlertid også med at være filmens svageste led med nogle underlige tilfældigheder og usikre fortællegreb under amatørdetektivarbejdet.

Til gengæld er den diagnose, Jennys mange møder efterhånden stiller af det lille bysamfund, interessant at følge. Vi er med til konsultationerne på klinikken og de mange hjemmebesøg, hvor Jenny møder unge som gamle i byens lejlighedskomplekser. De fleste har det ikke bare svært med deres helbred, men byder alligevel på den smule, de har. Det kan være en kop lunken kaffe fra gryden på komfuret, lidt nybagte vafler eller en panettone, som fint kan kastes ned i favnen fra balkonen. Gennem patienterne møder vi en bred vifte af hverdagens udfordringer og taknemligheden over at få hjælp.

Parallelt dukker Dardenne-kendinge som Jérémie Renier (fra Barnet) og Olivier Gourmet (fra Sønnen) op i historien, men de forstyrrer næsten mere end de gavner ved så tydeligt at spille frem for bare at være i historien. Bedre går det med sidehistorien om Jennys praktikant Julien, som har mistet troen på sine evner som læge. Ham føler Jenny også ansvar for og prøver at få tilbage i folden.

En kras og grå verden

Siden Dardenne-brødrene vandt Guldpalmen for Rosetta i 1999 har de med små midler fortalt hverdagshistorier med stort socialt engagement. Der er ingen musik i Kvinde, ukendt, og lydsiden er præget af trafik og teknik, stilhed og støj. Billedsiden er også et studie i industriel urbanitet med byggepladser, betonbygninger og biler.

Verden er kras og grå, og ikke mindst derfor må man varme sig ved de flygtige møder mellem mennesker, hvor der opstår lidt lune. Det viser Dardenne-brødrene fint, når to drenge har komponeret en sang til deres lægeheltinde Jenny, eller når Jennys aldrende mentor lyser op, da hun beslutter sig for at føre hans praksis videre.

Jenny ofrer den velbetalte karriere for fortsat at gøre en forskel på klinikken, men Dardenne-brødrene gør ikke et stort nummer ud af hverken hendes professionelle eller private engagement, ligesom de ikke demonstrativt peger på de mange slagsider i samfundet på hendes vej. Det er interessant at se, hvordan Jenny udfordrer egne og andres selvforståelser, og man kan sagtens se større allegorier i spørgsmålet om, hvorvidt en dør i Europa blev åbnet for et menneske i nød eller ej.

Som film bliver Kvinde, ukendt som helhed dog mere et nøgternt observerende portræt af Jennys verden end den hjerteskærende rå realisme, som man ellers ved, at Dardenne-brødrene kan levere, når de er bedst.

’Kvinde, ukendt’. Instruktion og manuskript: Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne. Fransk/Belgisk (Grand Teatret i København samt en række andre biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu