Læsetid: 4 min.

Voldsomt veloplagte Depeche Mode fik Parken til at synkronvrikke

Depeche Mode efterspurgte revolutionen, men lagde egentligt mere op til dansefest, da de onsdag aften gæstede Parken i København, hvor de til gengæld ramte den lige i den koket vrikkende mås. Men måske de bare tænker, at revolutionen skal starte i hofterne. For hofterne lyver jo aldrig
Depeche Mode med Dave Gahan i front

Depeche Mode med Dave Gahan i front

Stine Bidstrup

1. juni 2017

Dave Gahan, der har tilbageslikket hår og et tyndtskårent overskæg, vender ryggen til publikum og viser masserne den guldstrålende bagside af hans ellers sorte vest. Så vrikker han med numsen. På den der måde, hvor hofterne virkeligt får lov til at være med.

Da han igen vender fronten ud imod publikum, fører han en hånd ned til sit skridt. Han trækker op i det, men ikke hurtigt og rytmisk som Michael Jackson ville have gjort det. Han gør det langsomt gramsende, med et skævt smil på læben, og han holder øjenkontakt med en på de forreste rækker imens.

Så går han frem imod publikum, begynder at svinge sine arme fra side til side, og få øjeblikke efter står stort set alle i Parken, næsten 40.000 mennesker, og svinger deres arme i takt med ham.

40.000 mennesker fordelt på gulvet og tribunerne som en lykkeligt dansende hær, mens den ene legendariske synthesizer-banger efter den anden får dem til at svinge hofterne i en liderlig gruppedans – i sjældent stærk symbiose med bandet, med Dave Gahan, med Martin Gore og med Andy Fletcher.

Ja, det var i sandhed den elektroniske musiks aften, onsdag aften i København.

For mens de unges lydsystemer pumpede løs fra gadefesten Distortion på Nørrebro – som gav de byen lavfrekvent hjertemassage – var de mere modne årgange forsamlet i Telia Parken på Østerbro for at høre de tidligere pionerer, nu levende legender, inden for elektronisk musik: Depeche Mode.

Det var dermed også en aften, der nærmest på karikeret vis demonstrerede, at elektronisk musik kan samle store menneskemængder, og at den har gjort det igennem flere generationer.

Og selvom det nok er tvivlsomt at Depeche Mode kommer til at lede masserne i den store revolution, som de selv lagde op til i Parken og med deres nyeste ganske politiske plade, så leverede de et brag af en koncert. En regulær stadionfest, hvor de – især med deres ældre numre – demonstrerede, at hvis de alligevel skulle ende med at starte en revolution, så ville den revolution tage sit udgangspunkt i de vrikkende hofter.

Per Lange / Ritzau Scanpix

Elektropop for masserne

Britiske Depeche Mode blev i starten af 80’erne et af de første elektroniske bands, der for alvor var i stand til at samle masserne. Ikke mindst da deres single »People Are People« fra 1984-albummet Some Great Reward toppede hitlister i en række lande. Blandt andet i det daværende Vesttyskland, hvor den blev brugt i tv-dækningen af De Olympiske Lege. Et nummer, som LGBT-miljøet i øvrigt tog til sig i løbet af 80’erne.

Det er dog kun få gange i bandets levetid, at de har brugt deres position til at opildne til mere konkret politisk revolte. Men ligesom de gjorde det i 1983 med pladen Construction Time Again, gør de det også på deres nyeste plade, Spirit, der udkom i marts i år. Ikke mindst med numre som »Where's the Revolution« og vel også »Going Backwards«.

I resten af deres karriere har de primært brilleret ved at tage lytteren med helt ind i de mørkeste, mest intime rum. Hvor det er nogle andre revolutionære kræfter, der rumsterer. Yes, det personlige og intime er også politisk for en flok britiske lads.

Og selvom de i løbet af showet i Parken afspillede videomateriale med ret generiske revolutionssymboler – ikke mindst knyttede hænder, der slog ned på støvler, som trampede i takt – så var det afgjort i deres mørke, intime dansenumre, at det ægte revolutionære potentiale lå, hvis man absolut skal lede efter det.

Per Lange / Ritzau Scanpix

Seksualiseret revolte

Således også da en video med en mand og en kvinde, der danser en intens dans i et lukket rum, kører over lærredet på bagscenen i Parken, imens Depeche Mode spiller nummeret »In Your Room« fra 1993-pladen Songs of Faith and Devotion, hvor det syngende jeg blandt andet giver sig hen som en slave for kærligheden.

Og senere, mens de spiller »Walking in My shoes« fra samme plade, hvor de viser en video af en mand, der står op, drikker kaffe, spiller guitar, sætter sit lange hår, tager makeup og højhælede sko på og går igennem byen med sin guitartaske.

Mens han går ned ad trappen i sine hvide stiletter, får sætningerne »Try walking in my shoes / you’ll stumble in my footsteps« en særlig betydning.

Deres ældre numre virker simpelthen bare mest revolutionerende denne aften i Parken. Den musikalske vision står så friskt som havde de netop hamret den ned i varm vinyl, deres kunstneriske sensibilitet sparker stadig med sin paradoksale maskinelle inderlighed.

Publikum ved det instinktivt, de reagerer bare på musikken, så under Depeche Modes dansenumre er der kun en slags menneske i Parken: Det hoftevrikkende menneske.

Mens der er to slags mennesker, når de spiller det mere rockede »Where’s the Revolution«: Dem der synger med og dem der står og filmer med deres kameraer.

Og hofterne lyver jo aldrig, som den colombianske popsild Shakira synger på nummeret »Hips Don’t Lie«, så det er en lille streg i regningen, at Depeche Modes hyldest til David Bowie hen imod slutningen af koncerten, deres take på David Bowies indie-hymne »Heroes«, svinger mindre fantastisk.

Men da Dave Gahan går op i de høje toner til sidst får det noget af den nerve, som det skal have. Og med »Personal Jesus« frisk i erindringen går masserne gennemvrikkede og varme fra Parken og ud i det København, hvor de yngre masser, dem fra Distortion, også er ved at gå i opløsning.

Depeche Mode spillede i Telia Parken onsdag den 31. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Overbye
Thomas Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu