Læsetid: 4 min.

’Abernes planet: Opgøret’ har hjerne og hjerte og er en teknologisk triumf

Evolutionen vendes på hovedet i den dramatiske og patosfyldte ’Abernes planet: Opgøret’, der er en teknologisk og fortællemæssig triumf
Obersten (Woody Harrelson) og Caesar (Andy Serkis) får sig en lille tête-à-tête i Matt Reeves’ medrivende ’Abernes Planet: Opgøret’. Foto: 20th Century Fox

Obersten (Woody Harrelson) og Caesar (Andy Serkis) får sig en lille tête-à-tête i Matt Reeves’ medrivende ’Abernes Planet: Opgøret’. Foto: 20th Century Fox

13. juli 2017

På et tidspunkt midtvejs i Matt Reeves’ Abernes planet: Opgøret står abernes leder, Caesar (stemme og bevægelser af Andy Serkis), ansigt til ansigt med lederen af de soldater, der jagter ham og hans flok, obersten (Woody Harrelson). Indtil da har man haft indtrykket af, at obersten er en rigtig satan, en mystisk, oberst Kurtz-agtig skikkelse, der gemmer sig på en base med sine loyale mænd og herfra fører sin helt egen krig.

Det er ikke et helt forkert indtryk – Abernes planet: Opgøret har da også træk tilfælles med Francis Ford Coppolas antikrigsmesterværk, Dommedag nu, hvor Kurtz optræder i Marlon Brandos ligeledes skaldede skikkelse. Men man får samtidig en forklaring på, hvorfor obersten opfører sig så nådesløst: Han kæmper for menneskehedens overlevelse.

Han ved godt, at det var menneskene selv, der prøvede at lege gud og fik skabt den virus, som endte med at gøre aberne kloge og udrydde størstedelen af jordens befolkning. Og han ved også godt, at det er den selvsamme virus, som nu er muteret og er ved at forvandle de overlevende mennesker til umælende, primitive væsener – lidt ligesom aberne, før de begyndte at udvikle sig. Evolutionen er simpelthen blevet vendt på hovedet.

»Hvad ville du have gjort,« spørger obersten Caesar, der er hovedpersonen i de nu tre nye Abernes planet-film, og som hele vejen igennem har været meget mere menneskelig – hvis man kan udtrykke det sådan – empatisk og barmhjertig end de mennesker, han har mødt på sin vej.

Humanistisk kampskrift

Abernes planet: Opgøret fortsætter, hvor Abernes planet: Oprindelsen (2011) og Abernes planet: Revolutionen (2014) slap, og alle tre film er kronologisk set forløbere for de oprindelige Abernes planet-film, der handlede om en ikke så fjern fremtid, hvor menneskeheden stort set havde tilintetgjort sig selv, og aberne havde udviklet sig og overtaget herredømmet.

Og ligesom de gamle film, der var baseret på en bog af Pierre Boulle, er den nye trilogi et humanistisk kampskrift – en besk civilisations- og teknologikritik – der fortæller om, hvordan vi mennesker i vores blinde jagt på fremskridt, velstand og magt ødelægger det for os selv, fordi vi i al vores magtfuldkommenhed og krigsliderlighed ikke tager hensyn til hverken dyr, natur eller hinanden.

Chimpansen Caesar er en gennemgående figur i de tre film. Han kan tænke og tale så godt som nogen mennesker, og han står i spidsen for et samfund af aber, der egentlig bare vil være i fred for menneskene, men som ikke får lov til det. Menneskene er bange og reagerer med uforsonlighed og vold, og blandt meget andet bliver man i løbet af filmen mindet om amerikanernes brutale fremfærd over for Amerikas indfødte befolkning og siden også de afrikanske slaver.

Det er ikke Caesar, der slår først – i Abernes planet: Revolutionen udløste en af hans mere hævngerrige løjtnanter, et tidligere forsøgsdyr, et voldsomt opgør mellem aber og mennesker – men han vil heller ikke finde sig i hvad som helst. Og da hans familie og flok bliver truet af obersten og dennes soldater, fører det til en brutal og blodig krig, hvor tabene på begge sider er betragtelige. Begge arter, mennesker og aber, kæmper for overlevelse, og især menneskene er villige til at gå langt for at vinde.

Udtryksfulde aber

Ligesom evolutionen har slået en kolbøtte i de tre nye Abernes planet-film, har de også bevæget sig fra at handle mest om mennesker over at handle om mennesker og aber til nu primært at handle om aberne. Synsviklen har forandret sig i takt med, at aberne er blevet mere menneskelige end menneskene – og det er menneskelighed forstået som medfølelse og omtanke – hvilket sætter menneskenes vanartede opførsel i relief og betyder, at man som publikum også har haft tid til at vænne sig til en film, hvor man holder med aberne.

Det er dygtigt gjort af manuskriptforfatterne og ikke mindst Matt Reeves, der har instrueret film nummer to og tre, og det hjælpes godt på vej af de mildest talt fremragende digitale effekter, som vækker aberne til live. Det er skuespillere, der lægger bevægelser og stemme til – Andy Serkis, der spiller Caesar, er en brillant, såkaldt motion capture-skuespiller – og så har effekt-folk sørget for resten. Resultatet er utroligt og helt igennem troværdigt.

Aberne i den nye film er lige så nuancerede og udtryksfulde i gestik, mimik og øjne, som rigtige skuespillere ville have været, og efter en lille smule tilvænning lever man sig villigt med i deres liv og følelser.

Abernes planet: Opgøret er nemlig fuld af patos og personlige tragedier, ikke mindst for Caesar, og man bliver lige så berørt af det, som havde han været et menneske. Filmen er en både teknologisk og fortællemæssig triumf. Den har hjerne og hjerte, og selv om begge dele tilhører en abe, er det umuligt ikke at blive påvirket af den stærke historie, de markante figurer og det almengyldige budskab.

’Abernes planet: Opgøret’. Instruktion: Matt Reeves. Manuskript: Matt Reeves og Mark Bomback. Amerikansk (Biografer over det hele).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe bryld
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
uffe bryld, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu