Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dengang Los Angeles blev verdens crack- og kokainhovedstad

John Singleton lægger endnu en brik i det store USA-puslespil med den seværdige ’Snowfall’, der blandt andet fortæller om mennesker, social mobilitet og kokain i Los Angeles i begyndelsen af 1980’erne
Franklin, i midten, sammen med to af sine homies i John Singleton og Eric Amadios seværdige dramaserie om Los Angeles i 1983, ’Snowfall’. Foto: HBO

Franklin, i midten, sammen med to af sine homies i John Singleton og Eric Amadios seværdige dramaserie om Los Angeles i 1983, ’Snowfall’. Foto: HBO

Kultur
10. juli 2017

Det kan være en god idé at have ambitioner, ikke mindst hvis de hjælper én med at sætte sig opnåelige personlige og professionelle mål. Men ambitioner kan også være farlige, især hvis de involverer ulovligheder af den alvorligere slags.

Det må hovedpersonerne i John Singletons nye tv-serie, Snowfall, sande. Serien foregår i Los Angeles på det tidspunkt i 1983, hvor byen blev verdens crack- og kokainhovedstad, og den fortæller om fire meget forskellige og i bund og grund ordentlige mennesker, og hvordan det på én gang indbringende og dødbringende stof påvirker deres liv og det omgivende samfund.

Franklin Saint (talentfulde Damson Idris) er en begavet og entreprenant sort teenager, der bor alene med sin mor i South Central L.A. Hun må nedværdige sig for sin hvide arbejdsgiver, der lejer lejligheder ud til fattige, sorte mennesker, når hun på hans vegne må sætte dem på gaden.

Franklins far er en af byens mange hjemløse sprittere, og hans onkel og tante gør sig i pot-salg.

Franklin selv gik i gymnasiet i en hvid og rig del af byen, men er nu tilbage blandt sine egne, som han udtrykker det, og det er gået op for ham, at hvis han vil opnå noget bedre for sig selv og sin mor, er det ikke nok med universitetet eller at sælge lidt græs for onklen.

Der skal stærkere sager til. Spørgsmålet er dog, om knægten kan klare sig blandt byens beregnende, paranoide og mere eller mindre psykotiske narkohandlere. I hvert fald finder Franklin snart ud af, at vil man handle med kokain, er det ikke nok at være klog, man skal også være hård og brutal.

Beskidt arbejde

I en anden del af byen bliver den skandaliserede CIA-agent Teddy McDonald (Carter Hudson) involveret i en storstilet – og CIA-sanktioneret – affære, hvor mellemamerikansk kokain sælges i Los Angeles for at skaffe penge til våben, der skal bruge i oprøreres krig mod et kommunistisk styre i Mellemamerika.

Det bliver ikke sagt, men mon ikke det er inspireret af de højreorienterede contraer, der i Nicaragua fik CIA-hjælp til at bekæmpe de venstreorienterede sandinister, der havde regeringsmagten.

Teddy, der er blevet forvist til Los Angeles efter at have fucket op i Washington, er ivrig efter at rehabilitere sig selv, og han kaster sig med dødsforagt og en vis moralsk og menneskelig naivitet ud i den nye og temmelig tossede aktion, der involverer den ikke helt pålidelige oprørskontakt Yuda (Jonathan Avigdori), en gal israelsk gangster, Avi (Alon Aboutboul) og mexicanske kokainpushere.

Teddy sælger blandt Yudas product til den ambitiøse Lucia Villanueva (Emily Rios), der sammen med sin fætter, Pedro (Filipe Valle Costa), forsøger at gøre sig uafhængig af hans far – hendes onkel – der er leder af den lokale, mexicanske mafia.

Det er dog ikke uden risiko i det skjulte at konkurrere med sin egen familie, og Lucia hyrer den fallerede mexicanske bryder, Gustavo (Sergio Peris-Mencheta), til at hjælpe sig med en del af de beskidte arbejde, som følger med, når man gør sig i hårde stoffer.

Det amerikanske klassesamfund

Og således strejfer skæbnerne hinanden i Snowfall, der lidt i stil med David Simons nyklassiker, The Wire, forsøger at se på de sociopolitiske sider af en amerikansk storby. Snowfall handler både om race og raceskel og rig og fattig. Den handler om social mobilitet og kampen for et ordentligt liv, som kan føre selv den mest retskafne på afveje.

Den handler om de amerikanske myndigheders futile krig mod narko – den rammer misbrugere og helt almindelige mennesker, ikke bagmændene – og det på én gang paradoksale og hykleriske i, at den daværende præsident Ronald Reagan og hans kone, Nancy, prædikede ’nej til stoffer’ og optrappede indsatsen mod dem, samtidig med at CIA efter alt at dømme havde travlt med at bekæmpe kommunismen med narkopenge, som efterretningstjenesten selv sendte på gaden i USA.

Ligesom Simon sørger John Singleton og hans medskaber af Snowfall, Eric Amadio, for at fokusere på mennesker, og får igennem dem sagt meget om, hvor langt man kan være villig til at gå netop for at indfri sine ambitioner, hvad enten det drejer sig om frihed og et bedre liv som Franklin, anerkendelse og tilgivelse som Teddy eller uafhængighed som Lucia og Gustavo.

Samtidig får Singleton og Amadio dissekeret et samfund, der blev endnu mere smadret af kokain-epidemien, og et system, der favoriserer dem, der har, og gør det meget svært for dem, der ikke har.

Los Angeles er det perfekte bagtæppe for en fortælling om det amerikanske klassesamfund – og en fejlslagen amerikansk drøm – hvad enten det handler om økonomi eller hudfarve, netop fordi der ikke er langt fra ghetto til rigdom, fra sort til hvid, fra desperation til forløsning.

Jeg har set de tre første afsnit af Snowfalls ti afsnit lange første sæson, og selv om den ikke er på niveau med The Wire – det er de færreste serier – formår den alligevel velspillet, nuanceret og engageret at lægge endnu en brik i det store puslespil, som udgør USA.

Snowfall. Skabt af John Singleton og Eric Amadio. Kan ses på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her