Læsetid: 5 min.

’Dunkirk’ skal opleves, mærkes og høres i biografen

Christopher Nolan skildrer ikke bare den store evakuering af britiske soldater fra den franske badeby Dunkerque i begyndelsen af Anden Verdenskrig i sin nye film, ’Dunkirk’. Han placerer publikum lige midt i kaosset og fortæller en på én gang barsk og opløftende historie om mod og uselviskhed
Kenneth Branagh spiller søofficer, der har til opgave at evakuere 400.000 britiske soldater fra en strand i Frankrig i Christopher Nolans nye film, ’Dunkirk’. Foto: Warner Bros. Pictures

Kenneth Branagh spiller søofficer, der har til opgave at evakuere 400.000 britiske soldater fra en strand i Frankrig i Christopher Nolans nye film, ’Dunkirk’. Foto: Warner Bros. Pictures

Melinda Sue Gordon

20. juli 2017

Hver gang et af de tyske jagerfly hylende flyver ned mod de flere hundredtusinder britiske soldater, der venter på at blive evakueret på stranden i badebyen Dunkerque, dukker man sig sammen med soldaterne og håber på, at man ikke bliver ramt af en af de faldende bomber eller voldsomme skudsalver.

Når man flyver, sidder med i cockpittet hos en af de britiske piloter i hans Spitfire og er i nærkamp med en tysk maskine et sted over Den Engelske Kanal, vrider og vender man sig for at finde ud af, hvor fjenden befinder sig. Han har det med at flyve med solen i ryggen, så han er svær at få øje på mod den blå himmel.

Når man endelig er kommet ombord på en af de civile fiskebåde, som i hundredvis er nået frem til Dunkerque og nu er på vej tilbage til de hvide klipper ved den engelske kyst, krydser man fingre for, at man ikke bliver ramt af faldende bomber fra de tyske bombefly eller en torpedo fra en af tyskernes ubåde. Og hvis man bliver ramt, svømmer man for livet og håber på at blive samlet op af en anden båd.

Christopher Nolans nye film, Dunkirk, er en krigsfilm, javist, men det er i ligeså høj grad en suspensefilm af den slags, som Alfred Hitchcock lavede: Man ved, at noget forfærdeligt vil ske, hvorfor man sidder på kanten af sit sæde og venter på, hvornår det mon sker.

Skruen strammes

Dunkirk er så medrivende og fysisk en oplevelse, så nådesløst et angreb på ens sanser, at det næsten er som at være der selv – på stranden i Dunkerque.

På lydsporet hyler fly, og bomber eksploderer med en kraft, der kan mærkes i biografen. Gulvet og sæderne ryster, og man knuger sit armlæn, så knoerne bliver ganske hvide.

Hans Zimmers inciterende, rytmiske musik slår filmens pulsslag og blandes med lyden af et tikkende ur, og hele vejen igennem den 106 minutter lange film føles det, som om skruen konstant strammes.

Det er maj 1940. Anden Verdenskrig er endnu ny, og de 400.000 britiske soldater, som befinder sig i Frankrig, er nu på flugt – sammen med franske og hollandske soldater – fra den invaderende tyske hær.

Den britiske premierminister, Winston Churchill, håber på at få 30.000 af de 400.000 soldater hjem igen. Hæren og flåden regner med, at de kan få tallet op på 45.000. Der skal dog ikke ofres flere fly eller skibe på en evakuering. Faren for et tysk angreb på de britiske øer er overhængende, og styrkerne skal være klar til at forsvare sig.

Men takket være alle de fiskekuttere og lystbåde, som sejler fra England til Dunkerque, lykkes det at redde mere end 300.000 af soldaterne, og det, der reelt har været en eklatant militær fiasko, bliver alligevel vendt til et lyspunkt takket være almindelige menneskers store mod.

Så selv om Dunkirk ikke som sådan er politisk, har Nolan alligevel sit at sige om vores evne til at hjælpe og samarbejde, når der er brug for det – og om krigens indbyggede tragedie og afstanden mellem den menige soldat og politikerne.

Bevæget og udmattet

Dunkirk skal opleves, mærkes og høres. Lige fra første sekund – hvor en håndfuld britiske soldater flygter fra tyskernes kugler gennem downtown Dunkerque – er handling, kamera og personer (spillet af dygtige skuespillere som blandt andre Kenneth Branagh, Tom Hardy, Cillian Murphy og Mark Rylance) konstant i bevægelse.

Christopher Nolan lader i endnu højere grad end tidligere – f.eks. som i The Prestige, Interstellar og hans Batman-trilogi – billeder og bevægelse tale. Der bliver således ikke sagt mange ord i løbet af Dunkirk. Det er heller ikke nødvendigt.

Det er umuligt at få øje på de digitale effekter, der må være i filmen – eller hvad? – fordi det hele virker så overbevisende, hvad enten man er med på stranden, på et af skibene eller midt i en luftduel. Hoyte van Hoytemas kamera og dermed publikum er til stede overalt, og man føler sig lettere udmattet rent fysisk og psykisk, når man forlader biografen.

Det er en på mange måder mageløs bedrift af instruktøren, der synes fast besluttet på at overraske og udfordre sit publikum for hver film, han laver.

En sand mester

Handling er der ingen af i traditionel forstand i Dunkirk. I stedet består den så at sige af tre store scener eller situationer, hvor man følger hhv. en gruppe soldater på stranden, to piloter i luften og en båd og dens besætning, som sejler fra England til Dunkerque for at redde så mange soldater som muligt.

Nolan klipper frem og tilbage mellem disse tre scener, og undervejs skrues der op for tempoet – og lydbombardementet – i takt med, at den alvorlige situation spidser til. Han er i dén grad ude på at placere publikum lige midt i kaosset, døden og ødelæggelsen.

Ligesom i flere af sine andre film leger Nolan med det tidsmæssige aspekt i Dunkirk. De tre handlingstråde foregår ikke på samme tidspunkt under evakueringen, i hvert fald ikke til at begynde med, og forløbet er så elegant og præcist skruet sammen, at man ikke kan andet end at beundre ham for det. Især fordi man først bliver klar over hans leg med tid og sted til allersidst. Sådan arbejder en sand mester.

Dunkirk bør ses i en biograf. Det skal den faktisk. Filmen er lavet til det store lærred og den store lyd. Christopher Nolan, der sværger til gammeldags, fysisk filmmateriale, har optaget filmen i det høje og brede, analoge 65 mm IMAX-format. Det kan danske biografer ikke håndtere, og de fleste viser derfor filmen i en ganske almindelige digital kopi.

Dog kan Imperial i København vise 70 mm (det samme som 65 mm), mens blandt andre CinemaxX-biograferne kan vise digital IMAX. Lyden er i en klasse for sig i begge formater, men der er en større tekstur og farvemættethed i 70 mm-billederne, hvorimod det digitale IMAX-billede er højere og mere majestætisk.

Begge dele er en stor oplevelse, kan jeg forsikre om efter at have prøvet dem af.

Dunkirk. Instruktion og manuskript: Christopher Nolan. Amerikansk-britisk (Biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten andersen

Christian Monggaard:
Jeg beklager. Sad altså og holdt med tyskerne som var
ansigtsløse. En traditionel angloamerikansk film hvor englændere/amerikanere er de gode og tyskere ondskaben. Gab hvor kedeligt - og vel imodstrid med virkeligheden? Kun de tekniske elementer, feks lydbilledet gjorde det udholdeligt at se filmen til ende - der i slutningen gik over i vammel nationalisme.
Måske information skulle overveje en ny filmanmelder?

Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nu må der være kogt suppe nok på Ii Verdenskrig.
Gå til Afghanistan- eller Irak Krigen i stedet.

Christian De Thurah

Selvfølgelig er tyskerne ansigtsløse, for pointen med filmen er jo tydeligvis, at vi skal føle os i de engelske soldaters sted, og de så ikke meget til tyskerne på stranden ved Dunkirk. Hvorfor de ikke gjorde det, er stadig et af de uafklarede spørgsmål fra anden verdenskrig.
At filmen skulle være kedelig, er jeg ikke enig i. Den lykkes rigtig godt for Christopher Nolan, der fletter dens tre handlingsspor elegant sammen, så man nærmest uden overgang føler sig snart i den enes, snart den andens sted.
Få instruktører har en så lydefri filmografi som Christopher Nolan. Der er ingen nitter iblandt.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Der mangler noget i filmen - hvorfor lod Hitler englænderne undslippe?
De mange engelske soldater var jo omringet til alle sider - bortset fra måske havet.

Måske fordi 400.000 krigsfanger ikke ligefrem var det, man gik efter?
Eller havde Hitler en anden plan.

Niels Duus Nielsen

Det er et rigtig godt spørgsmål. HJSA, og mig bekendt findes der ikke rigtig noget godt svar. Generalerne rasede over Hitlers pludselige forsigtighed, nu hvor de havde en mulighed for helt at eliminere en farlig fjende og tvinge briterne til forhandlingsbordet, og historikerne har da også lige siden undret sig.

Ebbe Overbye

Jeg læste et eller andet sted, at franskmændene er misfornøjede med filmen. Fordi den ikke viser de mange franskmænd som også blev evakueret, men især fordi den ikke nævner den del af den franske hær som kæmpede for at holde tyskerne væk fra Dunkirk.
Der må være nogle historikere som ved mere.

Niels Duus Nielsen

Jeg har desværre ikke set filmen endnu, men det undrer mig da, hvis franskmændenes indsats under evakueringen ikke skildres. Netop Operation Dynamo var en selvmorderisk operation udført af franske tropper, hvis eneste mål var at vinde tid nok til, at tropperne i Dunkirk kunne blive evakueret. Og indsatsen i klitterne omkring byen har da virkelig et dramatisk potentiale, med de mange efterladte franske tropper (og en enkelt britisk infanteridivision) på en umulig opgave.

Der er også mange beretninger om, at de franske tropper bevidst blev efterladt af de britiske flådeofficerer, som prioriterede de britiske tropper. Hvilket selvfølgelig gav anledning til en del fransk utilfredshed, både dengang og nu, og da især, hvis det slet ikke skildres i filmen.

Hvad jeg som sagt ikke ved, om det gør. Jeg må nok hellere ofre den mindre formue, det koster at gå i biografen, for at finde ud af, om franskmændene bare er sarte, eller om der virkelig er tale om Hollywoods sædvanlige lemfældige historieskrivning, der kun fokuserer på heltegerningerne, men undlader at skildre de forskellige beskidte tricks, der finder sted i enhver krig, på begge sider.

Christian De Thurah

Franskmændenes indsats er faktisk antydet i filmens indledning, men det er rigtigt, at den ikke fylder meget i filmen som helhed.

Christian De Thurah

Man kunne tilføje, at den uundgåelige kritik for "historieforfalskning", som stort set enhver historisk film er udsat for, er noget malplaceret. Spillefilm er, lige som historiske romaner, pr.definition fiktion og ikke historieskrivning.

morten andersen

Christian de Thurah
Filmen er eksplicit i antallet af evakuerede oa. På denne måde postulerer den vel at rumme en autencitet hvilket er fair nok. Problemet i forhold til filmens kvaliteter er dens enøjede sympati for briterne hvilket i mine øjne gør den kvalm og forudsigelig.
I forhold til spørgsmålet om hvorfor tyskerne ikke snørede sækken da de havde muligheden mener jeg engang at have læst, at Hitlers vankelmodighed havde årsag i et hos ham grundlæggende ønske om at få briterne som allierede.