Læsetid: 4 min.

Forandring er den eneste vej frem, og forandringen kommer

Indierocken, der opstod som modsvar til mainstreamrocken, kan ikke længere rigtigt kalde sig underhund, for trygheden har for længst indfundet sig i skovhytten. Men et par nye plader viser, at genren stadig er relevant og måske endda kan have politisk kant. Bandet Algiers demonstrerer dog også, at den mest radikale modstand ligger i genrebrydningerne
Algiers plade er et eksempel på, hvordan radikal politik bliver til radikal æstetik, for bandet er nødt til at nedbryde genrerne med en sjælden voldsomhed for at de kan få deres musikalske udsagn om antikolonialisme og antikapitalisme frem.

Algiers plade er et eksempel på, hvordan radikal politik bliver til radikal æstetik, for bandet er nødt til at nedbryde genrerne med en sjælden voldsomhed for at de kan få deres musikalske udsagn om antikolonialisme og antikapitalisme frem.

Matador Records

25. juli 2017

Få bands, om nogen, har været med på skovmandsindiebølgen så længe som det canadiske musikkollektiv Broken Social Scene, der helt tilbage i begyndelsen af 00’erne var centrale for at redefinere, hvordan storladen guitarrock kan lyde i det nye årtusinde.

Og få bands har brilleret ved at ændre så relativt lidt i deres lyd og koncept over så lang tid og samtidig været i stand til at virke vigtige på stort set alle deres udgivelser.

Broken Social Scenes nye plade, Hug of Thunder, virker magtpåliggende på samme måde, som deres andre plader har gjort det. Den er den varme tordenkrammer, den er tænkt som. Et gruppekram, der minder os om, at vi stadig er i verden sammen, hvilket, hvor blåøjet det end kan få dem til at fremstå, er det vigtigste politiske lag i deres æstetik. Som kollektivets semileder, Kevin Drew, også selv siger i et interview med det amerikanske musikmedie Pitchfork:

»We’re all still here and we’re all still friends. Looking at the general state of the world right now, we knew that putting our unified friendship out there was a great protest that we could do.«

Norman Wong

Bandet – der pt. tæller 17 medlemmer – modvirker dog det blåøjede med et komplekst lydbillede og tekstunivers, hvor mangfoldigheden af stemmer og udsagn samt spændingerne i klangene tager verden seriøst som et spændingsfyldt og ofte uforståeligt sted

Et sted, hvor det at søge uden at finde er de flestes lod. Men hvor det sociale alligevel kommer til at stå tilbage som en slags svar, som noget konstant vigtigt, vi ikke kommer udenom, så længe vi overhovedet vil forsøge at se os som en menneskehed.

Tilnærmelser til folk-musikken

Den engelske indietrio Alt-J fik tilbage i 2012 et stort hit med deres fjollet intense single »Breezeblocks«, der tog indierocken til et mærkeligt nyt sted. Deres nye plade, RELAXER, er mindre banebrydende, og selv om den kun består af otte numre, fremstår den en anelse usammenhængende.

Alt-J gør sig dog nogle interessante tilnærmelser til folkmusikken, ikke mindst på pladens åbningsnummer med den storladne titel »3WW«, der starter i en rolig guitarsump, og som hele vejen igennem truer med at gå i stå og i tomgang, men som så pludselig byder på et storladent omkvæd, der får det hele til at fremstå dirrende nødvendigt.

Alt-J med ’3WW’.

Det er med andre ord ikke viljen til at søge nye veje, der mangler, og på det punkt står de i skarp kontrast til deres landsmænd i bandet Ride, der på deres første plade, siden de blev gendannet i 2015, Weather Diaries, gør alt, hvad de kan for at blive inden for rammerne på alle parametre. Og selv om der for så vidt er masser af vellyd på pladen, stivner Ride i former, der allerede er gennemprøvet og bedre udført af guitarbands som DIIV og Real Estate.

Her er kun engagement

En plade, som til gengæld hele tiden truer med at lande i den anden grøft, som hele tiden truer med at have så meget genresprængende nødvendighed i sit udtryk, at den kommer til at skubbe lytteren væk, er The Underside of Power fra Atlanta-kvartetten Algiers.

Pladen er et eksempel på, hvordan radikal politik bliver til radikal æstetik, for Algiers er nødt til at nedbryde genrerne med en sjælden voldsomhed for at de kan få deres musikalske udsagn om antikolonialisme og antikapitalisme frem.

Algiers med singlen ’The Underside of Power’.

Men Algiers holder tråd i voldsomheden – i den punkede smadrethed, som gennemstrømmer pladen – ved hjælp af en række stærke gospelmelodier. Og med den spænding – imellem de melodier, der er skabt til spirituel ekstase og de elementer i musikken, der er skabt til at rive samfundsmaskineriet fra hinanden – trækker de lytteren ind og tvinger lytteren til engagement.

Der er ikke andre muligheder i det rum, som Algiers skaber – der er engagement eller intet – og fra undersiden af magten, fra samfundets skyggesider, er der derfor heller ingen vej tilbage, forandring er den eneste vej frem og forandringen kommer:

»Hold on / Standfast / Stay strong / Change is coming on / One day a change is gonna come / Because I've seen the underside of power / It's just a game that can't go on / It could break down any hour.«

The Underside of Power er et farligt godt udspil, der i lytningen giver en tro på, at revolutionen kan komme, og som med sine formeksperimenter viser en vej og viser, at nogle strukturer er til for at blive brudt ned. Måske kommer turen til magtens strukturer en dag.

Broken Social Scene: ’Hug of Thunder’ (Arts & Crafts/City Slang/Playground Music)

Alt-J: ’RELAXER’ (Infectious Music)

Ride: ’Weather Diaries’ (Wichita Recordings)

Algiers: ’The Underside of Power’ (Matador Records/Playground Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu