Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hvis vi har en fremtid, så er den økofeminin

Roskilde Festival er meget mere end druk, mudder og hylen for ørerne, hvis nogen skulle være i tvivl
Madame Gandhis koncert på Gloria levede på den gode energi. Det var rytmerne og de politiske budskaber, og ikke vokalerne, melodierne eller harmonierne, der gik i publikums nervebaner.

Madame Gandhis koncert på Gloria levede på den gode energi. Det var rytmerne og de politiske budskaber, og ikke vokalerne, melodierne eller harmonierne, der gik i publikums nervebaner.

Jakob Dall

Kultur
1. juli 2017

På dette års festival blev der udfoldet et væld af kunstneriske visioner for, hvordan vi skal komme videre fra dette punkt i historien. Hvordan vi skal være over for hinanden og over for naturen og teknologien.

Fra den mørke økologiske techno med Den Sorte Skole, over visionen om et klasseløst samfund med Seun Kuti, til visionen om et mere feminint samfund med Madame Gandhi og Jenny Hval. Det var ofte abstrakt, men vi mærkede budskaberne, mens vi dansede i smatten eller ladede op under teltdugene på de overdækkede scener.

Den Sorte Skole, fredag på Orange Scene

Det var solen og planeterne, kredsløbene, den mørke økologi, ånderne i tingene og teknologiens sammensmeltning med mennesket, der var i spil, da hiphop-duoen Den Sorte Skole udfoldede deres vanvittigt ambitiøse, once-in-a-lifetime-koncert på Orange Scene.

En koncert, som på grund af sine mørke techno-utopiske visioner for planetens fremtid og på grund af sine dimensioner – mere end hundrede mennesker var engageret i projektet – uundgåeligt må komme til at stå som en milepæl for dansk elektronisk musik.

Der skete så meget på scenen, at det ikke giver mening at sammenfatte. Men et enormt kor af sekteriske heksedoktorer eller åndemanere eller spøgelser – altså sangere, der var klædt ud – var et tilbagevendende element i koncerten. Ligesom et hold af dansere, der overskred deres egne kroppe og gav den som emulerbare organismer, der tilsammen dannede et økosystem, også var tilbagevendende. Og så var der desuden op til flere visuelle kunstnere involveret, som skabte lysshow og visuelle mindfucks.

Koncerten udgjorde én stor komposition. (Jeg er i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var pauser, det hele syntes at glide over i det næste, og det varede flere timer. Op imod tre timer, tror jeg, men jeg tabte fornemmelsen for tiden). Det var ét narrativ, der til at starte med blev bygget op omkring lange dronebaserede passager, hvor elementerne rasede, hvor nye jordlag blev lagt, mens andre blev vasket bort af syndfloderne, i øvrigt smukt bakket op af det massive regnvejr, der skyllede ned fra nattehimlen over Orange Scene.

Og så, da vi næsten var mætte af det esoteriske, da vi var lige ved at falde fra os selv og hinanden, kom den elektroniske musiker Bjørn Svin på scenen, og med en jordskælvende version af sit nummer »Mer Strøm« mindede han os om, at vi har en krop, og at selv hvis vi ikke har en fremtid, selv hvis menneskeheden bliver udslettet af egen dumhed, så har vi stadig - lige nu og her - en krop vi kan danse med.

Der er et specielt bånd imellem hiphop-duoen Den Sorte Skole og Roskilde Festival. For siden duoen spillede i skateparken på festivalen i 2005, er deres karriere vokset støt, og deres koncerter på Roskilde er vokset med dem. Jeg tror ikke, at det er muligt at fortsætte den udvikling, at gøre det større end det her. Men hvis nogen skal overgå Den Sorte Skole i denne disciplin, er det sgu nok alligevel Den Sorte Skole.

Madame Gandhi, onsdag på Gloria

Hun har en lyserød jakke og lyserød kasket på. Lyserød farve i håret. Hun er alene på scenen til at starte med. Springer rundt imellem trommesæt, laptop og fronten af scenen, hvor hun rapper og kaster håndtegn.

Så sætter hun sig bag trommerne, spiller et tungt, industrielt beat. Og hun kan sit shit, hun har været trommeslager for den engelske/tamilske/srilankanske popstjerne M.I.A.

Trekantede strukturer hænger over scenen. Som en del af den faste lysinstallation på scenen, tror jeg, men ikke desto mindre understreger de den gennemgående pointe ved koncerten, ved Madame Gandhis kunst: Fremtiden er kvindelig, det kvindelige skal frem i verden og i kunsten, mens destruktive former for maskulinitet (men altså ikke alle former for maskulinitet) skal ud.

For »the future is female«, som hun rapper på sangen af samme navn. Et opgør med alle de ting, der står som ting kvinder skal overkomme for at få mulighed for at forløse deres potentiale. Ting som mænd ikke skal overkomme, som Madame Gandhi også siger i sit interview med Information.

Madame Gandhis koncert på Gloria levede på den gode energi. Det var rytmerne og de politiske budskaber, og ikke vokalerne, melodierne eller harmonierne, der gik i publikums nervebaner. Og det var ofte fedt, men det manglede lige det sidste for at visionen stod rigtigt skarpt tegnet op.

Noget af det smukke ved Roskilde Festival er da, at den er et kunstværk i sig selv, en stor holistisk komposition, hvor enkeltdelene, de enkelte koncerter, spiller ind i forhold til helhedsoplevelsen og dermed i forhold til hinanden.

Og det norske kunstpop-geni Jenny Hval viste os med sin fine koncert på Avalon senere på ugen, hvad Madame Gandhi fortalte os.

Jenny Hval udfoldede nemlig det feminine, det cykliske, det organiske på smukkeste vis i sensitive musikalske meditationer.

Lyt til hendes nyeste plade Blood Bitch, hvis I vil høre lyden af en fremtid, som jeg gerne vil leve i. Ja, hvis menneskeheden overhovedet har en fremtid, så må den være økofeminin, og den må være komponeret af mennesker som Jenny Hval.

Seun Kuti, torsdag på Orange

Det var en smuk fest med en kombination af sorte regnslag og kulørte dragter, svingende rytmer og vuggende numser, da nigerianske Seun Kuti – søn af den legendarisk afro-beat-musiker, Fela Kuti – gæstede Orange Scene.

Men i faderens ånd var det også et politisk motiveret show, der – på et fundament af historiebevidsthed – fremdrømte visioner om et nyt Afrika uden korruption og med respekt for menneskerettigheder.

Den historiske bevidsthed var vigtigt, og historien involverede også os, mindede han os om med et smil på læben, for vi skal huske at ære historien og vores forfædre, det er nødvendigt for at kunne komme videre. I Afrika ærer vi de forfædre, der døde for at vi kunne leve er bedre liv nu, siger han. I bør også huske jeres forfædre og hvad de gjorde. »You know what I mean.«

Med sin fars gamle backingband, Egypt 80, i ryggen, og flankeret af den amerikanske rapper Mos Def, der vistnok går under navnet Yasiin Bey for tiden, udviste Seun Kuti ligeledes stor respekt for de musikalske traditioner, han er født ind i.

Og selvom han ikke på noget tidspunkt skruede ned for de politiske slagord, var koncertens vigtigste omdrejningspunkt spilleglæden. Så det var i sandhed en fest. En fest skabt af blæserne, af korsangerne, af den fedeste rytmegeuppe med den fedeste trommeslager, der mindede os om, hvor rigtig mange af de rytmer, som moderne ’vestlig’ musik er bygget op omkring, kommer fra. Når nu vi alligevel snakker om arv.

Seun Kuti var selv over det hele. Han dansede intenst i sit stramme mørkerøde, ternede tøj, drejede rundt, fangede mikrofonen, sang som gjaldt det hans liv, spillede en jazzet klaversolo, greb så en saxofon.

Han fortalte os, at den vigtigste kamp i dag er klassekampen. At det vigtigste vi kan gøre, er at bekæmpe klasseskel. Og skulle man komme med et enkelt kritikpunkt i den sammenhæng, var det, at han ikke selv udviskede sin egen status som musikalsk aristokrat. Der var et klart hierarki i bandet, han var – vistnok som hans far før ham – chefen, som hans musikere skulle ære. Så den del af hans musikalske visionskunst kan han godt overveje at pille lidt ved.

Warpaint, onsdag på Arena

Roskilde er en smeltedigel for nye energier og følelser, og et af de bands, der udmærkede sig ved at have en særlig cool energi, var det amerikanske indie-band Warpaint.

Deres musik er både stram, hårdtslående og angelisk højtsvævende, og de understreger en pointe, som er blevet fremhævet før, nemlig at det i høj grad er unge kvinder, der står for meget af den fede guitarrock i disse år. Også selvom Angel Olsens koncert vist ikke var noget råbe hurra for, (hvis man skal tro nogle af de andre kritikere, jeg kunne ikke give slip på Seun Kuti og nåede derfor ikke koncerten).

Med stort teknisk overskud og et dirrende nærvær, fik Warpaint Arena til at gynge hele koncerten igennem. Den eneste akilleshæl ved showet var, at deres udtryk næsten er for konsistent – et problem, som et andet amerikansk indie-band også havde under deres ligeledes fine koncert på Arena – men Warpaint vejede op for dette problem ved simpelthen bare at være cool. Så enkelt kan det gøres.

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når man ser på den svinesti som efterlades, så er det altid underholdende at høre om RF´s økologiske tiltag. I år er det vist Koreansk Bulgur...
RF er overhalet af curling generationens ligegyldighed, og det ses i forholdet mellem antal besøgende og det til stadighed mere og mere uambitiøse musikprogram.
De kommer for at kneppe, drikke og tage lidt hyggestoffer. Så er musikken sgu ligegyldig.
RF var fed op til slut 90´erne - så blev RF ligegyldig.

Morten Clausen, Torben Skov og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar