Hurra for Hollywood

The Last Tycoon begynder i Hollywood i 1936, hvor nazisterne er på fremmarch i Europa, hvor fagforeningerne bogstavelig talt må slås for at få fodfæste i filmbranchen, hvor stof- og alkoholmisbrug ødelægger mange liv, hvor efterdønningerne af Den Store Depression stadig kan mærkes, hvor sorte arbejder for hvide, hvor en skuespillerindes karriere oftere end ikke afgøres på producentens sofa, hvor kvinder forventes at gøre, som mænd siger.

Nogle vil nok mene, at meget er det samme i dag.

Da han døde i 1940 i Hollywood, efterlod F. Scott Fitzgerald sig det ufuldendte manuskript til en bog, der siden blev udgivet under titlen The Last Tycoon – Den sidste mogul på dansk.

Og ligesom den amerikanske forfatters store værk, The Great Gatsby, er det en bog, som emmer af tabte horisonter, nostalgi og romantik, mens den fortæller om en mand, der lever på lånt tid og længes efter sin store kærlighed. Samtidig retter den en anklagende finger mod et Hollywood, som Fitzgerald selv følte sig misbrugt af.

Det er en stærk og fascinerende historie, der blev filmatiseret som Magtens sødme i 1976 af Elia Kazan med Robert De Niro i hovedrollen som filmproducenten Monroe Stahr. Med Kazan og De Niro – og Theresa Russell og Robert Mitchum – på rollelisten og et manuskript af den britiske dramatiker og satiriker Harold Pinter lyder det som den perfekte film. Det er det ikke. 

De Niro bevæger sig søvngængeragtigt gennem den langsommelige film, der alt for ensidigt fokuserer på Stahrs fascination af en ung kvinde (Russell), der minder om den kone, han mistede to år forinden.

Komplekst partnerskab

Så er der langt mere spræl og liv og passion og Hollywood i Amazon og Billy Rays nye tv-serie, The Last Tycoon, som på nogle områder følger bogen ganske tæt, mens den på andre tillader sig at digte videre på den i forvejen kulørte, melodramatiske historie. Det er den så også nødt til, da første sæson af serien består af ni timelange afsnit.

Matt Bomer spiller Monroe Stahr, kunstnerisk chef i filmselskabet Brady American og den øverste direktør Pat Bradys (Kelsey Grammar) højre hånd. Monroe er en tragisk skikkelse, der stadig sørger over sin kone, filmstjernen Minna Davis’, voldsomme død i en brand, og som lider af en hjertefejl, der kan slå ham ihjel når som helst.

Hvor Brady er den benhårde pengemand, der kun tænker på at få mennesker i biografen – og på at knalde sine unge sekretærer – er Monroe selskabets kreative kraft, der tager sig af filmene. Han kan være en hård mand, når han kommenterer manuskripter, klipper om i film, håndterer krukkede skuespillere og ærekære instruktører, men han gør det som regel med en vis venlighed og stor dygtighed, og fordi det er nødvendigt.

Monroe ved, hvad der får en film til at fungere – og så må det koste, hvad det vil – og Brady ved, at Monroe er manden bag selskabets succes, hvorfor han får lang snor, også selv om det indimellem er dyrt.

Det er et komplekst partnerskab mellem to meget forskellige mænd. Monroe skylder også Brady alt, idet det var Brady, der fandt ham, da han blot var en fattig, 19-årig dreng ved navn Milton Sternberg, og gav ham et nyt navn og en karriere.

På nogle måder er de som far og søn, på andre som konkurrenter, om prestige og anerkendelse – Brady vil så gerne være en ægte »movie man« ligesom Monroe – og F. Scott Fitzgerald modellerede de to mænd over virkelighedens Irving G. Thalberg og MGM’s Louis B. Mayer.

Hverdagsracismen trives

Irving G. Thalberg døde ung – blot 37 år gammel – og det gør han faktisk også i The Last Tycoon, der blander fiktive personer med virkelige personer: Thalberg, Louis B. Mayer, Fritz Lang, Marlene Dietrich, George Cukor, Frank Capra og mange flere.

Det er en af seriens store attraktioner, at den kender sin Hollywood-historie og udbygger bogens univers ved både at fortælle om en mand, Monroe Stahr, der er ved at blive ødelagt af det selvsamme system, han har været med til at bygge op, og om, hvordan Hollywood så ud bag facaden i en turbulent periode.

Thalbergs pludselige død får kun den jævnaldrende Monroe til at sætte sit i forvejen høje tempo op. Han vil nå så meget som muligt, inden han selv dør, og der er nok at se til ud over selve filmproduktionen og jagten på perfektion og Oscar-statuetter: Hitler har sendt en mand til Hollywood for at ’hjælpe’ selskaberne med at selvcensurere de film, de gerne vil have vist i biograferne i Tyskland, der er et meget lukrativt marked.

Alle selskaberne i Hollywood accepterer censuren, også Brady American, hvilket skaber konflikter mellem Brady og Monroe, der er jøde. Hverdagsracismen og hyggeantisemitismen trives i bedste velgående, men Monroe prøver at bekæmpe den, hvilket er svært, når selv de jødiske studiebosser, blandt andre Mayer, sætter profit over hensyn til mennesker.

Samtidig har Monroe sit hyr med chefens unge datter, Celia Brady (Lily Collins), der er forgabt i ham og gerne vil redde ham samtidig med, at hun til sin fars store skræk har en drøm om at producere film. Og det får hun lov til, da hun får ideen til en antifascistisk, allegorisk film, der vil være en finger i øjnene på Hitler og hans ubehagelige censur.

Men ellers opfatter Monroe mere Celia som en lillesøster, og han holder sig fra andre kvinder, fordi han stadig sørger over tabet af sin kone – lige indtil han forelsker sig i servitricen Kathleen Moore (Dominique McElligott), der er irsk ligesom hans kone.

Nærværende Hollywood

Man kan, hvis man vil, ærgre sig over, at den elegiske, længselfulde stemning, der er i F. Scott Fitzgeralds historie – og som Elia Kazan uden det store held forsøgte at genskabe ved at tage tempoet ud af historien i Magtens sødme – mangler i Billy Rays The Last Tycoon.

Til gengæld kan serien så meget andet, som ikke mindst har at gøre med at portrættere en branche, der bruger og misbruger mennesker, er fuld af skandaler og hemmeligheder, og som konstant kæmper for at finde balancen mellem kunst og købmandsskab.

Jeg elsker film og tv-serier om film, og efter at have set fem afsnit af The Last Tycoon er jeg begejstret. Den er ikke ligefrem subtil i sine budskaber, men den er så velskrevet, vellavet og velspillet, at det ikke gør noget.

Især Kelsey Grammar og Matt Bomer, der begge er populære tv-stjerner, gør det aldeles fremragende, og deres figurer er ikke blot, hvad man til at begynde med tror: Pengemanden og spejderdrengen. Derfor er man kun nysgerrig efter at få mere at vide om, hvem de er, og hvad der driver dem.

Og så er der selvfølgelig også et mere universelt og almenmenneskeligt lag i The Last Tycoon, som har med anstændighed og medmenneskelighed at gøre – krig, fattigdom, intolerance, mennesker på flugt.

Hollywood og verden generelt i 1930’erne er et godt sted at placere sin historie, hvis man samtidig gerne vil fortælle om verden, som den ser ud i dag. Det kunne sagtens være blevet klodset og firkantet, men det er det ikke, netop fordi tidsbilledet er så overbevisende, spillet så godt, og Hollywood så nærværende i serien.

’The Last Tycoon’. Skabt af Billy Ray. Kan ses på Amazon Prime