Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ice Cube leverede klassisk, politisk drive-by shooting

Den amerikanske gangsta rap-veteran viste os på Dyrskuepladsen, hvorfor gangsta rappen stadig er et vigtigt journalistisk redskab. En jernhård raseriets funk. Og perfekt brændstof for enhver utilfreds yngling i karambolage med etablissementet. Altså som unge er flest
Den amerikanske gangsta rap-veteran viste os på Dyrskuepladsen, hvorfor gangsta rappen stadig er et vigtigt journalistisk redskab. En jernhård raseriets funk. Og perfekt brændstof for enhver utilfreds yngling i karambolage med etablissementet. Altså som unge er flest

Jakob Dall

Kultur
1. juli 2017

Han står solidt plantet i amerikansk musik- og socialhistorie. Ice Cube. Med sine store konvolutter plantet tungt i Comptons asfalt, dén han blev skudt op af med 100 mil i timen tilbage i 1988. Dengang han sammen med resten af hiphop-gruppen N.W.A. skabte et af gangstarappens hovedværker med debutalbummet Straight Outta Compton.

Og igen i 1990 med hans solodebutalbum AmeriKKKa’s Most Wanted, hvor han fortsatte sin eksplosive fortælling om et racistisk USA, som undertrykker og udnytter sin afroamerikanske underklasse.

En fortælling som kollegaen Tupac Shakur – og et væld af andre indignerede rappere – også affyrede. »Thug Life«, lød en af Shakurs tatoveringer, der er en forkortelse af: »The Hate U Give Little Infants Fucks Everyone«. Hadet og fornedrelsen går i arv, social arv.

Gangsta rap, blev genren altså døbt. Misogyn, voldelig, narkoforherligende, blev den kaldt af fjenderne, det hvide konservative etablissement især. Enten i dumhed eller blindhed eller som en bevidst negligering af dén fortælling, som rapperne med journalistisk eksplicit præcision og gonzo-nådesløst raseri overleverede til et hvidt forskrækket USA.

Et tidligt eksempel er fra 1985. Toddy Tees »Batterram« fortæller om politibrutalitet, ødelæggende krig mod narko, racial profiling og hvor svært det er at leve af et 9 til 5-job i »Guds eget land«.

Ja, Toddy Tee forudsiger også politiets gennemtævning af en forsvarsløs Rodney King den 3. marts 1991: »You called ’em pigs (sissies) and even punks. While the Batterram battery needed a jump. And by the time it got started you fell to the floor. And that’s when the cops said they can’t take no more«.

Ice Cube står i dag – som dengang – på den rigtige side i historien. Gangsta rappen var et vink med en vognstang til etablissementet om, at der var noget rivende galt i de amerikanske ghettoer, ikke mindst i Los Angeles. At ordensmagten gik alt for voldsomt, voldeligt til værks. Racistisk.

Og dermed var gangsta rappen og Ice Cubes ytringer en krystalklar dokumentation af den vrede, der nærede L.A. Riots fra 29. april til 4. maj 1992. Optøjer, der startede da betjentene, der gennemtævede Rodney King, blev frikendt.

Det er 25 år siden i år. Og politivolden lever stadig i bedste velgående i USA. Og det gør racismen også. Så Ice Cubes besked fra dengang har – desværre – ikke mistet bare den mindste relevans.

Så der står han på Orange Scene. 48 år gammel. En institution, der er blevet højaktuel i en tid, hvor afroamerikansk politisk indignation gennemsyrer kulturlivet i hjemlandet. Nu som grand old man udi disciplinen at hudflette USA.

Dengang i sen-80’erne og start-90’erne var hans raps drevet af den mest potente beat-kunst, man dengang kunne drive op. Først i N.W.A. med Dr. Dre som producer, dernæst solo med The Bomb Squad – Public Enemys producer-crew – ved knapperne.

Så der er lagt i ovnen til en hårdtpumpet, måske endda ekstatisk tidlig aften på Orange Scene denne lørdag aften.

Folket er mødt talstærkt op, og der skal bygges forbindelse tilbage i tiden, næsten 30 år, tilbage. Vi er klar, ungdommen er klar.

Og der efterlades ingen tvivl om at Ice Cube er kongen af Vestkysten allerede under de indledende bulder og brag og videosekvenser. Og mere til. Med billeder på skærmene af hans første storhedstid med N.W.A.. Og så ender det med Ice Cube, der holder den dryppende jordklode i sin hule hånd.

»Can I keep it gangsta tonight,« vil han vide. Og vi bekræfter. Titelnummeret fra Straight Outta Compton bliver skudt igang, som det allerførste.

Han fortæller om bruddet med N.W.A. »That thing got thick, and I was so low,« fortæller han fra scenen. »And everything I had to say went at little something like this«.

Hvorefter han bevæger sig ind i svineren »No Vaseline«, der både disser den resterende gruppe og manageren Jerry Heller. Så er der lige som blevet luften ud, og vi har fået en form for historielektion.

Jakob Dall

Han er flankeret af medrapperen WC (udtalt Dub-C), og han fortæller, hvordan de voksede op i South Central, L.A. sammen. Og aftenen på Orange Scene – med solen fremme for første gang under festivalens fire dage – former sig i det hele taget også som et narrativ om venskab. Og om tab.

Af N.W.A.-kollegaen Eazy-E, der døde af AIDS i 1995. Og af hans faste DJ Crazy Toones, som ikke er blevet erstattet af en ny afvikler på scenen, men blot et spøgelse, der rumsterer i kullissen.

Men der er også spas. Og til at begynde med ok sjovt skuespil mellem WC og Ice Cube, der skubber showet fremad med punchlines og kærlige drillerier. Vi bliver sat til at råbe »Fuck Ice Cube« med fuckfingrene i vejret. Men råber først for alvor højt, da det er politiet vi siger fuck til på N.W.A.-nyklassikeren »Fuck Tha Police«.

En lille godnatvise om hvor råddent det amerikanske politi er. Noget som det tyder på, at også unge danskere kan relatere til, at dømme efter menneskehavets respons.

»They have the authority to kill a minority«, smælder det fra Ice Cubes tunge. Og, bevares, vi har jo også haft vores dårlige historier, selvom de ikke kan matches af den amerikanske politivold, der ruller over storskærmene på Orange Scene i solnedgang. Watts Riots (i 1965), L.A. Riots. Og politimord på ubevæbnede sorte mænd i Sanford, Florida (Trayvon Martin) Ferguson (Michael Brown), New York City (Eric Garner) etc.

Herhjemme havde vi de 113 skarpe skud skudt på Nørrebro 18. maj 1993. Vi har haft de ulovlige masseanholdelser under COP15 i 2009. Tibetsagen. Og en konstant krig mod hash-salg.

Det er ikke i samme skala, men man kan fornemme at der er en dansk befolkning tilstede denne aften, der ikke tror at politiet er deres beskyttere, men magtens. Hvilket er alt rigeligt til at gale med af fuld hals på »Fuck Tha Police« og »Smoke weed everyday« (mens Ice Cube lader som om mikrofonen er en gigantjoint, som han ruller).

Undervejs bliver perspektivet kortvarigt løftet op fra gadeplan: »They call us the thugs, but they got the missiles, they got the bombs, they got the money, they got the power to murder and wheel and deal. But we the thugs«.

Og selv om man sagtens kunne ønske sig en mere udtalt politisk stillingtagen fra Ice Cube i større skala, altså i en mere global ramme, så må man også bare erkende at den boom-seismiske basmusik, g-funk-indflydelserne og de sindssyge old skool-beats og de frække klaver- og synthstabs af en anden verden gør noget ved os, som vi ikke kan modsige.

En drive-by shooting af vores sanser, en omplantning af vores bevidsthed til et lokalt gadeplan i Californien. En omstilling til South Central, L.A., hvor vi pludselig kan mærke smoggen lægge sig som en migræne omkring vores sanser. Paranoiaen stramme om struben. Og fingeren om aftrækkeren.

Ice Cube kommer til Roskilde og leverer en historiefortælling og en bekræftelse af sin status. Og med et nik til de døde. For som 48-årig afroamerikansk rapper fra Los Angeles’ ghetto er der mange af dem. Fra vestkysten Eazy-E og Tupac Shakur og fra den konkurrerende østkyst Notorious B.I.G. og sidste år Phife Dawg fra A Tribe Called Quest – som Ice Cube blev afløser for i årets program.

I den skumringsbelysning, der stod tracket »It Was A Good Day«, som en smuk elegi over et liv, hvor den voldelige død er en mulig exit på al balladen. »Nobody I know got killed in South Central L.A./Today was a good day«. Gjaldende over pladsen under solens døende stråler.

Den amerikanske veteran viste os på Dyrskuepladsen, hvorfor gangsta rappen stadig er et vigtigt journalistisk redskab. En jernhård raseriets funk. Et perfekt brændstof for enhver utilfreds yngling i karambolage med etablissementet. Altså som unge er flest.

Når røgen har lagt – hér en lille time efter at koncerten er slut – så står Ice Cubes optræden tilbage som et eksempel på en sværvægtsmester, der forsvarede sin titel. Det skete med humor, varme, et sublimt beat-katalog og en autoritet, en stemme fra en uovervindelig karburator i en hærdebred brystkasse, en tyngde i leveringen af de rasende ord, der fik det til at skælve i os alle sammen.

Ice Cube og WC’s optræden var lyden af to opsætsige voksne, som nægter at resignere. Whoop whoop. Lyden af en viljen, der ikke lader sig knække. Boom boom kaboom. Af et hjerte, der banker hårdt og kærligt, og er bygget af rustfrit stål.

Ice Cube – Orange, Roskilde Festival, lørdag.

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her