Læsetid: 8 min.

Jay-Z­ den ældre undskylder sin utroskab – men vil stadig erobre verden

Svar på tiltale fra Beyoncés angiveligt utro ægtemand, Jay-Z. Endda på rapstjernens bedste plade i mange år, ikke mindst fordi den er så rig på afroamerikansk musikhistorie. Men desværre også på gammeldags macho-kapitalistisk hegemoni.
Svar på tiltale fra Beyoncés angiveligt utro ægtemand, Jay-Z. Endda på rapstjernens bedste plade i mange år, ikke mindst fordi den er så rig på afroamerikansk musikhistorie. Men desværre også på gammeldags macho-kapitalistisk hegemoni.

Matt Rourke

5. juli 2017

Jay-Z vågner klokken 4:44 om morgenen. Han er kommet hjem fra studiet, hvor produceren NO I.D. har givet ham et forslag til den centrale sang på hans kommende album. Sangen, der skal deale med al balladen omkring hans angivelige utroskab over for hustruen Beyoncé. En utroskab, som var det centrale narrativ på hendes album Lemonade fra sidste år.

Jay-Z ringer til sin indspilningstekniker Guru og skriver og indspiller sin undskyldning og kærlighedserklæring lige dér, dén morgen. Startende klokken 4:44.

Hvilket så meget passende er titlen på Brooklyn-rapperens nye album. For det er sangen, som populærkulturen en bloc (og vel også Beyoncé) har ventet på. Det sker i form af en soleklar undskyldning og bekendelse.

»...if my children knew, I don't even know what I would do

If they ain't look at me the same

I would probably die with all the shame

"You did what with who?"

What good is a ménage à trois when you have a soulmate?«

Og disse skærende linjer fra ægteskabet:

»I seen the innocence leave your eyes

I still mourn this death«.

Det er stort set det eneste sted på 4:44 at Jay-Z responderer på Lemonades ærefrygtindgydende bearbejdelse af hans utroskab. På Beyoncés målløse, rasende, knejsende, sorgfulde og endelig tilgivende dramatiske kurve, som hun gennemløber albummet igennem.

Jay-Z klarer det primært på titelnummeret, men refererer dog også til den mystiske kvinde, som Beyoncé kalder »Becky with the good hair«.

»Yeah, I'll fuck up a good thing if you let me

Let me alone, Becky

A man that don't take care of his family can't be rich«.

Det sker på sangen »Family Feud«, hvor hans hustru synger med – ledsaget af en sampling af Detroit-gospelkoret The Clark Sisters, der rejser en mur af kristendom bag parret. Ikke at Jay-Z holder specielt meget af kristendommen.

4:44’s sidste sang »Legacy« fortæller han – igen – om sin bedstefar, præsten, der misbrugte sin datter, Jay-Z’s tante.

»I hated religion 'cause here was this Christian

He was preachin' on Sundays, versus how he was livin' Monday

Someday I forgive him«.

Kristendommen er en uomtvistelig, centralt spirituel styrke i afroamerikansk musikhistorie. Og på ovenstående tre sange såvel som så mange andre steder på det nye album er valget af samples bemærkelsesværdigt historiebevidst.

4:44 byder på en formidabel behandling af samples, altså af lån fra andre plader, klange fra fortiden, lyden af andres hænder og stemmer, fornemmelsen af andres lidelser og håb. Og det er den afroamerikanske arv, der gennembløder det 36 minutter korte, men alligevel overvældende værk.

Det giver for eksempel albummet en indigneret og smertefuld grundtone, når man sampler Nina Simone-klassikere som »Four Women« og »Baltimore« (skrevet af Randy Newman).

Og det giver en fornemmelse af overcoming, når man sampler The Clark Sisters. Eller når man tager åbningskoret fra Stevie Wonders klassiske album Songs In The Key of Life, råbet om kærlighed »Love's In Need of Love Today«, og forvandler det til en hvirvlende godartet vokaltyfon i slowmotion på førnævnte »Smile«.

Ja, det virker som om at valgene af samples og kompositoriske lån også er stærkt bevidst på tekstplan. Hannah Williams & The Affirmations’ »Late Nights and Heartbreaks« bruges i undskyldningen til Beyoncé. I sangen »Moonlight«, der handler om at afroamerikanere skal frigøre sig fra en hvid film- og musikindustri nævner han blandt andet Lauryn Hill (der blev sagsøgt af sit eget pladeselskab) – og bruger en sampling fra hendes gamle band The Fugees. Og på »Legacy«, som i høj grad handler om at frigøre sig fra sine personlige problemer, lånes der fra Donny Hathaways »Someday We’ll All Be Free«, der netop adresserer Hathaways store personlige problemer.

Altså er fortidens fortælletråde vævet ind i nutidens firmament, både tekstligt og musikalsk. Og som vi ved, så forbliver fortællinger de samme, generation efter generation, hvis ikke vi proaktivt bryder mønstrene. Det mener Jay-Z, at han har gjort. Tag bare de næste linjer om bedstefaderens misbrugsarv på »Legacy«:

»...strangely our division led to multiple religions

I studied Muslim, Buddhist, and Christians

And I was runnin' from him, He was givin' me wisdom

See how the universe works?

It takes my hurt and help me find more of myself«.

For første gang i Jay-Z’s karriere er der kun en eneste producer (udover ham selv som pletvis co-producer) på samtlige albummets sange. NO I.D. kalder Chicago-produceren med det borgerlige navn Ernest Dion Wilson sig. Han har tidligere produceret tracks for Common, Kanye West, Drake, men 4:44 er hans pièce de résistance.

Udover den rige samplerdelisk historiske bevidsthed, så er der en intimitet i produktionerne, en plads til en ældre og mere afdæmpet Jay-Z. Produktionerne er langsomme (selv politisirenen er en drævende klagesang), og det klæder en rapper, der forsøger at gøre status. Dedikere sig til nutiden og fremtiden med en dyb bevidsthed om fortiden. Og i dén bevægelse lykkes det NO I.D. og Jay-Z at genføde protagonisten i et modent eftertænksomt tusmørke.

4:44 gennemvædes af en varm, analog – også ofte håndspillet – lyd, der giver plads til at afroamerikansk musikhistorie kan træde klart, men sepia-farvet ud af lydbillederne. Alt er ædelt patineret.

Nogle andre højdepunkter: Simones fortolkning af »Baltimore« ligger som et grundspor, en slags soulfuld reggae med dirrende violiner i bunden af »Caught Their Eyes« – men speedet op og toppet med Frank Oceans gæstevokal.

Og »The Story of O.J.«, hvor Nina Simones samplede fingre over klaveret på »Four Women« bygges om til en bæk, der både risler, flyder, stammer. Og dertil: En jazz-elguitar-akkord hér, et lick dér. Lidt tværfløjte. Og et beat. Det er en nærmest oceanisk sang, der måske kan beskrives som en jazz/hiphop-fortolkning af den franske impressionistiske komponist Claude Debussy.

Og der er klaveret på »Marcy Me«, ekkoende ind og ud, standset som om det var indspillet på vinyl og nogle lagde hånden på pladen.

Det analoge og det akustiske betones hele vejen igennem. Den menneskelige berøring. Den historiske smerte og de ekstatiske øjeblikke klippet ud af kontekst og ind i nye.

Som på »Smile«, hvor Jay-Z rent tekstligt behandler sin mors kommen ud af skabet i en sen alder:

»Mama had four kids, but she's a lesbian

Had to pretend so long that she's a thespian

Had to hide in the closet, so she medicate

Society shame and the pain was too much to take

Cried tears of joy when you fell in love

Don't matter to me if it's a him or her«

Og der er de sublime linjer – stadig i den centrale refleksion/erindringsnovelle/statusopgørelse »Smile« – hvor han påpeger at USA foretrækker fortællingen om den drug-dealende afroamerikaner, frem for den stort tænkende sorte forretningsmand.

»Drug dealers and abusers, America likes me ruthless

My therapist said I relapsed

I said, "Prehaps I Freudian slipped in European whips"

God sent me to break the chain«.

Han var crack kokain-pusher i 14 år, før han fik succes som rapper. Og ja, han har brudt arven fra de europæiske slaveskibes kæder og piske, han er brudt ud af den sociale onde cirkel.

Hvilket vi så desværre ofte skal mindes om i langt mere banalt investeringsøkonomiske termer. Bevares, han nævner at Prince skrev Slave på sin kind, da han ville ud af sin pladekontrakt. »You think he wanted the masters with his masters?« spørger han retorisk, med henvisning til at han selv ejer alle masters – altså alle indspilninger – til sine albummer. Hvilket normalt er den stadig hvidt dominerede musikindustris ejendom. Et konkret frigørelsesprojekt fra en industri med en lang historie for udnyttelse især af sorte kunstnere, som Frank Ocean også gennemførte sidste år.

Men der er også irriterende tirader om at han vil være den første hiphop-kunstner, der bliver milliardær (kapløbet står mellem ham, Dr. Dre og P. Diddy). Om hans profitable investeringer i kunst. Og hans smådrillerier af andre pladeselskabsbosser og streamingtjenester. Og ord som »Ain't no such thing as an ugly billionaire, I'm cute/Mmmmm«.

Og det bliver sgu lidt småsygt, når Jay-Z får Beyoncé til at nynne »two« på den her tirade »What's better than one billionaire? Two (two)/'Specially if they're from the same hue as you«.

Det er her at undskyldningen fra Jay-Z til Beyoncé også begynder at blegne. Den fylder én sang plus det løs på hans ti sange lange album, mens hans helt ukritiske hyldest til egen succes inden for et maskulint kapitalistisk hegemoni breder sig lystigt over albummet.

Okay, der er bekendelser og undskyldninger til kvinder, han knaldede og aldrig elskede, men der også masser af macho posering. Fra en mand der måske burde stille lidt større spørgsmålstegn – måske endda lighedstegn – ved sin neoliberalistiske økonomiske dominans og sin frådsen i udenomsægteskabelige affærer. Maskulin magtudøvelse og grådighed har mange ansigter.

Som Minna Salami skrev i The Guardian for nogle dage siden: »...a feminism that challenges the existing state of affairs propagates images of masculinity that counter the norm. Nowhere in 4:44 does Jay-Z connect his behaviour with sexism and male dominance, despite it being clear that he sits on a throne of male privilege«.

I dét lys virker det også uheldigt at Nina Simones klassiker om fire kvindeskæbner bliver samplet på den ellers musikalsk mesterlige »The Story of O.J.« For det er hovedpersonens selvgratulerende fortælling om sin finansielle succes.

Men samtidig er mandens projekt også et afroamerikansk emancipationsprojekt, hvilket er svært at afvise. Blot virker det som om han er blind for at tænke intersektionelt, at han ikke fatter, at dét system han har succes i stadig undertrykker dem, han ønsker frihed for. Herunder i høj grad sorte kvinder.

Nå, men, ikke desto mindre er 4:44 fremragende, fuld af menneskelig kompleksitet, emancipatorisk kampgejst og musikhistorisk dybdeperspektiv. Meget passende blev Jay-Z den 13. juni i år den første rapper, der blev indviet i den amerikanske Songwriters Hall of Fame. Hvilket han selvfølgelig når at blære sig med på 4:44.

Vores hovedperson har måske en lidt mørkere og dog spinklere stemme end tidligere. Helt klart en blødere diktion. Mere presset? Jeg tror det. Men også yderligere emanciperet. Selv om han også stadig bærer nag over, hvad der burde være småting, så ser det ud til at han har rystet et par dæmoner og forrædere og fejltrin af sine anselige skuldre.

Jay-Z: 4:44 – Pt. kun tilgængelig som download og streaming på Jay–Z’s egen streaming-tjeneste Tidal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu