Det sker først i fjerde nummer, omtrent en time inde i koncerten, da jazzlegenden Herbie Hancock og den unge mesterproducer Terrace Martin synger en robotsoulet duet gennem deres keyboards: Her hæver Herbie Hancocks koncert i DR’s Koncerthus ved Copenhagen Jazz Festival sig over det vanlige og bliver både magisk og relevant.
For det er her, at de musikhistoriske dimensioner fra Herbie Hancocks livsværk for alvor bliver forbundet med nutidens glohede hiphopscene, sådan som Herbie Hancock på flere planer har lagt op til, at han vil gøre – blandt andet ved at hive netop Terrace Martin, der har produceret en håndfuld af numrene på rapperen Kendrick Lamars To Pimp A Butterfly, med på scenen.
Og det havde muligvis været nok med dette lille øjeblik, hvor de maskinelle engle sang op igennem årtierne, hvis Herbie Hancock i resten af koncerten havde pudset arvesølvet uden at ridse det.
Men sådan skulle det ikke være – selv om der selvfølgelig var masser af gode takter. For Herbie Hancock havde hyret trommeslager Vinnie Colaiuta, der ikke missede et eneste beat, men som syntes at misse revolutionen.
Med sin tunge lyd på trommerne og sin overflod af anslag trak han musikken hen imod en uformelig sump af muskuløs fusionsjazz, væk fra den varmefølte funkjazz, som Herbie Hancock har brilleret med i store dele af sin karriere, og som en del af nutidens vigtigste kunstnere trækker på – navne som Terrace Martin og Thundercat og via dem også folk som Kendrick Lamar.
Og således gjorde han sit til, at det, der kunne have været en uforglemmelig aften, endte med at være alt for tæt på det middelmådige.
Evig innovation
Herbie Hancock har været et centralt navn på jazzscenen, lige siden han som 23-årig i 1963 kom med som pianist i Miles Davis’ anden store kvintet. Siden har han stået for fornyelse, først i forhold til beboppen og senere med sine pioneriske missioner ud i den syntetiserede musik, i den afrofuturistiske, elektroniske funkjazz.
Ikke mindst med et album som Head Hunters, som han i DR’s Koncerthus spillede nummeret »Chameleon« fra. Et nummer, der er blevet samplet af hiphop-legender som 2Pac og Nas.
Der er altså ingen tvivl om, at han er en legende, men allerede da han kommer ind på scenen, klædt i en sort dragt, udviser han ydmyghed, og koncerten igennem giver han plads til sine medmusikere:
Han giver plads til guitaristen og sangeren Lionel Loueke, der både skaber musikalske forbindelser til en afrikansk musikarv og åbner sluserne til en imaginær fremtid med futuristiske effekter på sin guitar. Til bassisten James Genus, der har spillet med alt fra jazzlegender til Daft Punk, og som groover som en solid arbejdsmand igennem koncerten uden at spille en eneste overflødig tone. Ligesom han giver plads til Terrace Martin, der hele tiden gør det rigtige, uanset om han spiller på saxofon eller keyboards.
Men så giver han altså også plads til trommeslager Vinnie Colaiuta, der spiller sig lidt ind i koncerten til sidst, men som for det meste bare tæsker sine trommefills af, og som ikke har omtanke nok til at holde sig til de gode idéer.
Det var helt rigtigt af Copenhagen Jazz Festival at booke Herbie Hancock til at spille i år, mens hiphoppen boomer. Men at Herbie Hancock havde valgt at disponere, som han gjorde, var sværere at forstå.
Herbie Hancock spillede i DR’s Koncerthus torsdag den 13. juli
