Læsetid: 5 min.

Vi kommer helt tæt på Kafka i Berlin

Originalmanuskriptet til Franz Kafkas roman ’Processen’ udstilles fornemt i Berlins Martin-Gropius-Bau. Få huse derfra blev kimen til romanen lagt i sommeren 1914
I 1914 hævede Franz Kafka forlovelsen med Felice. Hendes søster Erna Bauer og hendes veninde Grete Bloch var også til stede, og over for de tre kvinder følte Kafka sig som stillet for retten. Inspirationen til det, der skulle blive hans forfatterskabs mest kendte værk, var sået.

Arkivfoto fra Martin-Gropius-Bau museet i Berlin

I 1914 hævede Franz Kafka forlovelsen med Felice. Hendes søster Erna Bauer og hendes veninde Grete Bloch var også til stede, og over for de tre kvinder følte Kafka sig som stillet for retten. Inspirationen til det, der skulle blive hans forfatterskabs mest kendte værk, var sået.

Arkivfoto fra Martin-Gropius-Bau museet i Berlin

11. juli 2017

Folk stimler sammen om de 171 håndskrevne blade udstillet i specialkonstruerede glasmontrer. Især er der trængsel ved den første montre. Her ligger den første side med romanens første sætning: »Nogle måtte have bagtalt Josef K., for uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.«

En af verdenslitteraturens mest berømte sætninger og indledningen til et af det 20. århundredes mesterværker: Processen af den tysksprogede tjekkiske forfatter Franz Kafka. T’erne er ekstra flot markeret med en særlig tyk streg igennem, og den nederste bue i det store B i »Böses« (ondt) er bare en lang bølget streg, der når helt ned i næste linje. Det sidste ord »arresteret« står oven over det oprindelige gennemstregede ord »fanget«.

Vi får det hele med, også Kafkas overvejelser og rettelser. Det er skrivekunst med stort K, ligesom de flot svungne K’er, som Kafka sætter efter sin hovedpersons fornavn. I bogen peger han på skrøbeligheden ved vore normer. Intet menneske kan opfylde loven. Gud forbliver skjult, og Kafka fælder en nådesløs dom over os i sin fremstilling af vore mislykkede bestræbelser på at opnå retfærdighed.

Ti hæfter

Kafka skrev Processen i ti hæfter. Derpå rev han siderne løs af hæfterne, så han kunne ordne dem efter kapitler. Han havde nemlig ikke, som han ellers havde for vane, udviklet og skrevet historien strengt lineært. Han ordnede siderne i forskellige konvolutter, alt efter om det drejede sig om afsluttede eller uafsluttede kapitler.

Hans originalmanuskript, som man kan se på en fin og overkommelig udstilling i Martin-Gropius-Bau resten af sommeren, er til daglig det Tyske Litteraturarkiv Marbachs ejendom. Arkivet har samlet på Kafka-manuskripter igennem de seneste 60 år, og dets bestand overgås kun af Kafka-samlingen i Oxford.

Tilintetgørelse

Efter Kafkas død i 1924 tilfaldt manuskriptet Max Brod, hans nærmeste ven og testamentariske arving. Kafkas sidste ønske var, at hans værk skulle tilintetgøres. Det skrev han allerede i sit testamente i 1921.

Det ønske efterkom Max Brod ikke. Han ordnede papirerne efter hukommelsen, for Kafka havde engang læst romanen højt for ham, og i 1925 udkom Processen så på forlaget Die Schmiede i Berlin. Også de sider, som Brod undlod at tage med i sin version, er nu udstillet i Berlin.

Ved Brods død i 1968 i Tel Aviv i Israel tilfaldt manuskriptet hans samleverske og sekretær Esther Hoffe. Hun satte det i 1988 på auktion i London, og her købte litteraturarkivet det med hjælp fra Forbundsregeringen og adskillige andre. De 3,5 millioner D-mark, som arkivet gav for Processen, var dengang det højeste beløb, der nogensinde var betalt for et manuskript på en auktion.

Dragende Berlin

Skråt over for Martin-Gropius-Bau, hvor manuskriptet udstilles, på Askanischer Platz i Berlins Kreuzberg står Anhalter Bahnhofs portikus tilbage som en kulisse. Søjleindgangen er det eneste, der er tilbage af den imposante bygning. Indtil den blev bombet under Anden Verdenskrig, var den en af byens største og flotteste banegårde. ”Porten mod Syd” blev den også kaldt, da den før Første Verdenskrig var den vigtigste station for forbindelserne mod det østrig-ungarske kejserrige.

Til denne banegård ankom Franz Kafka fra Prag, når han besøgte Berlin, en by han både længtes efter og frygtede. Kvinderne i byen, samt ønsket om at komme væk fra sit liv som kontoransat i et forsikringsselskab og sin familie, drev ham imod Berlin.

Alligevel flyttede han ikke endeligt til Berlin. Han frygtede, at han ikke kunne klare det, og Første Verdenskrig forstærkede problemerne. Først da han var dødeligt syg af lungetuberkulose, flyttede han til Berlin, og her tilbragte han sit livs sidste hårde vinter, plejet af sin sidste elskede med det poetiske navn Dora Diamant.

Tre kvinder

Første gang Kafka kom til Berlin, var den 3. december 1910, hvor han indlogerede sig på hotellet Askanischer Hof, der lå ved pladsen, dengang en af Berlins mest elegante. Her ligger i dag Berliner-avisen Der Tagesspiegels hovedsæde dør om dør med et mexicansk steakhouse. Skråt overfor lå Museet for Kunsthåndværk, i dag Martin-Gropius-Bau. Manuskriptet er med andre ord udstillet i umiddelbar nærhed af et sted, der fik en skæbnesvanger betydning for Kafkas videre liv og for tilblivelsen af Processen.

Franz Kafka boede på Askanischer Hof, da han den 12. april 1914 forlovede sig med Felice Bauer, som han havde truffet gennem sin ven Max Brod. Felice var en ung kvinde af god jødisk familie, sekretær og efter datidens forhold overordentligt emanciperet.

Hotellet blev også rammen om en endnu mere afgørende begivenhed i Kafkas liv tre måneder senere, den 12. juli 1914. Her hævede han forlovelsen under en samtale med Felice. Hendes søster Erna Bauer og hendes veninde Grete Bloch var også til stede, og over for de tre kvinder følte Kafka sig som stillet for retten. Inspirationen til det, der skulle blive hans forfatterskabs mest kendte værk, var sået.

Fortabt uden

Kort efter den ubehagelige samtale rejste Kafka nordpå på ferie. Turen gik til Lübeck og Travemünde og herfra videre til Marielyst på Falster, inden han et par uger senere vendte tilbage til Prag. To dage efter hans hjemkomst brød Første Verdenskrig ud.

Et fotografi viser ham i skrædderstilling med en ukendt mand ved Østersøen i juli 1914. Begge er iført badebukser, og Kafka ser ikke synderligt trykket ud. Det var han måske alligevel, for den 28. juli 1914 skrev han i sin dagbog: »Hvis ikke jeg redder mig i mit arbejde, er jeg fortabt.« Det omtalte arbejde var arbejdet på Processen, som nu var i gang. Det fortsatte frem til januar 1915. Kafka selv anså romanen for uafsluttet.

Ud over manuskriptet udstilles der i Martin-Gropius-Bau også 60 originalfotografier. Selvfølgelig først og fremmest af Franz Kafka. Selv på de ret små fotografier er det tydeligt, hvor godt han så ud, hvor stærk hans udstråling var. Fotografierne anskueliggør, hvorfor så mange skønne eller kloge kvinder ikke kunne modstå ham.

I fotogalleriet møder vi også de øvrige hovedpersoner i hans liv: Forældrene, søstrene Elli, Valli og Ottla, der alle tre blev myrdet i tyskernes tilintetgørelseslejre i 1940’erne, og de kvinder, der i hans korte liv var ved hans side som forlovet, elskerinde eller begge dele.

På tre tidspunkter i løbet af dagen vises desuden skuespilleren og instruktøren Orson Welles’ filmatisering af bogen. Filmen er fra 1962, naturligvis low budget og optaget så eksotiske steder som på Gare d’Orsay i Paris, i Rom og i Zagreb. Fremragende skuespillere som Anthony Perkins (Josef K.), Welles selv (Advokaten), Romy Schneider (Leni) og Jeanne Moreau (Fräulein Bürstner) gør romanen levende uden at give køb på mystikken.

Læg dertil, at den stadigt mere omklamrende stemning, som Welles så fremragende formår at overføre til lærredet, gør det nærmest umuligt at rejse sig, når man først har sat sig. Afsæt roligt et par timer til besøget.

Processen er oversat til en lang række sprog. En vitrine viser oversættelser af udgaver på alt fra arabisk til islandsk. Den ældste udgave er naturligvis førsteudgaven på tysk fra 1925. Bemærk også vitrinens næstældste udgave i et gult papiromslag med grøn skrift. Det er den danske førsteudgave fra 1945. Venligst udlånt af undertegnede.

’Franz Kafka. Der ganze Prozess’, Martin-Gropius-Bau, Niederkirchnerstr. 7, Berlin. Til 28. August 2017, åbent onsdag til mandag 10-19, tirsdag lukket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Peter Andreasen
Michael Kongstad Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Peter Andreasen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har endnu ikke forstået, hvorfor man skal helt tæt på forfatteres liv, for at "forstå dem", "få dem helt", " få nok af dem" eller "få stillet sin nysgerrighed". Hvorfor er deres bøger ikke nok?
At se Kafka strege i manuskriptet, okay, først tænkte han at der skulle stå sådan, men så ændrede han det til at det skulle stå sådan. Fantastisk interessant, - nej, det ville svare til at få Mozart spillet med alle de noder, der blev slettet. Too much. Indeholder udstillingen også Kafkas blodtype, fingeraftryk eller dna.

Jeg har kun læst 'Slottet' af Kafka, endnu. I den hedder hovedpersonen kun K., og den starter: "Det var sen aften, da K. ankom." Den er meget senere end 'Processen' , og må have lagt navn til begrebet 'Kafkask', eller også har de alle det. I hvert fald lever den forrygende godt op til det.

K. er landmåler tilkaldt til Slottet, som hersker over byen, men som ingen ved hvem er. Ingen kender heller K. som starter en lang kamp for at blive anerkendt som tilkaldt til slottet. Sognerådsformanden mener at kunne huske sagen, men den blev forvekslet og sendt forkert rundt på slottet, og er nu antagelig forsvundet, eller ligger måske i hans skab, som han som sengeliggende må bede sin kone om at rulle ud. Kom nu, kommanderer han med hende.

Kafkas prosa er i øvrigt også rigtig flot. Forrygende flot faktisk.

Maj-Britt Kent Hansen

Synes, at sådanne udstillinger kan tilføje noget væsentligt. Forfatter og værk hænger oftest sammen i en eller anden forstand, men man behøver selvfølgelig ikke dyrke begge dele. Der er jo netop forskellige skoler inden for litterarturvidenskaben, hvad det angår.

I Prag er der flere steder med tilknytning til Kafka og især et museum, som jeg ikke husker navnet på, men det ligger tæt ved floden. Der kan man nærmest opleve Processen på egen krop. Lidt skræmmende og ganske kafkask.

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg læste Kafka i mine sene teen-age år og fik en øjenåbner for stor og meningsfuld litteratur, samtidig med en øjenåbner for livets absurditet og hvad der sker når systemets uudgrundelighed overtager menneskers liv og skæbne.
Herhjemme tydeligst demonstreret i det såkaldte beskæftigelsesministerium

Michael Kongstad Nielsen, Niels Duus Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nedslag i Femte Kapitel af Slottet:

Sognerådsformanden er nu kommet i tanke om sagen, og kan den udenad. K. er ganske rigtigt ansat som landmåler på Slottet, Men der er desværre slet ikke brug for nogen landmåler. Forespørgsler herom var gået rundt til forskellige afdelinger, men det rigtige svar havde forvildet sig det forkerte sted hen, hvor det blev syltet og til sidst gik i glemmebogen.

... "nu keder historien Dem vel ikke?"

"Nej," sagde K. "Den morer mig."

Formanden: "Jeg fortæller den ikke, for at den skal more Dem."

"Når den morer mig," sagde K. "er det kun, fordi den giver mig et indblik i det latterlige spil af tilfældigheder, som under visse omstændigheder kan få afgørende indflydelse på et menneskeliv."

"De har endnu ikke fået noget indblik," sagde formanden alvorligt. "Lad mig fortælle videre. ..."