Læsetid: 3 min.

Alle livsvilkår fortjener at blive sat på spidsen i en ungdomsfilm

’Girls Lost’, filmatiseringen af den svenske ungdomsroman ’Drengene’, udforsker, hvad kønsidentitet kan være og betyde, men mister dramaturgisk sammenhængskraft til sidst
13. juli 2017

Alle eksistentielle vilkår fortjener at blive sat på spidsen i en ungdomsfilm. I den svenske Girls Lost (en unødvendig engelsk titel) er det det at have og udvikle en kønsidentitet, der bliver sat på spidsen.

Overnaturlige kræfter giver ekstra drama til en almindelig pubertetserfaring af gryende seksualitet og utilpasset identitet i Alexandra-Therese Keinings filmatisering af Jessica Schiefauers roman med titlen Drengene

Ikke nemt at være pige

Det er ikke nemt at være pige for de tre 14-årige venner Bella (Wilma Holmén), Momo (Louise Nyvall) og Kim (Tuva Jagell). I skolen bliver de forfulgt af drengene, fordi de ikke er lige så pigede som de andre piger. De bliver skubbet og hånet for at være lesbiske, og den nørdede Bella bliver befamlet på de bryster, hun knap nok har vænnet sig til at have.

På boldbanen giver de op, falder i staver og bliver buhet ad for den sløje indsats. Kim føler sig slet ikke som en pige – det køn og den krop er som en dragt, hen drømmer om at lyne op og tage af, så hen kan stå frem som sig selv.

Hjemme på deres værelser hænger billeder af musikere som Grace Jones og Patti Smith, som er for coole til at tage sig af de konventioner, der gælder for kvindekønnet. Der hænger også masker, som Bella, Momo og Kim bruger i de fælles ritualer, de udfører efter mørkets frembrud, og som befinder sig lige på grænsen mellem leg og hjemmegjort teenagespiritualitet.

De tre venner er uadskillelige og sammensvorne i modstanden mod de temmelig voldelige krav om at passe ind, som de møder til daglig. De hænger ud blandt planterne i Bellas drivhus, hvor Bella nørder planter, mens Momo og Kim læner sig ind mod hinanden og udveksler ømme blikke.

Så en dag er der blomsterfrø med posten. Heriblandt nogle mystiske nogle, som de ikke har bestilt. Frøene bliver plantet, en blomst gror lynhurtigt frem, og da Momo, Bella og Kim smager på dens nektar, bliver de midlertidigt forvandlet til drenge – komplet med pikke, skægvækst, drengetøj og det hele.

Med i drengepakken følger også en betragtelig selvtillid, der gør det muligt at indtage skolegården med oprejst pande og sætte bøllerne på plads. Dertil kommer en hidtil uset boldkontrol –intet holder dem tilbage på fodboldbanen (heller ikke den manglende entusiasme eller erfaring, der kendetegnede dem før).

Girls Lost er en historie om at skifte køn for en kort bemærkning, men også om at gå fra at bryde med de kønsroller, der knytter sig til ens krop, og til at leve fuldstændigt helt og aldeles op til dem. En ret spændende oplevelse for Momo (Alexander Gustavsson) og Bella (Wilma Holmén), og en radikal åbenbaring for Kim (Emrik Öhlander), der føler sig meget mere hjemme i sin drengekrop end i den pigekrop, hen vender tilbage til, da nektarens virkning aftager.

Okay, så siger vi det
Som i Gummi-Tarzan (udgivet i 1975, filmatiseret i 1981) og i Lad den rette komme ind (udgivet i 2007, filmatiseret i 2008) finder mobbeofrene styrke i mødet med det overnaturlige.  

Det er dog ikke lige enkelt for alle. Kim bliver hooked på den magiske nektar, og vennerne bliver uvenner. Ikke mindst fordi Momo ser Kim blive draget mod drengen Tony (Mandus Berg). Tony ligner en blanding af Krummes vilde ven Tom og den seksuelt uafklarede Andreas i det fantastisk følsomme svenske queerdrama Nånting måste gå sönder (2014). Han begår indbrud, ryger hash og har sex med piger. Kim ved ikke, om hen er forelsket i ham, eller om hen vil være som ham. 

Det er i trekantsdramaet mellem Momo, Kim og Tony, at Girls Lost mister dramaturgisk sammenhængskraft. Alting bliver pludseligt så ultimativt, og de drastiske valg, der bliver truffet, virker umotiverede.

Når der er fantastiske overnaturlige elementer i spil, skal det helst skal blive belønnet at give sig hen til tankeeksperimentet og tænke: Hvad nu hvis? I sidste halvdel af Girls Lost tænker man lidt for ofte »okay, så siger vi det« i stedet.

Girls Lost. Manuskript og instruktion: Alexandra-Therese Keining. Svensk (Udvalgte københavnske biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu