Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lorde blev født i en sky af unge stemmer...

...men var også tæt på at drukne i sine egne. Altså alle dem, der lå indspillet på forhånd. Men den 20-årige stjerne formåede også at række udover teknologien.
...men var også tæt på at drukne i sine egne. Altså alle dem, der lå indspillet på forhånd. Men den 20-årige stjerne formåede også at række udover teknologien.

Malene Anthony Nielsen

Kultur
1. juli 2017

Man kan føle sig så forbandet ensom på enhver festival. Pludselig dratte ud ad fællesskabet, som om det var en fedtindsmurt teflonstegepande, som nogen uden varsel har tippet, så man er gledet af. Pludselig udenfor. Beskuende med undren hvor let folk falder i snak, glider ind i flygtige symbioser, synes at få venner på splitsekunder. Kortvarige filterbobler, der snart brister, sorgløst, som om var de lavet af sæbe.

Vi går langt tilbage, mig og Smatten. Forstår hinanden instinktivt. Vi ved begge at jeg kun er på besøg, at jeg lige som alle andre ikke hører til her, men at det netop er skønheden ved at føle at man kommer hjem, et fremmed sted, på en dyrskueplads i en by i provinsen. Fordi musikken pludselig ser dig, omfavner dig.

En kerneopgave i storskala for popmusikken, i gang med at skyde med spredehagl og alligevel ramme alle. Som identitetsbyggende stordrift for masserne. At blive mødt af et titusindtalligt kor af stemmer og alligevel få hver enkelt indehaver af et sæt stemmelæber til at føle sig personligt tituleret.

Den 20-årige newzealanske popstjerne Lorde bliver bliver født i en sky af unge stemmer, da hun går på scenen klokken 23:30 fredag aften i festivalens største og tætpakkede telt, Arena.

Som optakt har Kate Bushs »Running Up That Hill« kørt over højtalerne, og dermed – meget passende – indsat Lorde i en arvefølge af intelligente popstjerner, der forsøger at synge fra en udfordrende og blodig position – og dét i en kultur, som ellers først og fremmest sigter efter at stryge folket med hårene.

I den kontekst står Lorde som en delvist forløst, delvist lovende stemme, der formår at formulere noget bøvlet i ungdomslivet, men også generelt i vores kultur.

For selvfølgelig fortæller de her linjer bare en banal historie om endnu en aften i byen: »I do my make up in somebody elses car/We order different drinks at the same bars«. Men de er også ganske rammende beskrivelser af fornemmelsen af at være malplaceret, i den forkerte kontekst samt af den simulerede diversitet, som den vestlige middelklasse fjoller rundt i. En højtuddannet hob, der tror at de skiller sig afgørende ud fra mængden gennem deres valg af sneakers og kaffesort.

Nå, men i regnen bliver alle gummisko grå. Det nådesløse vejr over en festivalplads er den store sociale udligner. Her er vi bare lidt mere ens, vi mærker alle, hvordan egoet slides tyndt af den fysiske udmattelse og den vedholdende vandtortur.

Og det kan måske lyde mærkeligt, men jeg skriver det her uden mindste skam: Jeg forventer lige som alle andre besøgende til koncerten at føle mig set af Lorde. Jeg forventer at føle mig hjemme sammen med cirka 17.000 andre fortrinsvis – at dømme efter skrigene – af det modsatte køn, dér i Arena-teltet.

Vi huser alle tider, vi har levet, i de her skrøbelige skrog, som vi bebor for en tid. En flygtig eksistens, ikke ulig poppens detonationskraft, der ganske vist kan overleve tidens tand og nå status af evergreen, men også er indkapslet i en tid. Både kulturhistorisk, men også personligt. Tag bare Lordes hit »Green Light«, som jeg for altid vil forbinde med denne sommer, disse følelser, denne ensomhed og dette fællesskab. Her på Dyrskuepladsen, inde i hver og en af mine celler.

Nå, men, Lorde går altså på scenen i førnævnte sky af stemmer – der ikke er helt helium-teen-skinger, heller ikke når de synger med undervejse, for Lorde har en forholdsvis mørk, let rusten stemme.

Problem: Hendes stemme viser sig hurtigt at drukne i sin egen stemme. I de mange lag af backtrack, af præindspillede både leadvokaler og kor, som giver hendes stemme en elektronisk fylde og en populistisk perfektion. Men også fremmedgørelse. Det er svært at skelne hendes stemme i nuet fra alle stemmerne fra den indspillede altid. Vi mister hende i mixet.

Lyden er udynamisk og mudret, og jeg undrer mig over at være faldet for de numre, som nu leveres karismaløse, uden potens. Falder i snak med to piger, vistnok i 20’erne, der vil vide, hvor mange stjerner, jeg vil give koncerten.

Og Lorde er ikke den autoritet, hun gerne vil være på scenen. Efter første nummer spørger hun to gange inden for 60 sekunder, hvordan vi har det. Storartet, du, synes skriget at indikere, men det ændrer ikke ved, at hun fremstår som en ung pige, der forsøger at være en voksen værtinde. Hvilket hun vel egentlig også er, altså en ung pige. Hvilket hun langt hellere skulle give plads til.

Så vær dog lidt mere i dine hormoners vold, lad det skinne igennem, hold op med at dans al fortvivlelsen så koreograferet. Ja, sådan dér, gør som MØ, giv slip.

Hun mister sig selv i forsøget på at vinde sit publikum. Hendes stemme drukner i hendes egne tidligere indspillede stemmer.

Endelig under »Liability« får vi den så lidt for os selv, ikke mandsopdækket af digitale kopier i excorbitante mængder af lag på lag fra en harddisk. Det er meget rart. Ikke fordi det hele skal være så forbasket autentisk, men fordi stemmen kommer fra dén krop, vi kan se på storskærmen, kun nogle tiendedele af et sekund ude af sync med hinanden. En tidsforskydning, vi kan leve med, så længe vi er i et nu og her sammen.

Det er et øjeblik, der markerer et skifte i den mindre end en time lange koncert. Hun får pusten og får taget tilløb til de hårde bangers, der er linet up. Vi træder ind i klassikerne og i den imaginære klub, som så mange pophits illuderer nu om dage, men som Lorde formår at forlene med en gravitas som få. Og salen summer af tusindvis af stemmer, der har styr på deres Lorde-tekster.

Det er en vild effekt, en let ulden klang af tusindvis af overkroppe og kranier, der summer som en mellemtone aura omkring Lordes stemme. Og da vi når til den fabelagtige afslutning »Green Light«, så er alt optøjer.

Og så bliver man alligevel genkendt. I én stor fællesmængde af vidt forskellige sorger og glæder. Mens vi hopper med hjertet skiftevis i halsen og nede i underlivet. Hårdt. Fordi det er sådan det skal leves, dét satans liv. Brutalt kærligt. I erkendelsen af at man bare er én mikroskopisk bestanddel i den store kollektive budding. Som alle andre er også jeg – og du – kommet til verden uden sneakers på.

»I’m waiting for it, that green light, I want it«.

Lorde – Arena, Roskilde Festival, fredag.

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • De rigtige holdningers holdeplads

    2. juli 2017
    Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her