Læsetid: 3 min.

Her på øen er verden flad

Bornholms Teater byder på en begavet opsætning af ’Erasmus Montanus’. Med rå svirp til vores forkærlighed for de lokale sandheder
Den bornholmske Erasmus Montanus taler ikke bornholmsk mere – og allerhelst kun latin – mens han stiller sig ind på verdenskortet for at disputere i Bornholms Teaters morsomme og lokalpatriotiske opsætning af Holberg.

Den bornholmske Erasmus Montanus taler ikke bornholmsk mere – og allerhelst kun latin – mens han stiller sig ind på verdenskortet for at disputere i Bornholms Teaters morsomme og lokalpatriotiske opsætning af Holberg.

Anders Beier

8. juli 2017

Kan man overhovedet skabe en ny opsætning af Holbergs Erasmus Montanus efter Christian Lollikes fabelagtige fortolkning for Aarhus Teater denne sæson? Ja. Naturligvis. I hvert fald hvis man har et iscenesættergreb, som er tilsvarende konsekvent.

Det har teaterlederen Jens Svane Boutrup på Bornholms Teater. Han har skabt en rå og morsom sommerforestilling, som på original vis blander et revyudtryk og en lokal øpatriotisme, så både bornholmerne og vi andre tilrejsende kan nyde en hermetisk fortolkning af det indsnævrede verdenssyn i Holbergs komedie fra 1723.

Erasmus Montanus er en komedie om en studerende, der vender så opblæst hjem fra København, at han faktisk bliver til grin i landsbyen. Den historie er fastholdt på Bornholms Teater, hvor tiden er ført op til 1970’erne med kæmpebriller. Her forvandler skuespilleren Morten Brovn sin Erasmus til en skøn nørd med selvsikkert langt hår og kropsspjæt. Han afslutter sejrsstolt alle sine argumenter med den uimodståelige trumf:

»Dixi!«

Fedtet sideskilning

Det bliver tre små ord, der bliver altafgørende for forestillingens egnstolkning: »Her på øen.« Det siger alle de andre figurer nemlig, når de skal forklare deres verden, der er flad som en pandekage.

Det er ikke mindst Jesper Asholts fortolkning, der skaber den forrygende klaustrofobiske følelse af provinsselvtilfredshed. Jesper Asholt stryger kejtet fingrene over sit fedtede sideskilningshår som den uduelige Per Degn – og hans fortolkning som borgmesteren har tilsvarende styr på jordnær maksimering af alt og alle. Det er gennemsjovt.

Henrik Ipsen overrasker med sin djærve bornholmske dialekt i rollen som Erasmus’ far, der bliver voldsomt imponeret over sin lærde søn. Og snart efter skifter han rolle til Erasmus’ kommende, rige svigerfar, der på selvsikkert rigsdansk får sat knægten på plads. Ak, ja.

Havfrue med splask

Imens venter Christine Albrechtslund utålmodigt som Erasmus’ skeptiske morlille. Indtil hun bliver forvandlet til en sten, for så ruller hendes øjne værre end færgen til Christiansø.

Det skønneste øjeblik er dog, da Christine Albrechtslund som Erasmus’ kæreste Lisbed med havfruehår og bedårende sommerfuglekjole lader sig trække op af sufflørkassen, så Erasmus kan redde deres kommende bryllup. Men nej. Den studerede nar giver slip, så den lækre havfrue forsvinder i dybet sammen med kærligheden… Splask!

Rønne Teater er landets ældste fungerende teater – fra 1823 – og især den nyrenoverede gadedekoration med huse fra Rønne er et lokalt hit. Faktisk er det afgørende visuelle øjeblik også netop dér, hvor Erasmus fornægter kærligheden for at holde fast i sin overbevisning om, at Jorden er rund. For her forsvinder alle dekorationerne omkring ham.

Tilbage står kun nogle hvide sidestykker og et bagtæppe med en lysende jordklode, og rundt om ham dingler runde glødelamper som vildfarne stjerner: Her står verdens ensomste mand. Straffet for sin lærdom i Julie Forchhammers meddigtende scenografi, der skærer verdenskortet til, så det passer til Bornholm. Undskyld: »Her på øen«.

Citronmånen er halv

Som altid skal man lige sluge Holbergs beske morale om, at dumheden sejrer over klogskaben. Men på Bornholms Teater bliver man suverænt hjulpet af den afvæbnende Jesper Riefenstahl. I rollen som broderen Jacob ser han Erasmus frejdigt i øjnene, mens han indrømmer, at han da også tror, at Jorden er rund; han siger det bare ikke til nogen.

Og når Jesper Riefenstahl spiller landbetjent (altså ridefoged), er det med marmorkage i den ene hånd og citronmåne i den anden – og et par umanerligt drilske bukser, der hele tiden truer med at glide ned fra hans strutmave. Det er et skønt komikertrick.

Nede i orkestergraven sidder kapelmester Lars Fjeldmose og akkompagnerer med glade revyviser og »Det sku’ være så godt, men så’ det faktisk skidt« som rammende omkvæd. Lars Fjeldmose hamrer i tangenterne, så flyglet danser – og han drejer på teatrets gamle vindmaskine og regnvejrsmaskine og et enkelt æggeur, så alt suser og brager i det gamle teater. Det er helt uimodståeligt. Og autentiske lokalt.

Det er heldigt for Holberg, at han er kommet til Rønne. Dixi!

Erasmus Montanus. Tekst: Ludvig Holberg. Bearbejdelse og iscenesættelse: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Julie Forchhammer. Lys: Mikkel Jensen. Musik og kapelmester: Lars Fjeldmose. Spiller på Rønne Teater. Til 28. juli 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu