Læsetid: 4 min.

På sporet af den tabte tid

’Minder fra i går’ er en af den japanske animationsinstruktør Isao Takahatas mest stilfærdige, men samtidig også meget charmerende og stærke film om at være barn, blive voksen og finde sig selv
27-årige Taeko (til højre) tager på ferie på landet i selskab med – i tankerne – sit tiårige alter ego (på sædet lige bag voksne Taeko) og mange af sin barndoms oplevelser i Isao Takahatas charmerende ’Minder fra i går’. Foto: Camera Film

27-årige Taeko (til højre) tager på ferie på landet i selskab med – i tankerne – sit tiårige alter ego (på sædet lige bag voksne Taeko) og mange af sin barndoms oplevelser i Isao Takahatas charmerende ’Minder fra i går’. Foto: Camera Film

27. juli 2017

27-årige Taeko, hovedpersonen i Isao Takahatas animationsfilm, Minder fra i går, er født og opvokset i Tokyo, hvor hun stadig bor og arbejder. Hun har dog altid drømt om at bo på landet, og i en ferie beslutter hun sig for at rejse ud til nogle bekendte af sin familie for at arbejde i deres minilandbrug.

Med på rejsen har Taeko i tankerne sit tiårige alter ego, og ferien former sig som et opgør eller måske snarere forsoning med en barndom i en familie, der ikke helt forstod hende.

Faren var en fjern, striks patriark, der altid læste avis ved middagsbordet, mens moren syntes, at Taeko var mærkelig, ja, måske endda ubegavet, og i hvert fald slet ikke lige så fremmelig eller dygtig til især matematik som hendes to ældre søstre. I stedet ville Taeko hellere skrive stile – hvilket moren hverken forstod eller roste hende for – og fik på et tidspunkt smag for at stå på scenen, men det satte faren snart en stopper for.

Man får fornemmelsen af, at denne ikke voldsomt lykkelige, men heller ikke ligefrem ulykkelige, barndom er en af grundene til, at den 27-årige Taeko stadig søger efter en mening med tilværelsen. Hun har et kontorjob, men det er ikke noget, hun for alvor elsker, og hendes mor er efter hende, fordi hun endnu ikke har fundet sig en mand, der kan forsørge hende.

Minder fra i går foregår i 1980’erne – og i begyndelsen af 1970’erne – hvor det var endnu mere almindeligt end i dag, at japanske kvinder gik hjemme og tog sig af hus og børn, mens mændene arbejdede. Det er bare ikke en fremtid, der tiltaler milde, positive og selvstændige Taeko.

Livet på landet

Undervejs på rejsen, og da hun ankommer til den lille by, hvor hun skal tilbringe sin sommerferie, tænker Taeko tilbage på sine oplevelser som en skolepige, der ikke fik lov til at rejse ud på landet i ferierne, men måtte blive hjemme i Tokyo.

Hun tænker på sin første forelskelse – i skolens bedste baseballspiller – på dengang, pigerne i hendes klasse fik menstruation, og drengene lavede sjov med det, og på den uhygiejniske dreng, der en dag begyndte i hendes klasse, og som hele tiden var efter hende. Var det, fordi hun hadede ham mest, og det kunne han mærke? Eller var det i virkeligheden, fordi han godt kunne lide hende?

Isao Takahata – der i mange år var mesteren Hayao Miyazakis kreative modstykke i Studio Ghibli, og som i nogen grad har stået i skyggen af sin berømte makker – er en mester i med humor og indfølelse at skabe den slags små hverdagsscener og flette dem ind i fortællingen om en pige og ung kvinde og hendes liv og udvikling.

Minder fra i går, der er fra 1990 og nu har danmarkspremiere, var en af de første japanske animationsfilm til at henvende sig til et overvejende voksent publikum.

Man glemmer hurtigt, at det er animation, ikke mindst fordi det ikke er spor svært at genkende sig selv i tiårige Taekos fornemmelse af at føle sig forkert og udenfor og i den 27-årige kvindes rodløshed, barndomsminder og tiltrækning af det landlige liv, hun måske i virkeligheden passer bedre til end livet i storbyen. Forsoningen med fortiden åbner muligheder for en fremtid, Taeko selv vælger.

For megen landbrugsromantik

På gården møder Taeko den lidt yngre Toshio, der har fravalgt en boglig uddannelse, fordi han hellere vil være landmand – og ikke bare hvilken som helst landmand. Han vil lære at bruge alle de gamle, økologiske metoder, hvor man er i harmoni med naturen og giver lige så meget tilbage, som man tager.

Der er måske nok lige lovlig meget landbrugsromantik i Minder fra i går, der noget unuanceret og entydigt hylder landlivets mange glæder. Men det er en charmerende fortalt historie og en smukt animeret film, så man overgiver sig gerne til den solbeskinnede, landlige idyl og den langsomt spirende romance mellem Taeko og Toshio. Toshio viser sig nemlig at være en ganske fornuftig ung mand, der for det meste formår at sige det rigtige, når Taeko fortæller om de af sit yngre jegs oplevelser, der stadigvæk hjemsøger hende.

Selv om nu 81-årige Isao Takahata ikke er helt lige så produktiv som Hayao Miyazaki, har han gennem en mere end 50 år lang karriere alligevel nået at lave en række spændende og fortryllende film, nogle hjerteskærende, andre mere lyse, der loyalt, varmt og gribende skildrer børns følelses- og fantasiliv og den sjældent nemme overgang mellem barn og voksen.

Minder fra i går er en af hans mest stilfærdige, men den er samtidig også stærk og livsbekræftende – og man kan godt se den med sine store børn.

’Minder fra i går’. Instruktion og manuskript: Isao Takahata. Japansk (En række biografer landet over med japansk tale og danske undertekster)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu