Læsetid: 3 min.

’Passagererne troede, at alt var, som det skulle være’

Lad TV 2 ælte din dødsangst. Det vil kanalen gerne. Hvorfor skulle den ellers have købt en masse programmer om flyulykker?
10. juli 2017

Det er ikke så lidt flabet af TV 2 at sende en håndfuld programmer om flyuheld lige op til ferien. Nye flyskræksofre kan begynde her, enten med den britiske dokumentar Verdens værste landinger eller med den næsten identiske programserie Tæt på katastrofen.

Sidstnævnte er dog lidt bredere i sin skildring af, hvad der kan gå galt, når mennesker hænger højt oppe over jorden i en højteknologisk metalkonstruktion ført af piloter, der ligesom alle andre mennesker kan begå fejl.

Kaboom

Med urovækkende undertitler som ’teknisk nedsmeltning’, ’det forbandede vejr’ og ’små fejl – store konsekvenser’ fremlægger Tæt på katastrofen et flyuheld ad gangen. Først antydes katastrofens årsag og omfang, så præsenteres flytypen, ruten og omstændighederne, det gik galt under.

Man får sat ansigt på et par af passagererne, som kan fortælle, at de blev bange og troede, de skulle dø. De er tydeligvis stadig levende, men det lyder aldrig rart. Ind i mellem er der klip af optagelser, flypassagerer har lavet af sig selv for at sige farvel til deres nære og kære, og folk, der glider ned ad nødrutsjebanen (eller hvad det nu hedder, det stykke flyinventar, man helst aldrig vil få brug for) og løber væk fra brændende fly.

Speakerstemmen holder det sagligt og pepper den alvorsfulde stemmeføring op med beklagende eftertryk, når særligt grufulde detaljer udpensles. Der er ingen tvivl om, at det er rigtig, rigtig ærgerligt, når et fly bryder i brand.

Flykatastrofedokumentarerne virker meget generiske i deres form. Man behøver heller ikke den store opfindsomhed for at ramme en nerve i publikum – det er en taknemmelig opgave at tale til folks angst.

For det må vel være det, der er meningen: At få folk til at gyse og tænke »godt det ikke er mig.« Det kunne også være tanken »det kunne lige så godt være mig,« programmerne er skabt til at vække.

Samtidig taler de med deres udpensling af ulykkesforløb til en forståelig fascination af, hvordan mennesker og teknologi interagerer med hinanden. Man får indtryk af, at det oftest er i den interne rollefordeling mellem menneske og maskine, at det går galt.

Bare rolig, ingen dør

Tæt på katastrofen og Verdens værste landinger skilter ikke med den ofte gentagede statistiske sandhed, at trafiksikkerheden er bedre i luften end på jorden. Det handler om de enkelttilfælde, hvor det ender galt, men ikke om dem, hvor det går rigtig galt og alle dør.

Det ville være perversion på et lidt højere niveau at underholde med den slags. Nu er det bare folk, der tror, de skal dø.

At se på brændende flyvemaskiner og høre om defekte landingsstel dækker det samme behov for at tænke over, hvor galt det egentlig kan gå, som får folk til at kaste sten ud over en afgrund, når man står og kigger ned.

Det er godt at vide, hvor langt der er at falde, og det er fedt at blive lidt svimmel ved tanken om frit fald.

Som en person, der har investeret sin grundangst i andre skrækscenarier end flykatastrofen, virker programmernes alvor let komisk. Bevares, det er selvfølgelig alvorligt, når liv står på spil, men den alvor, der udpensles med, virker som et tyndt fernis over det åbenlyse forhold, at programmerne er lavet for at underholde.

Alle kan se og høre, at det er rekreativ skræk og rædsel, der spredes. På den baggrund er det interessant, at speakerstemmen lyder som om, den er ked af at videreformidle de beklagelige hændelser, men den er desværre nødt til det. Det er godt med den.

’Tæt på katastrofen’ og ’Verdens værste landinger’ kan ses på TV 2 Play.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu