Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

De rigtige holdningers holdeplads

Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage
Åndeligt er Roskilde Festivalen en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst. Men det er også en galvanisering af på forhånd vedtagne holdninger. Informations musikredaktør har indsigelser og kærlighed til overs efter fire udmattende dage

Jakob Dall

Kultur
2. juli 2017

Der blev sagt for meget og lige tilpas lidt på Roskilde Festival 2017.

Midt i en turbulent politisk tid lå det lige for at ytre sig mod populistiske magthavere og højredrejede politikere, som vel kun få på Dyrskuepladsen anser som andet end dårligt nyt for verdensordenen.

Canadiske Arcade Fire sagde det i letfattelige vendinger ved deres koncert i skumringen lørdag aften på Orange Scene: »Its such a shitty time in the world«, sagde frontfigur Win Butler. »But this goes a long way«, lød de næste ord med henvisning til publikum, den fornemmelse af fred, som han følte strålede fra folket. Og som han kaldte »en meget værdifuld vare«. Det må have været en fortalelse.

Men lad os et kort øjeblik tage hans ord for gode varer. Lad os et øjeblik huske på, at vi også køber os til en p-billet på de rigtige holdningers holdeplads. Med ret til fire dages selvretfærdig harme og en lykkelig konsensus, der risikerer at føre os direkte i de polariserede skyttegrave.

Lad os huske på, at Roskilde Festivalen er en galvanisering af, hvad vi tror på. Sjældent en udfordring af det. En stilstand, man kan danse i.

Personligt elsker jeg det, fordi det er et kortvarigt og fast ritual. Man véd, at man kommer udmattet, men alligevel revitaliseret ud på den anden side. Åndeligt er det en gedigen bjørnekrammer. Festen er i de bedste øjeblikke en hjemkomst.

Stor hvid overfølsomhed

Som da jeg sammen med en kær ven glider ind i forreste pit ved Orange Scene til amerikanske Father John Misty. Jan er en sand mester i at glide venskabeligt gennem umiddelbart uigennemtrængelige folkemængder.

De åbner sig for ham, jeg følger i kølvandet. Vi finder et ståsted. Har rødvin i plastikglas på stilk, grenache hed druen – kan I se, hvor jeg vil hen, folkens?

Dér midt i velværen nagler den amerikanske selvhader noget i os, som man måske bedst kan beskrives som en stor hvid overfølsomhed over for livet. En livsuduelighed, sat i crooner-kunstens emotionelle versaler. Endda dundersmukt udbygget med strygere og blæsere fra Tivoli Copenhagen Phil.

Og fordi vi har kæmpet med og ikke er kommet videre med Radioheads uendelige melankoli inde under vores hud, så føles det befriende at se en modvillig homme fatale, der opretter en ironisk distance til sig selv og sine kvababbelser over livet. Skaber et rum, hvor vi kan både le og græde over os selv, et fortolkningsrum mellem Las Vegas’ iscenesættelse og rockismens autenticitet. Der er plads til os dér, god plads. Fordi der er lastbilslæs af tvivl.

Dans 1 – Hieroglyphic Being

Musikkulturelt er Roskilde Festivalen en safari.

Ja, i år dansede denne signatur til fransk filter-house, amerikansk gangsta rap, EDM-pop, east coast hiphop, afrobeat, hollandsk drum’n’bass, ekvilibristisk techno/house og congolesisk trancemusik.

Det første højdepunkt er en afroamerikaner fra Chicago, der havde besluttet sig for at lægge sine besværlige komplekse konstruktioner bag sig for en stund og i stedet leverede et magisk dansesæt.

I et vedholdende flow blev Hieroglyphic Being ved at væve nye melodier, harmonier, rytmikker inde i techno- og house-musikkens mørke stof. Polyrytmisk. Polymelodisk. Og dybt erotisk.

En sansende tilstand, bølgende op og ned i intensitet. Sex som fordybelse. Og uendelig langt fra den herskende EDM-musiks cumshot-æstetik. Serielle klimakser indhyllet i konfetti.

Forslag – Stryg ungdommen mod hårene

Hieroglyphic Beings forunderlige sæt fik mig til at tænke på, at Roskilde Festivalens dannelsesprojekt i år virkede en kende i defensiven.

Den massive tilstedeværelse af hiphop og tivoliserede elektroniske navne som Justice og Moderat/Modeselektor (og al respekt i øvrigt for alt dét) indikerede oftere forførelsesteknik end horisontudvidelse.

Hvorfor ikke forsøge at genne ynglingene i retning af andre elektroniske udtryk, som af ovenstående tranceskabende variant? Eller skal vi bøje os for den herskende opmærksomhedsradius, der synes dikteret af en Twitter-økonomisk kortform?

Ung hiphop – Bryson Tiller + Gucci Mane + Noname

Twitter-økonomi, hyperæstetisering og YouTubeisme rammer i fuld frontal firfarvet bredformat til amerikanske Bryson Tillers koncert på Arena.

En voldsomt autotunet, videodrevet koncert, hvor protagonisten synes at smelte i et med forførende visuals. Uden nogle højdepunkter, blot en lang zapning gennem billeder og lyd.

Til gengæld er Gucci Mane forrygende. I et totalt proppet Avalon-telt leverer Atlanta-rapperen og trap-mesteren og hans medrapper et sygt tilrøget sæt, hvor de slingrer om hinandens stemmer, bumlende synkoperet mellem beatsene. Uden en ren tone i livet, men i den skønneste skøreste samklang. Væltende gennem ord, der er så fulde af slør, at man hele tiden kører galt i dem.

Lige uden for teltdugen, hvor mine tro følgesvende og jeg er gået i stå i en mikro moshpit omringet af folk på MDMA og i gang med vaporizers med digitaldisplays, der fortæller om temperaturen på potdampen. I gang med at emulere den slingrevals og væltepeter, som ungdommen er.

Ja, koncerten må afbrydes, fordi alle de rødder, der er kravlet i de bærende pæle skal ned igen. Det er smukt på en skraldet måde.

Chicagos Noname er noget mere ligevægtig på Apollo-scenen. Hun rapper i et blødt, vuggende flow – jeg kommer til at tænke på en redningsbåd på smult vande. Uden at bekymre sig om publikumsforførelse, hyggeligt sludrende med folk, sikker i sin sag. Sikker i sine fortællinger fra en voldsramte hjemby, fortællinger, der er anderledes krasse end hendes flowet måtte indikere.

Gammel hiphop – Nas

De unge hiphop-hedsporer stod tæt i årets program, men muligheden for at bygge tværgenerationelle broer var skam også tilstede.

Hiphoppen er blevet ungdommens afgørende kultur og lingo, og det var ikke uden en forsigtig tro på fremtiden, at jeg overværede modtagelsen af to 90er-ikoner: Vestkystens centrale rapper Ice Cube (tidligere anmeldt) og østkystens lige så centrale rapper Nas. Sidstnævnte med et potent show med old skool-detonationer af snu slebne beat, der genopliver en svunden ungdom dér på Orange Scene. »All I need is one mic, one beat, one stage.«

Han tager den, scenen, gør den til sin. Fortæller om de gode gamle dage, beskriver hvordan man sætter et kassettebånd i en kassettebåndoptager. Klar over at forskellene på nye og gamle generationer i høj grad er teknologiske – måske mere end noget andet.

Både Nas og Ice Cube bekræfter at Roskilde Festivalens kernepublikum – som er folk i 20’erne – er klar til historielektioner fra grand old rap men. Lige som man tidligere var klar til at høre Neil Young, Stones, Dylan udlægge deres udgave af Dødehavsrullerne.

Dans 2 – Noisia ’Outer Edges’

Det andet højdepunkt udi den menneskelige boogies lyksaligheder er festivalens sidste navn på Apollo-scenen lørdag nat. Den hollandske trio Noisia leverer deres stramt programmerede audiovisuelle rumcigar af et show, døbt Outer Edges.

De tre herrer i rumdragter, inklusiv hjelme med lys i, eksekverende en flimmersynkoperede drum’n’bass, der på én gang er gøglet og et evolutionært skridt fremad.

Evolutionen kan måske bedst beskrives sådan her: Forestil dig at du kører 180 km/t og at du så samtidig forsøger at snuble i den modsatte retning på et løbehjul. Altså en form for snublende modrytmer midt højhastighedsprogrammeringer, der giver en forunderlig fornemmelse af bevidst kontraintuition. Det er forrygende – og mildt krævende at danse til.

Og jeg nyder at se min jævnaldrende ven, Rikke, rykke sin krop i de samme mønstre som mig – mønstre som enhver fysioterapeut ville forbyde. Og som vi sikkert kommer til at betale for i de kommende dage. Det er smerte, der er godt givet ud.

Tværgenerationelt – Erasure + Slowdive

Der var andre generationskløfter, der blev skrævet over på årets festival, end hiphoppens.

Den britiske synthpop-duo Erasure gav os en fin hitparade fra sen-80’erne krydret med mindre værdige sange fra deres senere produktion. En af den slags aftener, hvor sølvræve af begge køn nok ikke hørte så meget af selve koncerten, som deres egne begejstrede skrålen.

Nu er forsanger Andy Bell så heller ikke lige frem et teknisk vidunder. Og jeg er sikker på at min lillebror sent vil glemme telefonsvarerbeskeden med klassikeren »A Little Respect«. Ikke for Andy Bells præstation, men for den ømt øllede vokaltrio, der druknede ham i skrål.

Det er med langt mindre distance at jeg lørdag besøger shoegaze-rockbandet Slowdive på Astoria. Fordi de netop har udgivet en pletvist strålende ny plade, og fordi jeg ved, hvor overvældende denne rockafart med sin storhedstid i begyndelsen af 90’erne kan være.

I de mellemliggende 25 år er der sket seriøse forbedringer inden for lydudstyr, ikke mindst på Roskilde, og det er helt ærligt en ekstatisk oplevelse at komme inden for i teltet, ind i den kosmisk storslåede lyd fra et band af stærkt melankolsk anlagte drømmere.

Guitarpedalernes magi, der får én elguitar til at svæve dronende forsølvet gennem sangenen og en anden, der bygger buldrende uvejr i mellemtonen. Bassen der er en udflydende dub-eminence nederst i mixet, hvor alt flyder sammen til en dundersmuk impressionistisk helhed. Guitaren, stemmerne, hele rockbandet som en klangpalette, som man formulerer forundring over verdens potentielle skønhed igennem.

For denne signatur med et uventet dyk ned i en sorg, og så pludselig op igen og ud i en vranten konstatering af at Slowdive, så når alt kommer til alt ikke har nok gode sange til mere end en time. Brat opvågnen.

Her er en idé: Flere kvinder

Roskilde Festivalen er fuld af gode intentioner, men ikke alle realiseres. Måske mest tydeligt markeret i år via partnerskabet med anticensurorganisationen Freemuse deres Let Women Sing-kampagne.

»Freemuse will not only focus on the world outside the so-called “West”, but will also provide information and talk about the inequality seen in the music industry in Denmark, and the rest of the Western world. Some might think such cultural inequality only exists outside of the Western world, but female musicians are still underrepresented at festivals, including at Roskilde Festival, even in 2017«, står der i pressemeddelelsen.

Det kan der være noget om. Soundvenue har talt op, og når frem til at der var 15,74% kvinder på plakaten.

Well, Roskilde... Hvorfor ikke forsøge at putte handling bag ordene og det nye partnerskab?

Lyset i Gloria – Debashish Battacharya

Det hele starter og slutter på en måde lørdag allerede ved middagstid. En indisk mester bygger et uendeligt rum inde i Gloria-hallens begrænsede fysiske rammer. De forsvinder. Jeg lukker øjnene.

Debashish Battacharya har selv bygget sine Hindustan slide-guitar og er blåstemplet mester inden for sit fag og instrument. Han har sin egen skole og egen festival. Med på scene har han en tablaspiller.

Han starter med en »Monsoon raga«, først regnen som forsigtige fingre over jordens gribebræt, så i stadig stærkere slagregn. Siden så flimrende hurtigt, at det inducerer en trance, i hvert fald i denne discipel.

Hans spil er umuligt at kategorisere. Så mange teknikker i spil. Så rig og inkluderende en musikalitet. Hvor alt synes på gennemrejse, kosmos inklusive. En oplevelse af at livet komprimeres ned i en raga og alligevel afslører sig i sin fulde skønhed og sorg, glæde og kompleksitet.

Et abstrakt rum, der lyser. En mester, der træder tilbage, ud af ligningen og lader musikken strømme igennem sig ud til os.

Der er en mand, der vakler rundt blandt publikum. Han løfter en finger som om, han kommer i tanker om noget. Går målrettet ud gennem mængden. For så at komme tilbage.

Måske er han tosset, måske manifesterer han bare rent kropsligt den rådvilde fornemmelse, som man sagtens kan besvare et værk som dette med. Et værk med så meget ro, at man godt kan gå i panik, hvis ikke man husker at trække vejret dybt og lader det tage bo i en.

Debashish Battacharya spiller også en komposition, der handler om romaerne og deres rejse for 1500 år siden, fortæller han fra den indiske stat Rajasthan og vestpå. Han nævner at de rejser ind i Europa gennem Armenien. Jeg tænker på pigtrådshegn.

Han spiller også pludselig amerikansk folkemusik, slider rundt over og plukker i og stryger over strengene i vestligt genkendelige mønstre, glider så i retning af sin egen tradition – så de varierende former for folklore flyder sammen i én stor musikalsk fauna.

Det er politik uden at det bliver eksplicit, for let. Det er traditioner, kulturer føjet sammen af en mester, der uden anstrengelse påpeger vores fællesskab på tværs af alle skel og grænsebomme.

Outro

På en festival så stor som Roskilde kan man kun anmelde sin egen vej gennem musikprogrammet. Der bliver taget masser af fejlagtige beslutninger. Helt forkerte ledsagere kan spolere oplevelser. Man passerer åbne døre ud til alting, og går ind til ingenting.

Denne signatur kan blot konstatere, at der igen var uforlignelige højdepunkter, som altid vil være personlige – dikteret af tid på dagen, humør, væskebalance, ledsagere, lydmand, nærmeste medpublikum, vindretning und so weiter. Jeg har dog alligevel forsøgt at argumentere professionelt for dem her foroven.

Og tillad mig at tilføje et knap så prof argument: At jeg også i år græd. Til postmoderne crooning, indisk raga og britisk shoegaze-rock. Det gik naturligvis udover væskebalancen. Men for dét – og mange andre oplevelser og overvejelser, vandringer og vandinger – er jeg alligevel taknemmelig.

Serie

Roskilde Festival 2017

Gennem røg, damp, skybrud og uoverskuelige mængder af musik og andre former for sansebombardementer strider Informations udsendte og udsatte medarbejdere sig gennem Roskilde Festivalen.

Mudderfarvede fordybelser i det vilde økosystem af ny musik. Kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Interviews med de skarpeste tunger. Reportager fra et utopisk anlagt orgie. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Voldtægtsdebatten viser, at Roskilde Festival burde gøre mere for at oplyse om samtykke

    6. juli 2017
    Den næste måned tager hundredtusindvis af danskere på musikfestivaler rundt i landet. For langt de fleste vil lejrlivet blive et tiltrængt frirum fra hverdagen, men enkelte vil med statistisk sandsynlighed blive voldtaget.
  • Festivalen har også et ansvar for, at roskildesygen spreder sig

    5. juli 2017
    Roskildesyge er en smitsom viruslidelse, der kommer pludseligt med opkastninger, diarré og mavesmerter. I den forløbne uge har medierne været fyldt med historier, der giver de samme symptomer. Men medierne overser, at Roskilde Festival også har et ansvar for, at sygdommen spreder sig
  • Arcade Fire var alting, lige nu, hele tiden

    2. juli 2017
    Det var halvanden time med den emotionelle speeder i bund, da canadiske Arcade Fire indtog Orange Scene lørdag aften. Fuldstændigt uden ironisk distance leverede de et kompakt show, der ikke slap sit tag i os på noget tidspunkt, hvor de tog ansvar for følelserne og kærligheden, men hvor de dog ikke tog os noget afgørende nyt sted hen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her