Læsetid: 4 min.

Slå ikke dig selv ihjel

Malinesiske og koncertaktuelle Oumou Sangaré kaldes ’Sangfuglen fra Wassoulou’. Hendes nye album, det første i otte år, tackler sociale problemer, især for kvinder – og denne gang også selvmord. Det er forunderlig musik, som løfter selv den leverpostejfarvede vestlige sjæl højt
Malinesiske og koncertaktuelle Oumou Sangaré kaldes ’Sangfuglen fra Wassoulou’. Hendes nye album, det første i otte år, tackler sociale problemer, især for kvinder – og denne gang også selvmord. Det er forunderlig musik, som løfter selv den leverpostejfarvede vestlige sjæl højt
6. juli 2017

Oumou Sangaré er en udfordrer. En sanger og sangskriver, der med afsæt i traditionel malinesisk musik tager kontroversielle emner op med en smukt svungen stemme.

Hun synger om kvinders rettigheder, går i kamp for ligestilling og mod fattigdom, machokultur, arrangerede ægteskaber og polygami. Hun blev selv født ind i en polygam familie med to hustruer.

Men Oumou Sangaré er også en samlende karakter, en superstjerne i Wassoulou-regionen i Vestafrika. Et område, hvor grænserne mellem Mali, Elfenbenskysten og Guinea mødes, altså en region, der er blevet splittet af kolonitidens nyoptrukne grænser.

Hun spiller tit roller i sine sange, ja, i nummeret »Sigi Kuruni« fra 1993 betjener hun sig af ironi og antager en mors stemme, rådende sin bortgifte datter til at finde sig i ægtemandens tæsk.

Og på hendes aktuelle single »Yere Faga« taler hun imod selvmord. »Living among humans is challenging, but don’t kill yourself/Todays people are not easy to live with, but don’t take your own life«, lyder en del af teksten i oversættelse. Slå ikke dig selv ihjel, det nytter at leve.

Ambassadør for regionen

49-årige Oumou Sangaré blev opdaget af den nu afdøde landsmand og mesterguitarist Ali Farka Touré og var kun 21, da hun i 1990 fik sit internationale gennembrud med debutalbummet Moussoulou.

Hun synger gerne på bambara, der tjener som lingua franca, altså som et forbindelsessprog mellem folkeslag, der ikke har det samme modersmål. I det her tilfælde i Mali, hvor omkring fem millioner har bambara som modersmål, og ti millioner har det som andetsprog.

»Sangfuglen fra Wassoulou« blev hun snart døbt, og hun anses i dag for en ambassadør for regionen. Hun har så også været FN-goodwill-ambassadør og er også en succesrig forretningskvinde, der ejer et hotel i Malis hovedstad, Bamako, og har lagt navn til en bil, den kinesisk producerede Oum Sang. Hun siger selv, at hun byggede hotellet for at vise kvinder, hvilke muligheder de har.

Sangaré var også med til at starte – men er ikke længere med i – den vestafrikanske kvindegruppe Les Amazones d’Afrique, der tæller stjerner som Angélique Kidjo, Nneka og Mariam Doumbia fra duoen Amadou and Mariam.

Mogoya hedder hendes nye, syvende album, det første i otte år, og det er rent æstetisk (når man nu ikke forstår bambara) en nydelse.

Der er tre dimensioner på albummet, som er eksotiske for det vestlige øre. 1) Den ubesværede rytmik, der ikke maser sig på, men synes at sætte sig i hele kroppen som behagelige, indbyrdes indviklede vekselstrømbevægelser.

2) Harmonierne og melodierne, som er helt evident udenfor Occidentens rækkevidde. I færd med at besynge noget uden for vores leverpostejfarvede åndelige sfære. Harmonier og melodier, der trækker på en gammel tradition og fuldendes i call-and-response mellem Sangaré og det svirpende, muskuløse kvindekor.

3) Traditionelle afrikanske strengeinstrumenter som n’goni og rytmeinstrumenter som kalabas.

Ganske moderne

Men Mogoya er også – takket være det parisiske producercrew A.l.b.e.r.t. – en ganske moderne plade.

Mellem de fint vævede rytmiske strukturer smyger sig tætte elastiske bass-riffs, mens vokalerne hele tiden synes at rykke og slå buler i rytmikken. Synthesizeren farver albummet igennem de underfulde sange. Lyde zapper ind og ud af lydbilledet, ikke mindst elguitar. Og vigtigst: A.l.b.e.r.t. opretter flere forskellige klangrum på én gang, i smukt konstruerede lag på lag i sangene.

På »Djoukourou« sker det med en dolkende synth-akkord, som kommer fra et sted oppe i atmosfæren. På »Kamelemba« er koret og synthesizeren placeret i et stort klangrum i skarp kontrast til hovedpersonen og de traditionelle instrumenters uldne, intime produktion.

Og så er der titelnummeret, der ledsages af et mørkt klingende strengeinstrument og sindssygt sprøde strygere. Hvorefter himmelrummet åbner op med glasklange og kor svævende frit i luften og Sangarés stemme pludselig et sted langt ude i æteren.

Det er et opgør med autenticitet, med ideen om at præservere musik fra de varme lande i et realistisk rum, hvor alt spilles live. Hvor et album er et snapshot af en optræden. Et eksotisk museum.

Det taler i dén grad til Mogoyas fordel, at Sangaré opererer i en moderne stilistik, hvor studiet er endnu et instrument. Og hvor løsrivelsen af instrumenter og stemmer fra tid og sted skaber nye underfulde fiktioner, lige så rige på betydning og værdi som den upolerede live-optagelse.

Som lille elskede Sangaré James Brown, en mand, der inspirerede nigerianske Fela Kuti og Tony Allen (der også figurerer på Mogoya) til at definere deres helt egen stil funderet i lokale traditioner, men med elementer af amerikansk funk. Til dét, der blev til afrobeat.

Sangaré udmejsler på Mogoya sin egen niche med fødderne plantet solidt i egen tradition, men med et forfinet øre vendt mod vestlig teknologi og klangforståelse. Hvem ved, en dag er der måske nogen i den nordlige hemisfære, som finder det betimeligt at finde deres svar på denne underfulde musik fra Mali? Man har vel lov at håbe.

Oumou Sangaré: ’Mogoya’ (No Format). Oumou Sangaré spiller på Copenhagen Jazz Festival i Kulturhuset Islands Brygge på lørdag

Kilder: Bomb Magazine, The Guardian, Wikipedia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu