Læsetid: 4 min.

’Tjenerindens fortælling’ er en fremtidsdystopi, men også en historie om at være bundet af sit køn og sin tid

Romanen bag årets HBO-successerie ’The Handmaid’s Tale’ genudgives nu på dansk og retfærdiggør sin status som klassiker i engelsktalende lande. Det er en fremragende bog om at være kvinde i et misogynt samfund og om at være et individ i en verdenshistorie, der vil fortsætte og fortsætte og fortsætte
HBO-seriens internationale succes, får nu også Lindhardt og Ringhof til at genudgive Margaret Atwoods fremtidsroman ’Tjenerindens fortælling’ i Danmark

HBO-seriens internationale succes, får nu også Lindhardt og Ringhof til at genudgive Margaret Atwoods fremtidsroman ’Tjenerindens fortælling’ i Danmark

HBO Nordic

8. juli 2017

Det er svært ikke at læse fremtidsromaner politisk. Sandsynligvis, fordi de handler om netop dette: fremtiden. De tager udgangspunkt i deres samtids potentielt fatale konsekvenser og kan derfor ikke undgå at stille spørgsmålet: Hvad gjorde vi – eller rettere – hvad gør vi galt?

Således er det også svært at lade være med at læse canadiske Margaret Atwoods fremtidsroman Tjenerindens fortælling fra 1985 som en direkte kritik af den højredrejning, der fandt sted i den vestlige verden under dens udgivelse.

Og når den nu genudgives og gøres til storsælgende HBO-serie, er det ligeledes svært ikke at se den som en kommentar til det skrøbelige politiske landskab i USA.

Måske er det en af grundene til, at Atwood allerede året efter udgivelsen af The Handmaid’s Tale så sig nødsaget til at udtale til avisen The New York Times, at »novels aren’t slogans«.

Hun nægtede at se sit værk som bærer af én specifik politisk pointe. Og selv om der bestemt er en politisk pointe eller to at finde i romanen, er Tjenerindens fortælling en klassiker, fordi den også siger noget universelt om at være kvinde og om at være bundet af sin tid.

Ceremoniel voldtægt

Tjenerindens fortælling foregår i USA omkring årtusindskiftet. Her er det totalitære regime Gilead blevet stiftet som løsningen på en økologisk krise, der har ledt til ekstremt lav fertilitet.

I Gilead bliver alle fødedygtige kvinder gjort til tjenerinder, der hver måned ceremonielt voldtages af manden i den overklassefamilie, de bor hos. Viser de sig ikke fertile, sendes de til ’kolonierne’, regimets frygtede arbejdslejre.

Kvinder er i det hele taget undertrykt i det patriarkalske Gilead. De må ikke læse, ikke arbejde, ikke eje noget. Men tjenerinderne er lavest i fødekæden. De ses ned på af de andre tjenestepiger, de er hadet af de misundelige, infertile hustruer, og de bliver opkaldt efter husets herre; heraf vores hovedpersons navn: Offred, of Fred, af Fred.

Romanen er ubehageligt læsestof. Offred har fået taget alt fra sig; sin mand, sit barn, job og hjem. Nu må hun beslutte sig for, om hun vil blive ved med at håbe eller forsøge at glemme, at overgive sig til sin skæbne.

Sprogets tone er på vippen mellem underkastelse og hadefuld vantro, når Offred beskriver tjenerindernes bønner: »Det, vi bad for, var tomhed, så vi selv ville blive værdige til at blive fyldt: med nåde, med kærlighed, med selvopofrelse, sæd og babyer.«

Kvindens natteside

Men Atwoods prosa er også let og troværdig. Hun har en særlig timing i sit sprog, der gør, at man kan blive ved med at indtage det. Plottet folder sig elegant ud, det forhaster sig aldrig. Midt i beskrivelserne af vold og udnyttelse tager romanen sig tid til at beskrive simple observationer, små tankenedslag, der gør det tænkte univers til virkelighed.

Offred betrager f.eks. havens røde tulipaner, sammenligner dem med blodet fra en systemforræders mund og tænker lommefilosofisk: »Tulipanen er ingen grund til at tro på den hængte mand eller vice versa. Hver enkelt ting er gyldig og virkeligt til stede.«

Endnu en styrke ved Tjenerindens fortælling er, at den også er kritisk over for kvinderollen fra Atwoods samtid, dvs. fra det moderne liv, som Offred i mange korte flashbacks længselsfuldt ser tilbage på. I færd med at beskrive, hvordan kærligheden mangler i Gilead, kommer Offred i tanke om tilstanden i fortiden:

»Der var steder, hvor man ikke brød sig sig om at gå, forholdsregler, man tog, som var noget med at låse vinduer og døre, trække gardiner for, lade lyset være tændt. Disse ting, man gjorde, var som bønner; man gjorde dem, og man håbede de ville redde én.«

Bønner hører altså ikke kun Gilead til. I Tjenerindens fortælling har det at være kvinde i det hele taget en skyggeside. På sin egen forsigtige måde gør Atwood det klart, at det ikke kun er i totalitære regimer, at kvindens position er udsat. Det er en vigtig og veludført nuancering. 

Historisk metalag

For den, der, ligesom denne ulykkelige læser, startede med at sluge tv-serien, er der ikke mange overraskelsesmomenter i romanen. Man kan sige at HBO-serien står i dyb gæld til Atwoods roman. Men der er et aspekt i bogen, som giver den en dybde, serien ikke har.

Jeg vil forsøge ikke at plotspoile, men jeg er nødt til at omtale bogens sidste kapitel »Historiske noter«: Her er vi til konference blandt en gruppe historikere fra Det Gileadiske Forskningsforbund, der mødes den 25. juni 2195. Deres vigtigste historiske kilde er Tjenerindens fortælling(!).

Dette metalag giver læseoplevelsen en historisk dybde, en fornemmelse af noget universelt. Det minder os om, at vi alle bevæger os et sted på verdenshistoriens tidslinje. 

Engang var vores tid ekstremt langt ude i fremtiden, og om ikke længe vil den være en mere eller mindre dokumenteret fortid, knogler i jorden, papirbunker, computerarkiver. Alle tider er for hinanden et mysterium, synes Atwood at sige, vi kommer også selv til at være det for nogen.

Margaret Atwood: ’Tjenerindens fortælling’. Lindhardt og Ringhof. 356 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • ingemaje lange
Lise Lotte Rahbek og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu