Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Whistleblower-udstilling stiller spørgsmål til digital ret og retfærdighed

På Charlottenborgs aktuelle udstilling støder man både på whistleblowere som Chelsea Manning, Julian Assange og Edward Snowden, men også Una-bomberen Ted Kaczynski, det aggressive internetfænomen ’lulz’ og højreekstremisten Anders Breivik. Udstillingen spørger på interessant vis: Hvem ejer retten til at definere, om whistleblowere er samfundets helte eller fjender?
Julian Assange, ’The World Tomorrow: Slavoj Zizek & David Horowitz’ fra udstillingen ’’Whistleblowers & Vigilantes’ på Kunsthal Charlottenborg.

Julian Assange, ’The World Tomorrow: Slavoj Zizek & David Horowitz’ fra udstillingen ’’Whistleblowers & Vigilantes’ på Kunsthal Charlottenborg.

Anders Sune Berg

Kultur
5. juli 2017

Med de seneste afsløringer af et dansk firmas eksport af masseovervågningsudstyr til lande som Saudi-Arabien og Qatar kan der vist ikke herske tvivl om, at information både er et potent våben og en lukrativ salgsvare, der har brug for en stærkere etisk indpakning.

Allerede i 1990’erne begyndte de første onlineaktivister at opvise digital ’civil ulydighed’ i protest mod nettets tiltagende kommercialisering og kontrol, og særligt inden for de seneste år er whistleblowere og hacktivister blevet prominente figurer i diskussionen omkring deling af information på nettet.

Men hvilke etiske eller retslige principper kan overhovedet legitimere internetaktivisme, og hvori ligger forskellen mellem at være hacker, whistleblower og selvtægtsmand?

Dette er de centrale og yderst aktuelle spørgsmål, som udstillingen Whistleblowers and VigilantesFigurer fra den digitale modstandskamp stiller. Gennem en eklektisk blanding af tv-klip, dokumentation, illustration og kunstværker får udstillingen præsenteret et kulturhistorisk vue over den digitale modstandskamp.

Et fascinerende landskab af etiske gråzoner og et kontroversielt persongalleri af hackere, whistleblowere, kunstnere, terrorister og aktivister, der til udstillingens store ros virkelig formår at sætte disse spørgsmål til debat.

Desorienterende arkiv

Kuratorerne bag udstillingen, Inke Arns og Jens Kabish, der oprindeligt producerede udstillingen til Hartware MedienKunstVerein i Dortmund i 2016, har inddelt udstillingen i seks forskellige definitioner af retten til digital ulydighed, lige fra »Naturretten«, ideen om at handle i overensstemmelse med en højere (moralsk) lov, til »Selvtægt«.

Udstillingseksemplerne er derfor bygget op på tværs af kronologi og politiske sympatier, så en graffititekst af anarkistkollektivet Tiqqun eksempelvis er udstillet sammen med et foto af verdens første whistleblower Daniel Ellsberg (der lækkede hemmelige dokumenter om USA's militærstrategi i Vietnamkrigen) og et diagram over Snowdens afsløring af NSA’s masseovervågning.

Gennem dette ikke-kronologiske, lettere desorienterende arkiv sætter udstillingen etikken omkring digital ulydighed på spidsen. I et kontroversielt kuratorisk greb føjes højreekstremisten Anders Breivik eksempelvis ind under samme kategori om »Selvtægt« som hacktivisterne Anonymous. For når Anonymous legitimerer deres aktioner ud fra et princip om selvjustits, hvordan adskiller deres motivation sig så fra Breiviks?

Various: ’I did it for the lulz’ (2016) fra udstillingen ’Whistleblowers & Vigilantes’ på Kunsthal Charlottenborg.

Various: ’I did it for the lulz’ (2016) fra udstillingen ’Whistleblowers & Vigilantes’ på Kunsthal Charlottenborg.

Anders Sune Berg

Man fornemmer på udstillingen også en grundlæggende diskrepans mellem whistleblowerens offentlige image som demokrati- og frihedskæmpere, og den amerikanske regerings systematiske »War on Whistleblowers«. Her kommer en tankevækkende uoverensstemmelse mellem statens og befolkningens ideer om digital ret og retfærdighed til syne.

Udstillingens store styrke er denne selvsikre præsentation af stoffet som en diskussion frem for en konklusion. Vidt forskellige positioner og politikker udfoldes side om side og skaber masser af plads til, at beskueren kan drage sine egne konklusioner og historiske paralleller på tværs af materialet.

Æstetisk pusterum

Den omfangsrige kulturhistoriske præsentation gør dog, at udstillingen som helhed bliver en anelse formidlingstung, ikke mindst på grund af de mange (lange!) tv-udsendelser, kulturhistoriske artefakter og talrige formidlingstekster, der bevirker, at de visuelle eksempler kvæles en smule i tekst og tale.

Man kunne sagtens have forestillet sig et større arbejde med at præsentere de kulturhistoriske ideer og figurer i et langt mere fængende visuelt sprog, der indbød til større nysgerrighed og fordybelse. Især når det netop er en kunsthal, udstillingen præsenteres på. Imidlertid har det uden tvivl været en vanskelig kuratorisk opgave at give internettets strøm af information en interessant materiel form.

Heldigvis balanceres den kulturhistoriske præsentation af flere interessante samtidskunstværker, der giver tiltrængte æstetiske pusterum. Blandt andet kan man opleve den israelske samtidskunstner Omer Fasts virtuose videoværk »5.000 Feet is the Best« (2011), der i en blanding af fiktionsscener og virkelige interviews skildrer dronepilotens afkoblede, men fatale rolle i krig.

Også Trevor Paglen, én af den digitale samtidskunsts mest interessante, kritiske figurer, har det sorthumoristiske værk »Symbology« (2007) med på udstillingen. Kunstværket består af en samling militærmærker over tophemmelige, statslige forsvarsprogrammer med navne som The Ghost Squadron og A Lifetime of Silence, der illustrerer det absurde i at lave visuel branding til usynlige, hemmelige operationer.

Det berlinbaserede kollektiv Peng! Collective har i Charlottenborgs indgangshal installeret telefonboksen »Call-A-Spy« (2016), hvor man (måske) kan få en medarbejder fra PET eller NSA i røret. I disse værker oplever man både engagerende og seriøse undersøgelser af retssikkerhedsmæssige gråzoner som masseovervågning og dronekrig, der alene gør udstillingen et besøg værd.

På sidste års Roskilde Festival vakte Edward Snowden stor begejstring hos publikum, da han over en live-video på storskærmen proklamerede:

»Nogle gange er den eneste moralsk rigtige beslutning at bryde loven.«

Det er dette centrale udsagn og vigtige moralske spørgsmål, Charlottenborgs aktuelle udstilling tester og belyser fra forskellige vinkler. Efter at have set udstillingen står jeg ikke tilbage med et klart svar, men en bittersød fornemmelse af påtrængende nødvendighed.

’Whistleblowers and Vigilantes – Figurer i den digitale modstandskamp’. Kunsthal Charlottenborg. Nyhavn 2, 1051 København K. Indtil den 13. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jeg kan da hurtigt afklare en del af spørgsmålet: una-bombemanden og udyret fra Utøy kan aldrig høre i samme kategori som f.eks. Manning, alene af den grund at de myrdede uskyldige mennesker.

Selv om annonymous har et blakket ry som undergrundsorganisation uden offentlig leder, er deres mål det samme som wikileaks. At kæmpe for ytringsfrihed, og imod censur af nettet. Deres mål har derfor altid været politiske, da det er politikernes 'julelege' de reagerer på. De hacker når de kan forsvare det ud fra et humanistisk eller menneskerettigheds synspunkt, eller når regeringer tages i overgreb, snyd eller løgn. F.eks. Angrebet mod Israels statslige hjemmesider under de ødelæggende bombardementer af Gaza.
At sætte lighedstegn mellem dem og Breivik, som er motiveret ud fra personlige racistiske motiver, som er en dødsfarlig terrorist, og som ingen genklang har i den brede befolkning, er søgt.

Skal vi handle politisk eller købe en billet til en æstetisk trasketur i Charlottenborgs royale sale? Er det lystfuldt eller kedsommeligt at læse dette? Lige nu samler 100.000 sig til en ordentlig gang buksevand i Hamburg. Også dette er en form for aktualitet. Også dette har sin æstetik og sin dresskode. I disse dage prøver jeg mig frem på Informations kommentarfelt. Jeg ser at Pernille Lystlund Matzens artikler næsten ikke giver anledning til kommentarer - foruden her, kan kun artiklen om "to minutter til dommedag" fremprovokere en respons. Dommedag har også været aktuel lige siden 1947. Hvis man ikke skal give sig hen til det pseudo-intellektuelle - hvad skal man da gøre? Lige synes meget i verden at kunne ske - enten til det værre, med krig, passivitet og overvågning til følge og det synes alle store magter at have bestemt sig for – ellers må vi gøre oprør! Og hvordan går man i gang med det? Måske ved at prøve at tænke klart. Først og fremmest skal vi koncentrerer os på indholdet i hvad whistleblowerne siger. Hvad er det Vault 7, Podesta emails og DNC leaks drejer sig om? Lyt her til Julian Assange hos Amy Goodman, og gå videre til George Webb og Jason Goodmen. Gå til de alternative medier; de etableredes information er misinformation.
https://youtu.be/T2zrNtNOHOU
https://youtu.be/35ZXV-UwPYI

Poul Sørensen

Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved at oplyste mennesker ejer sund fornuft. Så længe demokratiet lever op til at være et oplyst demokrati, så længe må vælgerne anses for at ejeretten til at dømme, det er essensen i demokratiet.
- Vi bør altid i disse diskusioner tage udgangspunkt i om det demokratiske system lever op til det's forpligtigelse til at oplyse og informere. Borgerne må være den essentielle rettighedshaver... og aldrig systemet... systemet er blot formidler og administrator.
- Når Snowden er en helt i offentlighedens optik, så er det systemets forbannede pligt at reformere sig selv og komme i sync med offentligheden.