Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Aarestrup er erotikeren, kort og godt

Emil Aarestrups breve er aldrig søvnige, der er ingen kedsommelige bastioner, der skal forsvares, de er formidabelt nærværende og vitale. Få andre brevskrivere er mere berigende end ham. Nu er de alle samlet, og Niels Barfoed nyder gensynet med den erotiske digters og læges formidable breve
Emil Aarestrups rejse til Tyskland som livlæge til den dødssyge komtesse Amalie Raben, gav anledning til forfatterskabets måske skønneste erotiske digte, og til gisninger om de to rejsefællers, den syge og den raskes, desperate affære. Digtet ’Angst’ er her skrevet på en mur i København i 2015.

Emil Aarestrups rejse til Tyskland som livlæge til den dødssyge komtesse Amalie Raben, gav anledning til forfatterskabets måske skønneste erotiske digte, og til gisninger om de to rejsefællers, den syge og den raskes, desperate affære. Digtet ’Angst’ er her skrevet på en mur i København i 2015.

Peter Hove Olesen

Kultur
12. august 2017

Der er så meget, der gør digteren Emil Aarestrup interessant ud over det hævdvundne og indlysende: hans sans for den erotiske betagelse/besættelse og hans overlegne poetiske omsætning af den.

Han var læge. Bare det. Det var Chr. Winther ikke, Carsten Hauch ikke, hvad de dog ikke skal høre for. Aarestrup var fritidsdigter. Det var de andre ikke. Bevares, Hauch var i en periode direktør for Det Kgl. Teater, men det var jo fordi, han også var skuespilforfatter. De verdensanskuelser, som de andre hylder (og ligger under for, som man jo gør), var uden vaklen idealistiske og nationale og kristne.

Derfor er de – og mange andre i tiden med dem – alle sammen i tjenesten, når de digter. Det var Aarestrup ikke. Han understøttede ikke nogen verdensorden med sin kunst, ideelt og moralsk. Han undersøgte kunsten og dens muligheder med sin digtning. Hvad kunne han få den til? Og hvor kunne den bringe ham hen?

Han var ikke ubetinget på det godes side, men på det skønnes.

Ja, der er meget at hæfte sig ved. Aarestrup kan iagttage Øhlenschlæger bagfra på gaden og konstatere, at den gamle (som store danske digtere åbenbart har for vane) havde »en rædsom Kasket paa hovedet, især saae hans brede Nakke bagfra besynderlig commandeer-sergentagtig ud«. Sådan havde de andre næppe kunnet skrive om den laurbærkransede digterfyrste fra Frederiksberg.

Og omvendt: Få havde næppe heller kunnet gøre Aarestrup det epigram efter, som han viede sit gamle idol, og hvor han forklarer, at nok kunne Øhlenschlægers digtning skuffe svært med årene, men »der er flere Kræfter i hans Bærme / End i de andres Første-Draaber«. Det kan man kalde generøst overskud.

Denne evne til at forbinde højt med lavt er der vel ingen anden forklaring på end idealistisk uforblændethed. Under dissektionsøvelserne, som anatomistudiet bragte med sig, er den unge Aarestrup på en gang den saglige medicinstuderende og digteren, der begejstres over »Senerne, blanke som Sølv«, over de hvide led og det uendelig fine net af årer og nerver.

Meget detaljeret beretter han i et brev til sin elskede om underet, der kommer for en dag, når man fjerner huden på et menneske: »Et dødt Legeme indeholder en Skat af den høieste Skjønhed (...)!«

Og for at være helt sikker på at vække sin uskyldige Caroline ender han et brev om sin dagligdag på instituttet med dette kanonslag: »(…) naar du rører Bolledeig eller dækker Bordet, sidder jeg paa Anatomikammeret med Kniven i Hjertet paa en gammel Kone (…)«

Carl Ludvig Emil Aarestrup (1800–1856) var læge og digter. Han udgav en digtsamling i sin levetid: ’Digte 1838’.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Aarestrup er det altid værd at lære bedre at kende.

Det ønskede samtiden ikke – med pinligt få undtagelser. Han blev holdt tilbage. Der skulle en Georg Brandes’ autoritet til at drage ham ind på scenen i et essay fra 1867. Da var digteren død for længst.

Nu tilbydes Aarestrup-forskningen, der i mellemtiden har vokset sig stor, et enestående materiale i form af alle de bevarede breve, digterlægen skrev. De er udkommet i fire smukke bind, det hele varetaget og kommenteret af Eva Vikjær for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hvilken luksus!

I 1952, så sent, kom en biografi ved Hans Brix, en temmelig løs fremstilling og, hvad det biografiske angår, tilmed løsagtig. Et tolkningsforsøg i stor stil og med sans for inspirationens eksistentielt-æstetiske vildveje blev gjort tredive år senere i Keld Zeruneiths disputats Den frigjorte i 1981 – hvis titel godt kunne have brugt et par anførselstegn.

Allerede, da vi gik i gymnasiet, forstod vi, når vi omsider kom fra den sene romantiks flagskib Hjortens Flugt (fra 1855) af Chr. Winther, hvor hele verden, inklusive universet, bliver sjællandsk, og kærlighed, liv og død flettes sammen i ideens stillestående månelys, til en ensom digtsamling med den tørre titel Digte 1838, den første og sidste, som Aarestrup udgav i sin levetid – allerede dengang forstod vi, at her var der »noget andet«, en digtning meget nærmere én selv. Her var der en snert af noget moderne.

Eller når man kom fra Winthers bukkende og skrabende kærlighed i Til Een (1843) til Aarestrups lyriske situationer! Situationer er noget fragmentarisk, spredt, tilfældigt. Øjebliksbilleder. Ingen uendelighed her, ingen idealitet, intet åndeligt etpartisystem. Men en hektisk besværgelse af et flygtigt paradis på jord. Allerede Aarestrups positur er en revolution og hans jordiskhed en provokerende forsyndelse mod tidens himmelvendte krav.

Aarestrup gudsdyrker ikke, han forguder, og det, han forstår ved det hellige, er forankret på jorden. Aarestrup tilbeder, men tag det ikke for gode varer, det er retorik og forførelse. Ikke for den fromme erkendelses skyld, men for virkningens. Turneringen er alt.

Naturligvis havde Aarestrup en rem af idealismens hud. Den var jo selve elementet i den danske samtidsdigtning, Aarestrup virkede i, men man skal være en konservativ litterat som F.J. Billeskov Jansen for (i Dansk Biografisk Leksikon så sent som i 1981) at få Aarestrup i land med henvisning til ét enkelt digt fra 1850: »(…) Det bekræfter sig at Aa. til det sidste hørte hjemme i sin Tidsalders platoniske idealisme.«

Som sagt: Digte 1838 blev, da de endelig udkom, meget unådigt modtaget. Heiberg, der nærmest havde patent på sandheden i Kongens København, vendte tommelfingeren nedad. Liderligt! (… han skulle tale!) Aarestrup var på forhånd ekskluderet. Og det var han længe. (Det skal retfærdigvis huskes, at Winther for alvor anerkendte Aarestrups geni og var en varm og hjælpsom kollega).

Men det er Aarestrup, der peger frem. Da vi i 3.g kom til Sophus Claussen, mærkede vi straks sporet tilbage til netop Aarestrup.

Aarestrups breve har i en vis udstrækning, men spredt og tilfældigt, set dagens lys tidligere, men her er de som sagt alle, veludgivne og velkommenterede – det er i sig selv noget af et glædeschok.

Glæden intensiveres yderligere af vores viden om, at få andre brevskrivere i det 19. århundede er  mere berigende for en almindelig læselysten med smag for det 19. århundrede. De er aldrig søvnige, der er ingen kedsommelige bastioner, der skal forsvares tidlig og silde, de er formidabelt nærværende og vitale.

Aarestrup er erotikeren, kort og godt. Ingen kan beskylde ham for olympisk bredde. Han er Heine, ikke Goethe. Kald ham bare smal, men hvad får han ikke ud af det højspændte og åndeløse rum, han rejser og behersker?

Som jo stiller spørgsmålet: Aarestrup og kvinderne?

Nævnte Hans Brix er vel hovedkonstruktøren af den temmelig flove, men udbredte myte, at det er et udsvævende liv, der ligger bag den erotiske erfaring, som Aarestrup trækker på, en antagelse, der siden har figureret i mange skikkelser. Den slags slutninger skal der et særlig emsigt folkefærd til at foretage og fastholde. Aarestrup kaldte dem selv for »folk med lange Næser«!

Vel står det fast, at han i studieårene fik en datter (Cornelia) med sin værtinde Louise Spengler (og at han havde sit hyr med at holde det skjult for sin forlovede og senere kone). Og vel faldt det ham ind, i selskab med sin bedste ven i København, at besøge Sangerindeteltet på Bakken (ja, men var det ikke dét, man havde det til?).

Men det altoverskyggende er, og det dokumenteres her, i brev efter brev utrætteligt, at Caroline, livsledsagersken fra hun var seksten og til han døde, alle deres dage var en lige så inderligt elsket som begæret kvinde, kort sagt hans et og alt.

Derfor kan han godt i et anfald af mandfolkefims gøre nar af hende og hendes husmoderlige lavloftethed i et snakkesaligt brev til en nær ven i København, ligesom han på klassisk mandevis (der vist ikke er gået af mode) kan herse med hende selv. Så skal hun være fri, uden skrupler lytte til naturens hellige kalden i sit indre, og så skal hun lade være med at dreje hovedet på en bestemt måde, når hun er i teatret med sin søster. Hvilket Cornelia tilsyneladende altsammen har taget med ophøjet ro efter devisen: Han falder nok ned.

Den bekendte kurrejse til Tyskland, som Aarestrup foretog som den jævnaldrende, dødssyge komtesse Amalie Rabens livlæge, har givet anledning til forfatterskabets måske skønneste erotiske digte, og derfor til utallige gisninger (og her er Hans Brix ikke den eneste) om de to rejsefællers, den syge og den raskes, desperate affære. Sådan måtte det være.

»Hold fastere omkring mig / Med dine runde Arme; / Hold fast, imens dit Hjerte / Endnu har blod og varme // Om lidt, saa er vi skilt ad (…)«

Det er utilsløret erotisk tiltrækning drevet til det paniske af dødsangst. Det er desperation. Og det er – fantasi. For mig er der mindre komtesse i disse ophidsede og dristige digte og mere besværgelse og eksperiment. En kamp på papiret for en intens æstetisk konstruktion, en drøm. Et dirrende øjeblik, forførende bragt på print.

Digtet hedder »Angst«. Hvornår har der før 1838 været et digt på dansk med den titel? Jeg vover at påstå: aldrig. Men efter 1838 ofte. Blot et lille bevis på, at allerede med Aarestrup begyndte det moderne så småt at bryde ud af æggeskallen.

Lad det en passant være anført, at den døende komtesses sygdom nu for første gang er diagnosticeret i den nye brevudgaves kommentarapparat.

Læge Nick Nyland, der tillige er ph.d. og Aarestrup-kender, har på det grundlag, som udgaven præsterer, kunnet konkludere, at det hverken var tuberkulose eller »vattersot« (som anført i den tyske dødsattest), men ovariecancer (altså kræft i en af æggestokkene), der tog Amalie Rabens liv.

Værd at mærke sig er, at Caroline derhjemme fra mandens forskellige stationer på Tysklandsrejsen modtager de mest glødende og hjertevarme og alenlange breve fra sin gemal. Nu som før og siden.

Apropos siden! I det sidste brev, som Caroline overhovedet får fra sin mand, er hun i København. Han ser hende for sig på Langebro underholde sig med bølgerne dernede og slutter:

»Jeg tror saa trygt paa, denne Reise vil være til stor Gavn for Dig, og du har fortjent – længe – en saadan Ferie. Endnu et Kys og et Levvel! Et Kys af den inderligste Slags! Af dem, Du sjældent gjengjælder! Men – Dit hele Liv har for mig været et langt sødt Kys – Din EA.«

Der lyder et ekko af en gammel bebrejdelse, opfanger man, men nu mere et kuriosum.

Brevet har et P.S., der lyder: »Paa Børnene sletintet at klage.«

Caroline fødte 12 børn – hvortil kommer aborterne. Da hun er i København på den nævnte ferie, har hun og Emil fejret sølvbryllup, og hun er blevet bedstemor. Og hendes yngste barn er tre år!

D. 21. juli 1856 sørgede man i Odense over tabet af en stor embedslæge. Stiftsfysikus Emil Aarestrup døde af bughindebetændelse »med Bristning af Galdeblæren«. Ikke et ord om den danske digter.

Emil Aarestrup: Emil Aarestrups breve I-IV, Udgivet af Eva Vikjær i kommision hos Syddansk Universitetsforlag, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

 

Fjerboldtspillet

Fjerboldten klang i Salen.
Veninden, smidigbøiet,
jog den i dristig Bue
og fulgte den med Øiet.

Men sine brune Øine,
hvor fyrigt end de hæves,
og sine hvide Arme
anstrengte hun forgjæves.

Du jog den ei tilbage,
du fulgte Boldten ikke,
den lette, purpurrøde,
med agtpaagivne Blikke.

Et andet Maal i Sigte,
du brugte andre Vaaben –
du skottede til siden,
hvor Vinduet stod aaben.

Jeg stod paa Torvet – Himmel,
hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit – hvor hastigt,
hvor lykkeligt de mødtes!

Emil Aarestrup: ’Digte 1838’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne artikel er lige i øjet. Tak NB