Radioprogrammet starter med et opkald. Det er en robot.
»Din konto hos Apple kan være kompromitteret,« siger den.
Klassisk robotstemme.
»Vi anbefaler, at du kontakter os på telefon 18448850011, og at du ikke bruger din computer, inden du har talt med en af vores certificerede teknikere.«
Opkaldet kommer ikke fra Apple.
Det er et opkald fra en virksomhed i Indien, som giver sig ud for at være Apples kundeservice, og som forsøger at narre folk til at tro, at deres iCloud-konto er blevet brugt af andre end dem selv, og at de skal betale for at sikre kontoen igen.
Man skal naturligvis ikke ringe tilbage.
Så det gør programmets vært, Alex Goldman.
I sidste uge udkom det sidste af to afsnit i serien Long Distance, som er en del af den amerikanske podcast Reply All produceret af Gimlet Media. Det omkring halvanden time lange program handler om værten Alex Goldmans forsøg på at finde ud af mere om det opkald, som han og formentlig tusinder af andre har fået fra virksomheden, der udgiver sig for at være Apples tekniske service.
Det er både en væsentlig og en underholdende historie. Men ligesom andre radiodokumenterer, hvor man følger en journalist i hele hans eller hendes research, og hvor researchen ikke skal føre frem til historien, men hvor researchen er historien, har Long Distance nogle svagheder.
Han bliver ved og ved og ved
Alex Goldman ringer tilbage flere gange.
Han kommer blandt andet i kontakt med en person, som kalder sig Charlie og taler engelsk med indisk accent.
»Jeg har undersøgt din konto,« siger Charlie.
Han udgiver sig for at være certificeret tekniker.
»Jeg har undersøgt din konto, og det ser ud til, at dit Apple-id er bliver kompromitteret.«
»Nå! Hvad betyder det?«
Den falske tekniker forklarer, at han skal have adgang til Alex Goldmans computer, for at undersøge om den nu også er blevet kompromitteret. Det får han.
»Jeg har adgang til din computer nu. Kan du se min mus bevæge sig på din skærm?«
»Ja«
Mens Alex Goldman følger med på sin computerskærm, åbner Charlie et vindue og taster nogle kommandoer ind. Så forklarer han, at Alex Goldmans computer er blevet angrebet af en såkaldt trojaner, og at han skal betale »nogle hundrede dollar« for at få den fjernet.
Det er de første 10 minutter af programmet.
Herefter begynder jagten på at finde ud af, hvem de falske teknikere er, hvor mange de er, hvor de kommer fra, hvor mange penge de tjener, og ikke mindst: Hvem står bag?
Det forløber i korte træk sådan her:
Alex Goldman ringer igen og igen.
Hver gang får han lidt mere at vide, men så begynder de indiske svindlere ikke at tage telefonen, så han opsøger i stedet tidligere medarbejdere, som fortæller, at de er blevet presset til at arbejde, og de hjælper ham med at finde frem til en af personerne bag, og Alex Goldman ringer til ham for at få ham til at indrømme det hele, men det vil han ikke, og Goldman beslutter at tage til Indien for at opsøge og konfrontere ham, men da han kommer frem, kan han ikke komme i kontakt med manden eller nogen af hans medarbejdere, og han kan heller ikke finde det sted, hvor de skulle arbejde.
Men han bliver ved og bliver ved og bliver ved.
Det hele er med i udsendelsen. Alle vildspor og regibemærkninger, alle personlige noter, konspirationer og frustrationer. Eller det vil sige: Der er formentlig klippet mange timer fra, men som lytter får en fornemmelse af, at man ser og hører det hele fra det første spor til den endelige opklaring.
Den genre er efterhånden velkendt. I den amerikanske podcast Serial følger man som lytter opklaringen af et 15 år gammelt mord i Baltimore, i radiodokumentarene Kvinden med den tunge kuffert (Third Ear) følger man jagten på en mystisk svindler, i Jagten på den skjulte skat (Politiken) er det jagten på en mystisk kasse begravet i et grønlandsk fjeld, i Sincere (Radio24syv) jagten på en svindler på Wikipedia, og Nattens dronning (DR) et forsøg på at finde identiteten på en kvindelig telefonstønner.
For megen smalltalk og proces
I gamle dage var en radiodokumentar et resultat af ugers eller måneders research.
Det var de vigtigeste resultater af researchen samlet og fortalt i en udsendelse. I dag er det en proces. Det er elementært spændende at følge processen med at finde frem til de kriminelle bag telefonsvindel i Long Distance.
På den ene side er udsendelserne eksempler på, hvordan man på den mest eksemplariske vis kombinerer undersøgende og eksperimenterende journalistik og ender med at have halvanden times radio, som både er vigtig at få fortalt og sjov at lytte til. Og det er endnu et eksempel på, at noget af det mest eksperimenterende journalistik i disse år laves på radio.
På den anden side er den et eksempel på, at for megen smalltalk og for mange regibemærkninger, for mange grin og for megen god stemning, for megen proces kan gøre lytterne i tvivl om, i hvor høj grad det handler om selve historien.
Et eksempel. I begyndelsen af programmet fortæller Alex Goldman sin medvært, PJ Vogt, at han har givet en af svindlerne adgang til sin computer.
»I stedet for at sige at jeg ved, det er et svindelnummer, lader jeg ham få adgang til min computer. Han får adgang!«
Alex Goldman griner.
Han er tydeligt begejstret for sin egen plan.
»Gør du?« spørger medværten.
»Ja.«
»Det er et dårlig valg.«
Alex Goldman griner igen.
»Du giver ham bare sådan adgang?«
»Ja!«
»Og hvaad gjorde han?«
»Åh gud. Det er det bedste. Jeg kan slet ikke glemme, hvor fedt det er.«
Alex Goldman fortæller, hvordan den indiske svindler ved at skrive nogle helt simple kommandoer på hans computer forsøger at overbevise ham om, at hans computer er angrebet med en trojaner.
Svindleren staver ved en fejl trojaner forkert. Troaner.
»Der skulle stå SuS Trojan detected. Men han havde skrevet SuS Troaner fundet. Uden j,« siger Alex Goldmand.
Hans medvært griner.
I Long Distance afdækker journalisterne bag programmet en række alvorlige forhold, først og fremmest at kriminelle organisationer med op mod 500 medarbejdere som almindelige virksomheder med kundeservice og hjemmesider i et forsøg på at narre folk til at betale flere hundrede dollar for falsk antivirussoftware.
Men også at en række af de tidligere ansatte blev ansat for at lave almindelig kundeservice, men senere blev presset til at deltage i de kriminelle aktiviteter. Andre fortæller, at de kommer fra fattige landdistrikter i Indien og har taget arbejde der, fordi de ikke kan få arbejde andre steder.
Det er alvorlige historier. Som fortjener at blive taget alvorligt.
