Læsetid 6 min.

Anmeldelse af den nye Haven Festival: Hvad der sker i boblen, bliver i boblen

Den nystartede Haven Festival på Refshaleøen var hyggelig og havde kvalitet i højsædet. Men Haven blev ikke ikke rigtig en smeltedigel– den forblev mest en række indtryk, der bekræftede en lille del af Danmark i, hvor lækre vi og vores smag er
Beach House spillede drømmepop på Haven-festivalen uden decideret at bryde den segmentboble, festivalen var indhyllet i. Foto: Thomas Boberg

Beach House spillede drømmepop på Haven-festivalen uden decideret at bryde den segmentboble, festivalen var indhyllet i. Foto: Thomas Boberg

Thomas Borberg

14. august 2017

20.000 mennesker. Så mange unikke individer formåede med det helt rigtige genbrugstøj og den helt rigtige indstilling til, hvordan en pastramisandwich skal skæres, at gå i et med hinanden, da den første udgave af Haven Festival løb af stablen på Refshaleøen i København.

Og det første døgns tid af festivalen var det denne vanvittige kondensering af den menings- og smagsboble, som er formet af den kreative klasse på Nørrebro og Vesterbro – omkring Jægersborggade og Sønder Boulevard (hvor jeg selv sidder og skriver dette) – og som var afspejlet helt ned til folks fedtprocent, der efterlod det mest uudslettelige indtryk. Også selvom Iggy Pop og Beach House rundede den første dag af med hver deres form for tyngdekraftsfornægtelse.

Men da lørdag eftermiddag var ved at glide over i aften, skete der noget. For her besluttede både vejret og musikprogrammet sig pludselig for, at der skulle andre boller på den økologiske misosuppe. Så mens den canadiske sangsmed Feist viste os, at konstant musikalsk fornyelse betaler sig, og at man sagtens kan samle et utal af kontraster på et meget lille sted, tog regnen lige så stille fat på arbejdet med at gøre pladsen lidt mindre komfortabel og fællesgarderoben mere nødvendighedsbaseret.

Og da amerikanske Perfume Genius og Bon Iver fulgte trop ved på hver deres måde at itusprænge formerne og tage indie-poppen til afgørende nye og dirrende højder, mens publikums henslængt lækre frisurer for længst var regnet bort, var den samlede oplevelse af festivalen som kulturelt relevant reddet. På målstregen og med plads til forbedringer vel at mærke.

Thomas Borberg

En sulten ulv

Haven Festival er opstået i et venskabeligt samarbejde imellem mesterkokken Claus Meyer, ølkymisten Mikkel Borg Bjergsø, der står bag Mikkeller-bryggeriet, og guitaristerne fra det amerikanske rockband The National, tvillingeparret Aaron og Bryce Dessner. Sammen har de fire markante profiler formået at designe en festival, der appellerer så meget til et bestemt segments smag, at den kulturelle spredning på pladsen var så godt som ikkeeksisterende.

Det var derfor umådeligt sigende, at det var den amerikanske indie-folk-poet Conor Oberst, manden bag Bright Eyes, der med sorte solbriller og smukke fortællinger fra de dele af New York, som Haven-segmentet er mest inspirerede af, åbnede den store scene, Meadow, fredag eftermiddag.

Ikke fordi han leverede en uforglemmelig koncert, men fordi han med en sang som »Lua«, som i øvrigt var koncertens højdepunkt, satte lyd til vores had-kærlighedsforhold til livet i storbyen, og fordi han med en velformuleret bredside til »den racistiske, xenofobiske og alt muligt andet kendis fra New York, der endte som amerikansk præsident«, rullede os blidt ind i meningsboblen og gav os lov til endnu engang at være dem, der ikke kan lide Donald Trump.

Ret befriende var det derfor også, at det danske punkband Iceage var langt mindre konsensussøgende i sin koncert, da de fulgte op og åbnede den næststørste scene, Mindfield. Og de unge gutter leverede da også varen med deres nye, ret rock-og-rullede sange.

Lige fra forsanger Elias Bender Rønnenfelt entrerede scenen som en sulten ulv, hev og sled bandet i beatet og i deres egne kompositioner, så de hele tiden snublede uden at falde, (hvilket Elias Bender Rønnenfelt konstant illustrerede med sit sceneshow), og pustede livsvigtige spændinger ind i musikken. Helt strømførende blev det dog ikke, for der var for langt imellem bandet og det artige publikum, både fysisk og mentalt, ligesom lydstyrken var for lav til rigtig at ryste noget.

Tuareg-orkesteret Tinariwen var måske det mest eksotiske indslag, men alligevel et band, der ikke for alvor udfordrede den kulturelle og musikalske konsensus, der i weekenden prægede Refshaleøen.

Thomas Borberg

Iggy Pops krop

Der var generelt for mange af koncerterne ved festivalen, som havde momenter af skønhed, men som ellers virkede mere eller mindre ligegyldige, og et af de bands, der mest markant optegnede denne tendens, var det amerikanske indierockband Band Of Horses. Bandet har ikke lavet en betydningsfuld plade siden Cease To Begin fra 2007, og dermed er det umådeligt svært at forstå vigtigheden af at have dem repræsenteret i programmet. Det var deres koncert, som var fundamentalt overflødig, om end visse steder underholdende, med til at understrege.

Irske Lisa Hannigan, som på sin smukke plade fra sidste år, At Swim, netop har arbejdet sammen med Aaron Dessner, leverede lidt i tråd med dette, men dog på et højere niveau, en intim og fin koncert, som heller ikke fik noget til at gå i stå.

Det siger således en del om programmet, at det var alderspræsidenten, den næsten 70-årige amerikanske rock-pioner Iggy Pop, der – med en halvbar krop, som ikke afgav mange hints om hans alder – stod for den første rigtig vigtige koncert ved festivalen. En koncert, hvor han aktiverede sin del af rockhistorien, så man næsten kunne høre hans tidligere partner in crime, David Bowie, synge med fra graven.

Og det siger en del om programmet, at det mest eksotiske indslag ved festivalen var tuareg-orkestret Tinariwen, der iført sandafvisende klædedragter spillede en stemningsfuld omgang ørken-blues i den begyndende aften. For på rigtig mange måder passede de, på trods af deres elementer fra de varme lande, som fod i hose i den musikalske konsensus om den håndspillede rock ved festivalen.

Drømmepopduoen Beach House, der lukkede den store scene fredag aften, viste til gengæld, at der godt kan opstå magi, uden at man nødvendigvis er nødt til at sprænge boblen, da de med deres koncert røg om kap med Amagerværket og tog os med til et parallelt univers, hvor himlen altid lyser i pastelfarver, og den tabte ungdom er et rum, man kan træde ind i.

Hvad der sker i meningsboblen...

Med Haven Festival sigter arrangørerne efter at skabe en intim stemning, hvor man sammen med sine venner og sin familie kan nyde den gode musik, den lækre mad og det mest interessante øl, som Aaron Dessner sagde til Information sidste år. Og denne del blev grundlæggende indfriet. For der var både hyggeligt og stemningsfuldt i det postindustrielle scenarie ude på Refshaleøen, hvor nedlagte fabrikker og skibsværfter dannede rammen for festivalen, ligesom maden og øllen da også var lækker nok.

Men Aaron Dessner har tillige lagt op til, at de med festivalen vil skabe en kunstnerisk smeltedigel, hvor kreativiteten får frit spil, og hvor grænserne – de musikalske og dem imellem kunstnerne og publikum – bliver nedbrudt. Hvilket blandt andet betød, at der ved mange af de etablerede bands’ koncerter var en lind strøm af prominente gæster fra de andre orkestre. Ligesom der var arrangeret en række jamsessions på de mange mindre scener, som fyldte hullerne i programmet.

Problemet med dette var bare, at alle på forhånd var musikalsk in tune med hinanden. Så selvom det for så vidt var meget sjovt og på mange måder eksklusivt at se Dessner-brødrene jamme med Justin Vernon, manden bag Bon Iver – på en lille, gennemsigtig scene, der var taktisk placeret, så man kunne se ud på Københavns Havn – så førte det ikke spændende møder eller nye idéer med sig. Og det understregede mest af alt, at hvad der sker i meningsboblen, desværre har en tendens til at blive i meningsboblen.

Opløste kroppe

Vi skulle således helt frem til lørdag eftermiddag, før den musikalske ekstase og følelsen af musikalsk fornyelse smeltede sammen på vellykket vis. Men da det endelig skete, skete det med en vægt, der retfærdiggjorde, at vi overhovedet var mødt op.

Det var Feist, der satte det første stød ind. Hun insisterede på at forene det mørke, det svære, det stille, det skrøbeligt intime, det charmerende, det quirky, det smukke, det grimme, det skramlede og det vanvittigt dygtige med hinanden, og dermed skabte hun på mikroniveau den kreative smeltedigel, som festivalen gerne ville have været på makroniveau.

Perfume Genius fulgte med sin fremragende koncert op ved at nedbryde grænser for, hvordan man kan være kropslig, både med sin kontrastfyldte musik – ikke mindst med et nummer som »Slip Away«, hvor ekstasen også til fulde indfandt sig – og med sine bevægelser på scenen.

Og Bon Iver var ligeledes kommet for at rive det hele i stykker. Selvom han så nemt kunne have svælget i fordums indie-hits, valgte han helt rigtigt at fokusere på sine svære nyere kompositioner: Han var ren ånd, der talte et iturevet sprog igennem maskinerne, mens hans band leverede et overflødighedshorn af kantede breakbeats, der fik kroppen til at slå følelsesmæssige knuder.

Med denne uhellige treenighed kom det ambitiøse og det musikalsk relevante altså pludseligt væltende i overflod, og efter de tre koncerter var det for så vidt okay, at vi decideret blev regnet i sænk inden afslutningskoncerten. Ligesom det var okay, men også lidt for sigende for festivalen, at The National lukkede festen med en – vurderet ud fra de første 45 minutter af koncerten – ret jævn omgang hverdagsnervøsitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for twan  manders

Der er så mange af de her "I Feel Good - I'm Worth It" arrangementer omkring den kreative klasse at de da snart må få nogle topskattelettelser for at få råd til det hele

Brugerbillede for Jakob Elm Mikkelsen
Jakob Elm Mikkelsen

Et par hurtige kommentarer til din sjove men lidt bundløse anmeldelse:

1. Du missede et musikalsk højdepunkt, da Crash Ensemble opførte Hans Abrahamsens Schnee.
2. Jeg føler ikke jeg gik i ét med Haven? Jeg blev forkælet øl og madmæssigt og musikalsk og kunstnerisk underholdt i fin stil. Jeg så ikke nogen pastramisandwich? Hvem lavede den? Og var den go?
3. Jeg bor selv på ydre Nørrebro og mine venner, som jeg tilbragte en del af festivallen sammen med, bor i et lillebitte hus i Vanløse. Er lidt træt af at høre på hipster- og brokvarters-bashing. Liguster-Danmark, Københavns brokvarterer, diverse festivaller - people are people.
4. Jeg hørte flere, der synes festival-øllen var for tung og som savnede en almindelig fesen Carlsberg. Jeg havde selv en herlig ølfestival og især lørdag eftermiddag, hvor jeg frekventerede den sorte ølbar flere gange og på intet tidspunkt blev skuffet. Top kvalitet der!
5. For meget lækkert hår? Jeg trænger selv seriøst til at blive klippet. Min frisure er ikke og var slet ikke 'henslængt lækker' på noget tidspunkt og mit tøj er ikke fra genbrugsen eller vintage men til gengæld rimeligt brugt - af mig.
6. Hvorfor skulle der være Kulturel spredning på Haven? Jeg opfatter det som en niche-festival for mad-, øl- og musikentusiaster. Jeg ville forvente at møde folk der sætter pris på de tre ting enten hver for sig eller i smuk forening.
7. Der er sgu da for fanden ingen i hele Europa der kan li Donald Trump!
8. Publikum for artigt? Ja, vi der er passeret 20erne er nok et artigt publikum. Hvis man vil i mosh pit kan man jo tage på Roskilde eller en anden festival, hvor det rent faktisk er tilladt at stage dive, hvis en sådan festival eksisterer i 2017?
9. Feist var for vild. Kæmpe fan!
10. Synes Haven er ok. På en måde den lille perle du normalt er heldig, hvis du finder på en traditionel festival og som du ender med at huske og snakke om bagefter; en rom- og cigarbar, en gourmet flæskestegssandwich, eller hvad der nu får dig op at ringe - her er det bare hele arrangementet der er den lille perle, og så midt i eller i udkanten af København. Whats not to like?