Læsetid: 5 min.

Selv den bedste sangskriver bliver indhentet af døden

På det hippe Brooklyn-orkester LCD Soundsystems første plade efter genforeningen kigger de, blandt andet foranlediget af David Bowies død, det store hinsides i øjnene. I mellemtiden forsøger et lidt yngre Brooklyn-band at udråbe sig selv som kuren imod det uundgåelige
’It feels like I am the cure for death,’ synger forsanger Kip Berman, som langt hed ad vejen er bandet The Pains of Being Pure at Heart. 

’It feels like I am the cure for death,’ synger forsanger Kip Berman, som langt hed ad vejen er bandet The Pains of Being Pure at Heart. 

Ebru Yildiz

1. september 2017

Det var efter sigende David Bowie, der overbeviste James Murphy om, at han skulle gendanne sit band LCD Soundsystem. På et tidspunkt, i en samtale de havde, før Bowie døde, luftede James Murphy muligheden for at samle bandet igen, og David Bowie spurgte ham, om tanken fik ham til at føle sig ubehageligt til mode. »Yeah,« svarede James Murphy, »Good – it should. You should be uncomfortable,« sagde Bowie, som ifølge James Murphy altid selv pressede sig ind i ubehaget.

»Du bør være utilpas!«

Nu er LCD Soundsystem ude med deres første studieplade, efter de brød op i 2011, American Dream. Og med sin død og sin insisteren på, at James Murphy bør forfølge ubehaget, har David Bowie i allerhøjeste grad sat sit præg på dette mesterlige værk.

American Dream er nemlig ikke bare dedikeret til »david, mike, and the growing list of our dead«, den er også sølet ind i døden på en måde, som mange steder leder tankerne hen på David Bowies sidste plade, Blackstar, hvor James Murphy i øvrigt bidrog med perkussion på et par numre. En plade, der udkom, to dage inden Bowie gik bort.

Med døden i sit følge tager James Murphy sin dansable postpop til nye højder, og med American Dream, der føles som en begivenhed med et før og et efter, ligesom, nå ja, døden, lader han os stirre ind i evigheden og giver os mulighed for at få bedre indsigt i det, der er så svært at forstå.

På den sorte skærm

Selv om LCD Soundsystem nu i mange år har stået som et prototypisk fyrtårn for det koncept, man kunne kalde ’Brooklyn-cool’, og selv om de har gjort, hvad de kunne for at pakke deres inderlighed ind i sølvpapir og hipness – så man har skullet lytte en ekstra gang for at forstå, hvad der lå under den skinnende overflade – er American Dream ikke bandets første musikalske berøring med døden.

Døden, og det, at vi alle nærmer os den, har været nærværende som tema i flere af deres ambivalensdyrkende sange, »Someone Great« og »All My Friends« fra Sound of Silver ikke mindst.

Det nye er, at den er over det hele på American Dream – ligesom døden i øvrigt har fyldt meget i kunsten generelt i den seneste tid, hør ikke mindst Mount Eeries »A Crow Looked At Me«, der åbner med udsagnet »death is real«. Selv et af de oplagte hits på American Dream, »Tonite«, er en reminder til alle de sangskrivere, der ikke rigtigt har fattet, hvad de synger om:

»Everybody’s singing the same song 
it goes tonight (tonight, tonight, tonight) 
I never realized that these artists thought so much about dying.«

Og så har døden fået LCD Soundsystem til at lave deres mørkeste numre til dato:

»You couldn’t make our wedding day
too sick to travel,«

synger Murphy på det 12 minutter lange afslutningsnummer på American Dream, »Black Screen«, der ikke kan handle om andre end Bowie.

Et stort nummer, der trækker vejret pulserende, med en brutal, ildevarslende skønhed. Som en mørk lunge, der holder liv i den dårlige samvittighed, James Murphy føler over ikke at have levet op til sit ansvar som ven i den sidste hårde tid.

Hvordan sover du?

For ubehaget lammede ham, holdt ham væk fra sin døende ven, da enden var nær, og det ubehag stirrer han nu direkte i øjnene, mens forskellige synthesizere, spillet med rystede hænder, minder os om, hvor blød Murphy er i knæene, hvor meget han vaklede og stadig vakler:

»But I had fear in the room/ so I stopped turning up/ my hands kept pushing down in my pockets/ I’m bad with people things, but I should have tried more.«

Skærmen er gået i sort, og hans ven er overalt og intetsteds i mørket, hvilket er en følelse, der går igen på pladen. Så James Murphy vakler ligeledes på nummeret »How Do You Sleep?«, der med sin mørke, drevne tamrytme starter ud som om en maskinel udgave af Joy Divisions atmosfæriske afskedssang »Atmosphere«, den sang, der spiller i slutscenen i filmen Control om Joy Division, efter at Ian Curtis’ kone med hjerteskærende skrig har fundet ham død.

Mens Murphys vokal på »How Do You Sleep« ligger så langt tilbage i lydbilledet, at han nærmest synger til os fra det hinsides, selvom han nok i virkeligheden forsøger at tale fra denne verden til nogen, der har forladt den:

»I remember calling you friend
standing on the shore, my ear aimed east
I can’t hear you
I can’t hear you anymore.«

Med den rytmiske bas, der pludselig bryder det svævende og presser vokalen endnu længere væk, minder James Murphy os om, at døden også puster os i nakken på dansegulvene, og American Dream bliver således både et smukt requiem og en påmindelse til alle dem, der tror, at de er for hippe til at dø.

Dansabel eksapisme

For de findes iblandt os, dem, der måske godt ved det, men som ikke rigtigt forstår det alligevel. At vi alle skal det samme sted hen – også selv om man er ung og måske bor i Brooklyn og har det rigtige tøj og den rigtige lyd.

Vi har muligvis alle været der på et tidspunkt, men under alle omstændigheder virker det lidt yngre Brooklyn-band The Pains of Being Pure at Heart til at være der nu. På deres nye plade, The Echo Of Pleasure, som i det hele taget svæver mere på overfladen, leger de ligefrem med tanken om at snyde døden.

»It feels like, it feels like
I am the cure for death,«

synger Kip Berman, som langt hen ad vejen er bandet, på nummeret »The Cure For Death«, hvor vokalen dog også bliver opslugt af de øvrige lyde, så udsagnet bliver ladet med en vis ambivalens.

Med deres storladne synthrock tager The Pains of Being Pure at Heart os med ind i nydelsens ekkokammer, hvor sensationerne og realitetsfornægtelsen rikochetterer imellem væggene.

Og selvom den føles behagelig, fornægtelsen, så føles den også i dette tilfælde en lille smule fattig og letbenet. Ikke fordi plader nu kun kan være noget ved, hvis de systematisk fremmaner dødens grimme ansigt for vores åsyn. Men fordi The Pains of Being Pure at Heart på The Echo of Pleasure til en vis grad lyder som et vagt ekko af sig selv, og fordi deres sange på ingen måde får mig til at føle, at dette band virkelig er kuren imod døden.

Det ændrer dog ikke på, at afslutningsnummeret »Stay« er en smuk musikalsk kærlighedserklæring, også selvom den i denne kontekst kommer til at lyde som romantisk dødsfornægtelse:

»And I’ll
stay with you
when everyone’s gone.«

Når alle andre er væk. Lad os slutte der.

LCD Soundsystem: ’American Dream’ (DFA Records/Columbia Records/Sony)

The Pains of Being Pure at Heart: ’The Echo of Pleasure’ (Painbow Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu