Tyler, The Creator har altid kæmpet for den ultimative frihed. Sådan har han i hvert fald forklaret sit kunstneriske virke i hiphop-kollektivet Odd Future, og sådan har han – når han ellers har gidet at udtale sig overhovedet – afvist de kritikker om homofobi og misogyni, der gennem tiden har haglet ned over ham og gruppen.
Det handlede om frihed, gav han udtryk for. Frihed til at kunne sige, hvad man ville. Og friheden fra de begreber, som havde magt over folk, magt til at såre dem.
Selv om der rent faktisk var forskellige omstændigheder, der pegede på, at gruppen mente det godt – Odd Futures dj var lesbisk, og gruppen havde ikke noget problem med at acceptere det, da Frank Ocean, det nok mest prominente medlem i Odd Future, sprang ud – var det alligevel et projekt, der var behæftet med logiske kortslutninger, og gruppens egen form for ungdommelig naivitet, som musikskribent Matthew Reyes også skriver om i en artikel om Odd Future.
Men på Tyler, The Creators nye formidable plade, Flower Boy, tager frihedskampen en anden, mere befriende og intelligent form, når han følger i Frank Oceans musikalske fodspor og afsøger nye og langt mere inkluderende måder at være maskulin på i hiphoppen.
Blomsterdrengene
Det ligger både i lyrikken, der ikke udelukkende søger provokationerne, og i den musikalske sensibilitet, hvor det er et langt blødere, mere velkommende melodisk og harmonisk univers, han åbner op for på Flower Boy, mens han undersøger sin egen plads i verden og bruger sin plads i verden til at tale imod uretfærdigheder.
Som på det smagfuldt nostalgiske »Where This Flower Blooms«, hvor Frank Ocean kvitterer ved at synge omkvædet, og hvor Tyler, The Creator rapper for seksuel og kønnet mangfoldighed, ikke mindst i sorte communities: »Tell these black kids they could be who they are/ Dye your hair blue, shit, I’ll do it too.«
Og på pladens åbning, »Foreword«, hvor Tyler, The Creator i løbet af en lang kæde af associationer afgørende forlader sin idé om, at undertrykkelse – her racisme – kan bekæmpes med ligegyldighed:
»How many raps can I write ’til I get me a chain?/ How many chains can I wear ’til I’m considered a slave?/ How many slaves can it be ’til Nat Turner arise?/ How many riots can it be ’til them black lives matter?«
Produktionerne på Flower Boy er på den ene side umiddelbart dragende og poppede og på den anden side detaljerige og omskiftelige.
Lidt som på Frank Oceans mesterlige Blonde fra sidste år lader Tyler, The Creator akkompagnementerne skifte karakter løbende gennem det samme nummer. Et klaver akkompagnerer for eksempel første vers på »Where This Flower Blooms«, mens det er en guitar på andet.
Og Flower Boy står som et musikalsk begavet og opløftende bekendtskab, som en plade, der – ikke mindst når man holder Tyler, The Creators diskografi in mente – vidner om nogle af de radikale nybrud, der finder sted i hiphoppens udtryk i disse år.
Se supermodellen i mig
De blødere, mere feminine udtryk hos en række mandlige hiphopkunstnere medfører ikke nødvendigvis, at det bliver nemmere at være kvinde i musikbranchen. Og den amerikanske sanger Solana Imani Rowes nye neosoulede album, Ctrl, som hun udgiver i sit kunstnernavn SZA, vidner om, at der stadig er masser at tage fat på som kvindelig kunstner.
Men integrationen af feminine udtryk hos de mandlige artister kan måske åbne nogle døre, og allerede fra de første guitarakkorder på åbningsnummeret »Supermodel« nikker hun ligeledes anerkendende i retning af Frank Ocean. Som bruger hun hans musikalske udsagn som affyringsrampe for de kritikker, hun fremfører, når hun på samme nummer retter en kritik af sin ekskærestes syn på skønhed – et syn på skønhed, som går igen mange andre steder i branchen og i verden i det hele taget:
»Leave me lonely for prettier women/ You know I need too much attention for shit like that/ You know you wrong for shit like that/ I could be your supermodel if you believe/ If you see it in me, see it in me, see it in me.«
Der er flere af numrene, hvor grundideerne bliver en anelse overtydelige, som nummeret »Doves In The Wind«, der handler om fissens magt – ordet »pussy« bliver sunget og rappet de første 20 gange – og hvor selv mesterrapperen Kendrick Lamar, der er en af flere prominente gæster på pladen, lyder lidt mindre fremragende, end han plejer.
Men det er samtidig et nummer, der understreger den nødvendighed, som Ctrl er skrevet på. En nødvendighed, der – gennem neosoul og pussy empowerment – handler om at udvide de feminine områder i hiphoppen. Om at finde en plads til den kvindelige krop, hvor den har agens og ikke bare er genstand for begær. Og det lykkes for SZA, om end det lykkes bedre på nogle af de numre, hvor hun er mindre eksplicit omkring det. Hvor hun ikke taler om revolutionen, men udfører den.
En vej ud af svingdøren
I den mere hårdkogte ende af de nyere hiphop-udgivelser finder vi det tidligere Playaz Circle-medlem, Georgia-rapperen 2 Chainz’ guldglitrende Pretty Girls Like Trap Music, der er rodfæstet i den narkotiske genre trap – en genrebetegnelse, hvis navn refererer til de steder, hvor handler med narko finder sted.
Men hvor 2 Chainz’ musik stadig trækker på trap-musikken, blandt andet med de karakteristiske stikkende hihats og dystre klange, er rollen som drug dealer fortid for 2 Chainz.
Hvilket han blandt andet reflekterer over på »Door Swangin«, hvor han – ikke uden en vis romantiseren af det mørke – ser tilbage og opmaler et skummelt musikalsk hus, et narkoens »Tower of Songs«, (uden yderligere sammenligning med Leonard Cohen), hvor hoveddøren rytmisk svinger op og i for at gøre plads til de handlende stofbrugere.
Fra denne nyvundne position, åbner 2 Chainz på Pretty Girls Like Trap Music op for en følsomhed i trap’en, og selvom det nok ville være for meget at kalde pladen skelsættende, så er det alligevel en plade, der brillerer ved at arbejde i de blødere yderområder af en benhård genre.
Tyler, The Creator: ’Flower Boy’ (Columbia Records/Sony Music).
SZA: ’Ctrl’ (Top Dawg Entertainment).
2 Chainz: ’Pretty Girls Like Trap Music’ (Def Jam Recordings)
