Læsetid: 8 min.

Camille Claudel stod i skyggen af Rodin. Nu er der endelig et museum, der bærer hendes navn

Billedhuggeren Camille Claudel træder endelig ud af Rodins skygge: Atomkraftværksbyen Nogent-sur-Seine har skabt det museum, der gør Rodin og andre kunstnere til kontekst for hende. I alt for mange år var det omvendt, og måske var det det, der gjorde hende sindssyg
Den franske billedhugger Camille Claudel (1864-1943) var billedhugger Auguste Rodins elev og elskerinde gennem 15 år. Hun endte sine dage som ukendt efter 30 års indespærring på et sindssygehospital.

Den franske billedhugger Camille Claudel (1864-1943) var billedhugger Auguste Rodins elev og elskerinde gennem 15 år. Hun endte sine dage som ukendt efter 30 års indespærring på et sindssygehospital.

Bibliothèque Marguerite Durand / Roger-Viollet

4. august 2017

Hvis man virkelig vil gøre en by ucharmerende, skal man bare lægge et atomkraftværk nærmest midt i den. Sådan er det med den lille by, Nogent-sur-Seine i Det sydlige Champagne, 150 kilometer fra Paris.

Så hvad gør man, hvis man vil trække andre folk til byen? Man kan måske få øjnene op for, at et bysbarn er temmelig berømt. Billedhuggeren Camille Claudel, der levede fra 1864 til 1943, boede i byen, fra hun var 12 til 16. Det var her, hendes talent blev opdaget, og hun blev undervist af velrenommerede lokale kunstnere.

I 2003 trak en udstilling så til alles overraskelse 40.000 besøgende fra hele verden. De håber vist, at noget lignende nu sker i Nogent-sur-Seine med det nye museum, der slog dørene op i marts, og det kan de roligt gøre. Det er et vidunderligt museum.

Jeg har længe kendt en vældig god og billig restaurant, der ligger idyllisk ned til Seinens bred i byens udkant. Går man så helt ned til floden, hober kølingstårnene sig op klods til højre. Inde i bymidten dominerer en enorm vandmølle fra den tidlige industrialisering til gengæld, den virker helt romantisk i forhold til atomkraftværket.

Det er så til gengæld atomkraftværket, som holder liv i byens lidt over 6.000 borgere her i Udkantsfrankrig. Nogent-sur-Seine er fortsat mest kendt, fordi Gustave Flaubert henlagde handlingen i Følelsernes opdragelse (1869) til byen, med dens beskrivelser af det franske borgerskabs diskrete charme.

Det var netop et sådant borgerskab, Camille Claudel var født ind i, en familie med tre børn, den ældste døde kort efter fødslen, det gjorde Camille til den ældste. Hun skulle i den grad bryde denne borgerlighed og med sit liv og karriere gøre noget helt enestående. Genialt faktisk. Selvom det i så mange år var glemt.

For omsider er hun hentet ud af glemsen og har fået sit museum, Camille Claudel, Auguste Rodins elev, elskerinde og ikke mindst en utroligt fremsynet billedhugger. Et museum, som bærer hendes navn, skønt det også rummer mange andre lokale billedhuggere, der her helt retfærdigvis bliver kontekst for Camille Claudel. 250 værker i alt rummer museet, heraf 43 af Claudel.

Et museum, der er resultatet af en årelang rehabilitering af kunstneren, der endte sine dage i 1943 – næsten 80 år gammel, total ukendt og efter tredive års indespærring på et sindssygehospital. Lillebroderen, Paul Claudel, digter, dramaturg og diplomat, var kendt.

Og ganske vist var Camille altid diskret til stede i kunsthistorien med det rum, hun havde på Rodinmuseet i Paris, men det var først med Anne Delbées roman Une Femme, Camille Claudel fra 1982 og filmatiseringen med Isabelle Adjani i hovedrollen i 1988, at publikum atter fik øjnene op for hende.

I halvfjerdserne kunne Claudels værker endnu købes for en slik. Et værk skabt over tredive år, inden hun blev tvangsindlagt som 48-årig og aldrig siden rørte ler eller marmor. Det er dette værk, som nu næsten i sin helhed kan studeres i Nogent-sur-Seine.

Genfortolkning af to elskende 

Kunst er ikke terapi, tænker jeg, da jeg går fra hedebølge ind i Camille Claudels nye kølige haller for at overraskes over, hvor fint et forløb kuratorerne her har skabt.

Man gribes i bogstaveligste forstand lige fra starten, når man træder ind i museet. Et stort, moderne glas- og murstensparti er føjet til barndomshjemmet her i bymidten og rummer samlingen, der pædagogisk, gennem kunstnere fra hendes samtid, introducerer til det helt særlige ved Camille Claudel. Men endnu inden man træder ind, kan man som ouverture studere skulpturen Sakauntala fra 1888, der i senere versioner kom til at hedde l'Abandon – overgivelse.

Camille Claudel er altså kun 24 år, da hun tolker denne genforening at to elskende, et ægtepar, inspireret af den hinduistiske digter Kaladisas fortælling. Ømt bøjer en kvinde sig ned mod sin elskede, der ligger på knæ for hende. Det er et øjebliksbillede, helt uden monumentalitet, naturalistiske kroppe, men samtidig lidt fortrukne, kvindens venstre arm hænger mærkelig slapt ned bag hans ryg, den anden skjuler brystet.

Geniet er der fra starten i denne skulptur, som blev til i den tid, hvor Camille Claudel arbejdede sammen med Rodin. Og det er netop ikke Rodins stil, selvom Camille Claudel ofte er blevet betragtet som epigon.

Camille Claudels bror Paul skulle langt senere ifølge værkskataloget Camille Claudel : Catalogue raisonné beskrive forskellen på de to netop med udgangspunkt i denne skulptur. For i modsætning til Rodins så kendte skulptur Kysset, er der ingen i dette øjebliksbillede, der har overtaget, forklarer Paul Claudel. Skønt manden er på knæ, er de to følelsesmæssigt på højde med hinanden.

Fra spirende kunstner til psykiatrisk patient 

Camille Claudel var født lidt nordligere i Frankrig, men det var altså i Nogent-sur-Seine hun begyndte at modellere med helt usædvanlige evner. Det var hendes far, som så talentet og satte hende i kontakt med den lokale billedhugger Alfred Boucher, som skulle blive hendes lærer. Moderen skulle altid modarbejde datterens kunstneriske virke.

I 1881 rykkede familien til Paris, sandsynligvis for at sikre broderen Pauls højere uddannelse. I 1882 lejede Camille Claudel et atelier sammen med andre kvindelige kunstnere og begyndte som 18-årig at arbejde selvstændigt. Alfred Boucher kom en gang om ugen og vejledte de unge kvinder, men da han i 1882 fik et studielegat til Italien, skulle det blive Auguste Rodin, der overtog undervisningen.

Det er dette møde, som bliver så kunstnerisk frugtbart, men også kærlighedsmæssigt fatalt. Fra 1884 begynder Camille Claudel at arbejde i Rodins atelier og er blandt andet med til at udføre hovedværker som La porte de L'enfer – helvedesporten – men også Borgerne fra Calais, som kan ses på Glyptoteket. Det er en udbredt opfattelse, at det er Camille Claudel, som har skabt hænder og fødder på disse skulpturer. Men samtidig forelsker den 24 år ældre billedhugger sig i sin elev, og hun i ham.

I næsten femten år står deres parløb som kunstnere og elskende på, hun arbejder på hans skulpturer, men er også model for ham og han for hende. Står den mandlige skikkelse på La porte de L'enfer ikke temmelig meget på samme måde som kvinden i Claudels Sakountala? Denne venstre arm, som ligesom blot overgiver sig...

Overgive sig helt gør Rodin så til gengæld aldrig. Han har adskillige andre elskerinder og forlader aldrig sin samlever, den jævnaldrende og tidligere model Rose Beuret, som han gifter sig med i 1917.

Værket l’Abandon (overgivelse) er Camille Claudels tolkning af en genforening af to elskende – inspireret af den hinduistiske digter Kaladisas’ fortælling. Claudel var bare 24 år, da hun lavede det.

Bridgeman Art Library

Tidligt i deres forhold får Camille Claudel ham ellers til at underskrive en kontrakt om, at han aldrig må tage andre elever end hende, og at han skal gifte sig med hende. En kontrakt, han aldrig overholder. Parret fik muligvis hele fire børn sammen, og Camille aborterede også flere gange, ved man fra et brev fra broderen. Har dette mon, som broderen tror, betydning for den kranke skæbne som overgår Camille?

Efter bruddet i 1892 og hendes forsøg på at skabe en selvstændig kunstnerisk karriere, hvor hun især i en mandsdomineret verden er oppe mod manglen på offentlige opgaver, isolerer Camille Claudel sig mere og mere i sit atelier på Île Saint Louis i Paris.

Hun bliver paranoid, er overbevist om, at 'banden' omkring Rodin ødelægger hendes karriere, hun drikker og forsumper. I 1912 ødelægger hun selv alle sine skulpturer. I 1913 bliver hun efter naboernes klager tvangsindlagt med moderens underskrift på papiret.

De besøgte hende aldrig, moderen og søsteren, gennem tredive års internering. Camilles livsvalg havde forlængst fået dem til at slå hånden af hende. Camille Claudel døde i 1943, sandsynligvis af sult som så mange andre sindssyge midt i krigens Frankrig. Hendes råb om hjælp til omverdenen blev aldrig hørt.

Hendes bror besøgte hende ganske vist tretten gange, men ville ikke have hendes navn nævnt, fordi det forbandt ham med sindssyge. Det eneste, der er tilbage fra denne tid, er et fotografi taget af en af kollegaerne fra den første tid i Paris, billedhuggeren Jessie Liscomb. En siddende Camille med en stor hat og hænderne i skødet. Da var Camille 65 år og havde ikke skabt kunst, siden hun var 48.

Originaliteten bliver tydelig  

Museets optakt til Claudel er lang, med alle de lokale og dog verdensberømte samtidskunstnere, især Paul Dubois og Alfred Boucher. Blandt andet kan man studere den imposante gipsmodel til Dubois' skulptur Jeanne d'Arc, en rytterstaute, som blandt andet står i Reims fra 1895 med en stiv og kejtet Jeanne.

Men det er netop i sammenligningen med disse kunstnere, Camille Claudels originalitet helt fra starten bliver så tydelig, allerede fra de første skulpturer har hun vristet en formmæssig frihed til sig. Hun er ikke nogen kopi af Rodin, det er Rodin, som med Claudel får et ualmindeligt frisk pust.

Så man slikker alt i disse sale, hvor hun folder sig ud, i sig. Versionerne af Sakountala. Busterne af broderen, men også et forrygende portræt af Rodin med viltert skæg. Så er der hovedværker som l'Âge mur – den modne alder (1890-1907), hvor en ung kvinde på knæ trygler en mand, der føres bort mod døden i en stor bølgebevægelse.

Det er måske Camille selv på knæ, som ser sin elsker føres bort mod den ældre kvinde – Rodins ældre elskerinde. Sådan tolker broderen Paul det, i følge Camille Claudel : Catalogue raisonné, i vrede over Camilles ydmygelse, men hun hæver oplevelsen op til en allegori og en uafvendelig bevægelse.

Et andet sent værk, Persée og la Gorgone (1897-1902), er både galt og genialt. I endnu en bølgebevægelse har Perseus kappet hovedet af Medusa. Medusas hoved er Camilles eget, men i aldrende version, det hoved, som Rodin så ofte havde brugt i sine skulpturer.

Og så ender man i en sal med fire versioner af Claudels Valsen. Bronceversionen blev indkøbt til museet her i år af Claudels grandniece Reine-Marie Paris, hvis ihærdige arbejde gennem et halvt århundrede er en af årsagerne til, at det nye museum har set dagens lys.

Skulpturen blev erhvervet for 1,18 millioner euro, en verdensrekord for en skulptur af den størrelse. Det så intimt dansende par fra 1891 rummer det hele og især stadig glæden, som den vokser op af materien. Bare dette rum er en hel rejse værd.

Og her kan man så stå og meditere over, at de penge kunne Camille Claudel godt have brugt dengang. Så var hun måske ganske enkelt ikke blevet skør.

Musée Camille-Claudel. 10, rue Gustave Flaubert, 10400 Norgent-dur-Seine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Godt skrevet - af en eller anden grund kan jeg aldrig rigtigt lade være med at læse Byrckels tekster - og kommenterer da de udover at være godt skrevet ofte er meget medrivende, oplysende og jeg synes at forfatteren skriver på en meget klar, ærlig og ren måde - ihvertfald når jeg læser det op med min indre stemme. Samtidig synes jeg altid udover at et eller andet i mig nogengange bliver mega-provokeret også at blive klogere på enten filosofi, retsvidenskabelige, kunsthistoriske, historiske, filosofiske, sociologiske (læs feministiske) spørgsmål eller andre emner som jeg lærer om.
Alle historier benytter modeler - dvs. forsimplede billeder (model) af virkeligheden. I et narrativ - en fortælling er den mest udbredte model forfølger-offer-redder. Al historieskrivning er bygget op på den måde. Man kan så tilføre andre modeler eller teorier fx. af sociologisk art som marxisme, feminisme, og forsøge at beskrive virkeligheden gennem dem. Det kan så skifte lidt hvem som er forfølger -offer- redder. Det er også forskel på hvor tydeligt det er tegnet op. Metafysik er alt det at man kan have forskellige meninger om - spørgsmålene ofte religiøse, historiske eller filosofiske, der ikke kan afgøres ved hjælp af et måleinstrument.

At blive sindsyg: Når man man som menneske møder modstand fx på eksistentielt plan kan man ofte komme ud af balance - ud i en krise, der udtrykkes gennem ens adfærd og tilstand, men man kan faktisk komme igennem til en mere velafbalanceret tilstand igen. Ofte handler det ikke kun om individet men også om omgivelserne. Det svare til at hvis man lige har været syg og fx. fik lungebetændelse så fortsætter man men at sidde i det værelse hvor der er fugtigt og gennemtræk. Med andre ord man bliver nød til at ændre omgivelser eventuelt forlade dem hvis man kan - især hvis omgivelserne ikke så let lader sig forandre da sygdommen bliver til i et sammenspil mellem individ og rummet omkring det. Kulturen bliver en byrde en af Freuds bøger er "kulturens byrde" at den moderne kultur er undertryggende og usmuk også ukvindelig.

Odin Rasmussen

Metafysik: Læreren om det, som er uden for den fysiske verdens område, og som derfor ikke kan sanses eller måles. Alle ideologier bygger på metafysiske modeller, inkl. religion, der giver et billede af hvordan man forestiller sig verden hænger sammen. Ingen videnskab kan tjene sit mål uden at udvikle modeller og forestillinger om hypotetiske variable. Gennem sansning kan mennesket kun erfare en del af den hypotetiske virkelighed, men aldrig med sikkerhed kende de årsagsvirkninger, der styre denne virkelighed.

olivier goulin

Enig. Tine Byrckel er altid læseværdig.
De bedste journalister er ofte akademikere. Ikke at akademia er nogen garanti for at være en god skribent - på nogen måde. Men det giver ofte ekstra perspektiv og dybde.

/O