Læsetid: 4 min.

En del ulykker sker i øveren

Informations musikredaktør glæder sig over de mange farver i den danske rock. Egensindig grunge. Skingert lyksalig freak-folk. Pastoral hånd-ambient. Men undervejs bliver han også lidt grå over de internationale traditioners bredbagede tilstedeværelse
Trioen Baby In Vain.

Trioen Baby In Vain.

Nikolaj Thaning

25. august 2017

Rock. En subkultur i nutidens musiklandskab. Bevares, der samles stadig mennesker i hobetal ved koncerter verden over, men det er i kun sjældne tilfælde yngre navne, der kan trække folk til pigtråden i disse år.

Det betyder naturligvis ingenlunde, at rocken er død. Den har bare ikke samme appel som elektronisk musik og hiphop. Måske fordi disse genrer kan eksekveres på et dagligdags redskab som computeren, mens rocken fordrer, at man køber noget så træls som et instrument. Og hvis man vil spille højt, så skal man også have et øvelokale.

P.t. er de fleste musikprojekter i de mere socialt belastede dele af Danmark således rettet mod rappere. For hiphop er en populær genre med op til flere ghettostjerner som forbilleder for de nye, unge håbefulde.

Kan De ane den sociale udgrænsning, som rockmusikken også kan implicere, kære læser? At musik, der ikke kan laves derhjemme på en pc, simpelthen kan være for dyr at realisere for de dårligst stillede?

Nu sker de fleste ulykker som bekendt også i hjemmet, så vi skal huske at være taknemmelige for, at der stadig er danske hedsporer, der gider at gå i og har råd til øvelokalerne.

Stratosfæriske svejseflammer

Danske Baby In Vain har faktisk været utrolig vedholdende i dén retning. Det var for over fire år siden – i opvarmningsdagene til Roskilde Festival 2013 – at denne signatur første gang så trioen. Dengang mente jeg, at de var lovende, men at de godt kunne »skrive mere markante sange«.

Jeg nævnte blandt andet Nirvana, Mudhoney, Hole som referencer, men også The White Stripes’ blues-fornyelser. Sidstnævnte kan man fjerne her fire år senere, hvor Baby In Vain – efter vistnok hele seks ep’er – albumdebuterer. I stedet kan man så tilføje PJ Harvey som inspirationskilde til albummet More Nothing.

Ikke mindst på den fornemme, majestætisk rungende »Last of The Turner Girls«, den smukt manende »Low Life« samt den lige lovligt kopierende »One Feather« kan man høre Harveys på én gang knejsende og udskridende sangstil – og-eller hendes blodigt vredne fornyelse af blues uden nogen form for retromani. Men More Nothing har da også flere grungefarvede eller tungmetalliske sange, hvor tidligere nævnte inspirationskilder viser sig.

Det er en af PJ Harveys producere, Rob Ellis, der har produceret og givet bandet et kødeligt, men også af og til et ret så kunstnerisk udfordrende udtryk. 11 dage i studiet. 11 sange fulde kroppe i rum, der forandrer sig fra sang til sang. Og fulde af elguitarer som stratosfæriske svejseflammer eller støjsokler, man kan bygge broer på. Af trommer tæsket med en sej rytmisk nerve, der dækker hele frekvensområdet og dermed sangenes hele knoglestrukturer. Og dertil narkodøsige, stolt vrængende, desperat skregede eller smukt korsvungne vokaler.

Generelt er den basløse trio – altså en trommeslager og to elguitarister – i stand til at flå et væld af klangfarver og landskaber ud af deres sangkatalog. Lola Hammerich, Benedicte Pierleoni og Andrea Thuesen vokser fortsat.

Nogle gange savner jeg lidt skævere riffs og også gerne mere ukonventionel, løsrevet sangskrivning, tak. Men når det er bedst, så er More Nothing en moden vrængen, en velovervejet fuckfinger, et flot knottent uvejr, en godt groundet ynde.

Tiden og dens tempo fortoner sig

Der er mere farvelade og maskerade over danske Halasan Bazars tredje album, Burns, der byder på en dirrende freakfolk og kalejdoskop-indie med Beach Boys- eller Neil Young-kor og gnistrende Mersey Beat-guitarfigurer og af og til Phil Spector-klangrum.

En charmerende skalten og valten med svundne traditioner. En skingert lyksalig famlen efter udfrielsen i det inderlige kollektivhåndværk. Fællesskabet som et bolværk mod ensomhed, neoliberalisme og kedsomhed. Og I er langt hen ad vejen et charmerende, spraglet bekendtskab, der dog også især hen mod slutningen bliver lidt for traditionelt bredbaget og kreativt smalskuldret.

En del ulykker sker også i øveren, hvor dét at slippe gaspedalen på vej væk fra forlægget kan være en decideret undladelsessynd.

Man kan også forlade den psykedeliske skov eller de retromanisk blindgyder og søge ud i de store vidders pastorale ro, under akustiske guitarers skyformationer.

Træd for eksempel ud i Western Skies Motels album Settlers. Danske René Gonzàlez Schelbecks projekt, som jeg længe (det udkom sidste år) har villet skrive om, fordi det er så konsekvent altmodisch i tempo og så zen i sin enkelhed.

Settlers – nybyggere – refererer så også til en svunden amerikansk æra, hvor der stadig var ukendte vidder forude, og hjulspor var noget man selv pløjede med sine prærievogne.

Albummet er dog ikke decideret nybyggende, men lægger sig i hjulsporene fra mesteren Mark Hollis (hør især »After The Storm«), men også danske Vessel.

En akustisk guitar fortæller om noget så eksotisk som ro. Den bølger forsigtigt op og ned i intensitet, andre akustiske guitarer blander sig. Eller et klaver eller et orgel. Indspillede cikader. En elektrisk guitar kan forsigtigt hvæse om, at der lige dér nede bag horisonten gemmer sig en dunkende hovedfærdselsåre gennem kornet og freden. Men det meste af tiden fortoner tiden og dens tempo sig på dette enkelt impressionistiske og alligevel smukt nuancerede hånd-ambiente værk.

Baby In Vain: ’More Nothing’ (Partisan Records).

Halasan Bazar: ’Burns’ (Requiem Pour Un Twister).

Western Skies Motel: ’Settlers’ (Lost Tribe Sound)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu