Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dødsteaterkoncert

Simon Kvamm har remixet den danske sangskat til en forunderlig og smertefuld teaterkoncert på Aarhus Teater. Med skøn blåmejse, desperat havmand og døden lige i hælene
Den firkantede scene er det ene øjeblik så nøgen som en teakfestsal i 1960’erne. Og så pludselig så frodig som en dansk sommeraften, når skuespillerne dukker op med runde maskehoveder malet som blåmejse og spurv i ’I skovens dybe stille ro’ – eller når det vælter ind med røde hybenhjertehoveder

Den firkantede scene er det ene øjeblik så nøgen som en teakfestsal i 1960’erne. Og så pludselig så frodig som en dansk sommeraften, når skuespillerne dukker op med runde maskehoveder malet som blåmejse og spurv i ’I skovens dybe stille ro’ – eller når det vælter ind med røde hybenhjertehoveder

Emilia Therese

Kultur
1. september 2017

Er der virkelig plads til endnu en teaterkoncert, som handler om den danske sangskat? Sådan en forræderisk tanke kan man godt få, når man befinder sig på dagsrejse mod Aarhus Teater. Det Kongelige Teater har immervæk drænet de kendte danske sange i Højskolesangbogen, Odense Teater har haft fingrene i Carl Nielsens sange i Carl – og Aalborg har rådyrket Anne Linnets univers i Jeg er jo lige her. For nu lige at nævne et par af de andre danskfokuserede teaterkoncerter.

Her bagefter forestillingen må jeg så konstatere, at der absolut er plads til teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på. Rigtig god plads endda. Forestillingen er intet mindre end en skønhedsåbenbaring. Det kan godt være, at titlen ikke er mundret, men den holder vand.

For forestillingen handler lige akkurat om de sange, vi alle sammen har lært at synge, lige siden vi var små – og som vi måske sjældent reflekterer over, netop fordi det bare er sange, vi altid har kendt. Sange, som alle nye sangskrivere uvægerligt kommer til at læne sig op ad – i ordvalg og rim og melodistumper.

Det er performeren og sangeren Simon Kvamm, der har ’remixet’ sangskatten. Originalt, konsekvent og med tæft for tidens lyd. Denne tiljublede Nephew-sanger står ikke selv på scenen; det har Aarhus Teater også været nødt til at skrive på sin hjemmeside for at forhindre skuffelser i teatersalen.

Men han har lagt sin idé i begavede hænder på det uforudsigelige makkerpar, iscenesætteren Nicolei Faber og scenografen Christian Albrechtsen, der har skabt den enkleste og dog mærkeligste ramme om det alt sammen – og som har fået et udvalgt teaterkoncertensemble og Aarhus Teaters kor til at synge så smukt og sært og voldsomt, at de danske sange sætter sig dybt i tilskueren. Lige fra folkevisen »Drømte mig en drøm i nat« til Garffs nyklassiker »Septembers himmel er så blå«.

Rød sol

Forestillingen begynder ellers ret teaterkoncerttraditionelt: H.C. Andersens »I Danmark er jeg født« bliver i hvert fald sunget og udsat for trendy vrængen – og med en masse ’mol med mol på’. Skuespillerne har gråt og beige tøj på, så tristessen er fuldkommen. Man ved ikke helt, hvad man skal tænke – og man aner ikke, hvor man er på vej hen.

Men allerede her stråler den unge skuespiller Marie Marschner, der afslører en stemme så klar, så klar – som om hun er en urkvinde, der personligt har fået hele sangskatten overleveret. Og skuespilleren Mikkel Becker Hilgart strør om sig med godt humør og kække blikke, i hvert fald så længe det handler om vores grønne øer og den friske strand.

For så drejer forestillingen videre med »Se, nu stiger solen« og »Solen er så rød, mor«, og det begynder at gøre lidt ondt.

Og så pludselig træder den garvede operasanger Lisbeth Balslev frem sammen med den unge skuespillerelev Arian Kashef med skæg og uniformsjakke. Og så får vi ellers den mest særprægede version af folkevisen »Agnete og havmanden«.

Lisbeth Balslev ligger sammen med sin unge elsker i et virtuelt hav af lys, inden hun tager mod til sig og vandrer op af vandet og tilbage til sin kirke. Hun træder helt varsomt, mens havmanden fortvivlet synger med sin tydelige, machostemme: »Tænk på den lille, som i vuggen lå«.

Men denne Agnete går videre, og man mærker, hvordan hun undertrykker sin sorg over at efterlade alle sine børn hos havmanden for at komme tilbage til sit menneskeliv på Jorden. Eller bare for at blive sig selv, som man ville sige i dag. Det er mystisk. Det er teater. Og det er svimlende flot sang.

Musikerne sidder i hver deres loge. Marie Koldkjær Højlund, der har stået for det avancerede musikarrangement sammen med Anders Boll, troner i 1960’er-kjole i kongelogen, hvorfra hun synger med på en del af numrene – og Esben Inglev følger trop fra damelogen. Lyden bølger og syder. Og den pakker scenen ind i toner.

Den firkantede scene virker ellers mere rund end nogensinde i Christian Albrechtsens scenografi. Det ene øjeblik så nøgen som en teakfestsal i 1960’erne. Det næste øjeblik så hvid som snevejr. Og så pludselig så frodig som en dansk sommeraften, når skuespillerne dukker op med runde maskehoveder malet som blåmejse og spurv i »I skovens dybe stille ro« – eller når det vælter ind med røde hybenhjertehoveder.

Dejlig er Kvols

Jacob Madsen Kvols tager føringen i danskernes uundgåeligste salme: Ingemanns »Dejlig er jorden«. Hans stemme har så meget klang og så meget autoritet, at den ikke behøver at vrænge. Han sender nærmest ordene ud fra sine skuldre som omfavnelser, der flyver direkte ned mod tilskuerne. Og når han står tilbage og holder balancen i hofterne, står Mette Døssing parat i sine silverboots, som hun lader glide hen over scenen til ’Tider skal komme’. Det er stærkt.

Der er i det hele taget meget smerte i »Lyden af de skuldre vi står på«. Der er meget levet liv. Og der er overvældende meget død. Netop derfor virker det også så stærkt, da Mette Døssing står under den sol – eller den måne eller død eller velsignelse, hvordan man nu vil tolke dette kantede, runde lys - der sænker sig ned mod hende i Kingos »Sorrig og glæde de vandre til hobe«. For Mette Døssing synger ikke med skolet sangstemme.

Hun synger med sin talestemme – sin inderligste, mest oprigtige og mest ulykkelige stemme. Og Anders Baggesen går ind i det ellers usyngelige land og får hilst døden velkommen i Brorsons »Her vil ties, her vil bies«så det gør forunderligt ondt – og godt.

Lyden af de skuldre, vi står på, er en storladen og dog helt stram og stringent teaterkoncert fuld af musik og krop. Danseren Marluze da Cruz lader sin krop bugte sig i både moderne dansebevægelser under et hoved af rosenknopper – og i hiphoppende moves i sin fremtidsrumdragt helt af sølv.

Men det er egentlig de enkle omfavnelser, der bedst passer til salmernes barske opdeling mellem sorg og glæde. Og de hænder, der griber fat om hinanden, når salmernes største fortælling alligevel bliver den vigtigtste: fortællingen om kærligheden.

Lyden af de skuldre vi står på’. Remix: Simon Kvamm. Musikalsk arrangement: Anders Boll og Marie Koldkjær Højlund. Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen. Koreografi: Marluze da Cruz. Lys: Mathias Hersland. Lyd: Lars Gaarde. Aarhus Teater. Til 30. september 2017.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her