Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dreng med autisme søger kæreste

Netflix-serien ’Atypical’ er en velmenende, men humorforladt oplysningskampagne om at leve med autisme
Netflix-serien ’Atypical’ viser, hvordan autistiske Sam begår sig i sin dagligdag og lader hans efterrefleksioner hos psykologen fungere som voiceover. En gang imellem skal lyddesignet og billedsiden illustrere, hvor voldsomme eksterne stimuli virker på ham. Det fungerer som en pædagogisk påmindelse, men ikke som et æstetisk greb.

Netflix-serien ’Atypical’ viser, hvordan autistiske Sam begår sig i sin dagligdag og lader hans efterrefleksioner hos psykologen fungere som voiceover. En gang imellem skal lyddesignet og billedsiden illustrere, hvor voldsomme eksterne stimuli virker på ham. Det fungerer som en pædagogisk påmindelse, men ikke som et æstetisk greb.

Netflix

Kultur
15. august 2017

Hvad den amerikanske Netflix-serie Atypical ikke har i skuespilpræstationer, dramaturgisk finesse og sprogligt overskud, har den til gengæld i gode intentioner. Serien følger highschooleleven Sam (Keir Gilchrist), der har en autismediagnose, og hans forsøg på at navigere i et kærlighedsliv.

Det kan godt være forvirrende, når man som han er analfabet ud i nonverbal kommunikation og sociale normer. Sam bor med sin familie, der elsker og støtter ham, så godt de kan.

Han arbejder i en elektronikforretning, hvor han modtager tvivlsomme råd fra sin kiksede og liderlige ven Zahid (Nik Dodani), der i Sam har fundet et menneske, der tror på, at Zahid er en stilfuld storcharmør. Og så ser han en ung og smuk (åh åh!) psykolog ved navn Julia (Amy Okuda).

Som en filmatiseret brochure

Sams familie skal forestille at være almindelig, men den virker mærkelig, fordi ingen af familiemedlemmerne har nogen karaktertræk eller følelser, der ikke på en eller anden måde knytter sig til Sams diagnose. Det er ligesom at se en filmatisering af en folder om familiedynamikker i familier med autistiske børn.

Hans mor Elsa (Jennifer Jason Leigh) har viet sit liv til autismesagen. Hun arrangerer velgørenhedsarrangementer, går til møde i en støttegruppe for forældre til børn med autisme og er ellers optaget af at rydde alle forhindringer af vejen for sin søn, der nødig skulle lide nederlag. Det med at prøve at få en kæreste, synes hun, er for risikabelt for ham.

Elsas dilemmaer handler om, at hun helt har glemt sig selv i sit martyrium af en moderrolle, og at hun får nerver på, når Sam lidt efter lidt løsriver sig fra hende. Det får hende til at reagere på måder, der mere end antyder, at hun døjer med udiagnosticeret autisme. Sams far Doug (Michael Rapaport) står på sidelinjen og savner at blive set og anerkendt som far af Sam.

Han er til gengæld tæt på Sams søster Casey (Brigette Lundy-Paine), der drømmer om en sportskarriere, men ikke kan skifte til en skole med et bedre løbehold, fordi hun skal støtte sin bror i dagligdagen på deres fælles skole. Casey er meget sarkastisk anlagt, så man bedre kan se, at Sam ikke forstår sarkasme, og hun får en kæreste, så hun har en at forklare om alle de familieproblemer, der ellers er åbenlyse.

Person før diagnose

Atypical viser, hvordan Sam begår sig i sin dagligdag og lader hans efterrefleksioner hos psykologen fungere som voiceover. En gang imellem skal lyddesignet og billedsiden illustrere, hvor voldsomme eksterne stimuli virker på ham. Det fungerer som en pædagogisk påmindelse, men ikke som et æstetisk greb.

Sådan er det med meget i Atypical: Det folkeoplysende projekt er sympatisk, men som tv-dramatik betragtet er serien ekstremt konform. Fornemmelsen af filmatiseret folder med relevante oplysninger om autisme får man også af en replik som denne:

»Folk tror, at man ikke er empatisk, når man har autisme, men det er ikke sandt. Jeg forstår ikke altid, hvordan andre føler, men når jeg endelig gør, har jeg masser af empati med dem. Måske endda mere end neurotypiske mennesker.«

Neurotypisk er betegnelsen for mennesker, der befinder sig uden for autismespektret – med typiske hjerner altså. En lidt sjov scene, hvor Doug for en gangs skyld er taget med Elsa til møde i støttegruppen, handler om den hensynsfulde personen først-terminologi, der bliver brugt på området. Man siger ikke »autist«, men »person med autisme«, fordi personen kommer før diagnosen.

Man omtaler ikke autisme som en sygdom, der kan kureres, men som en neurologisk tilstand. Doug bliver derfor rettet, da han siger, at Sam »har fået det bedre«, for der er ikke noget i vejen med at have det svært. Det kommer der ikke nogen ond satire ud af (selv satiren er høflig i den her serie), bare en anledning til, at Doug og Sams psykolog får en fornuftig samtale om, at de sproglige hensyn kommer fra et godt sted.

Sydpolsmetaforer ud over det hele

Sam kan godt lide, når tingene er enkle og forudsigelige, ligesom i naturen. Hans hobby er Sydpolen, hvis natur og historie han refererer til i ét væk. I sit hæfte tegner han abstrakte mønstre og illustrationer af sydpolsdyrs anatomi. Alt, hvad han føler og tænker, kommer til udtryk i sydpolsmetaforer. Sådan nogle smukke, vammelsøde nogle om trofaste pingviner og unikke snefnug.

Der er ikke noget at sige til, at Sam er en flot fyr, nu han er hovedrollen i en ungdomsserie, men manuskriptforfatteren Robia Rashid (der var med til at skrive How I Met Your Mother) gør det lidt nemt for sig selv, når hans særhed er så diskret.

Henne i skolen er der en pæn pige ved navn Paige (Jenna Boyd), der kaster sin kærlighed på Sam, og selv om det giver historien fremdrift, så mangler der modstand i den kærlighedshistorie, fordi Paige på forhånd er 100 procent afklaret med, at hun gerne vil have ham.

Atypical er en på mange måder typisk tv-fremstilling af, hvordan det er at leve med en atypisk hjerne. Tydeligvis velmenende, men også så humorforladt og flad i sin psykologi, at den er svær at se som andet end oplysningskampagne.

’Atypical’ kan ses på Netflix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her