Læsetid: 6 min.

Jeg drømte mig en drøm og et drøn i nat

Sjæle i flammer, franske piger, pardans, svin og Gæstgiveren på Bornholm. Information har lagt ører til nogle af nationens yngre musikere, der stadig holder sig til det gammeldags håndværk at spille på traditionelle musikinstrumenter
Den unge duo Franske Piger forholder sig også til en blot 30 år gammel arv, 80’ernes synthpop af den dansksprogede slags.

Den unge duo Franske Piger forholder sig også til en blot 30 år gammel arv, 80’ernes synthpop af den dansksprogede slags.

Stells Malfilatre

18. august 2017

Indrømmet, jeg gjorde noget meget hipsterhavnsk i sommerferien. Her kommer det. En onsdag aften gik jeg med en kær ven på Gæstgiveren (med sloganet »Bornholm på toppen«) i Allinge og så en koncert. Det var en aften af velour, da Pernille Rosendahl sang sine og andres sange.

Mens skumringen kom og tog os, oplod hun sit anselige sangtalent. Svaler cirklede i hidsige manøvrer over vores hoveder. Tre kærlighedssyge af arten jagtede hinanden i styrtdyk over scenen og publikum, mens de sang med af deres næbs fulde kraft.

»Drømte mig en drøm i nat« sang Rosendahl ynde-, ja, længselsfuldt. Nordens ældst kendte folkevise, som der findes noder til. En middelaldervise, der blev foreviget i runer og noder af en munk omkring år 1300. »Drømte mig en drøm i nat/ Om silke og ærlig pæl.« Pæl som måleenhed, altså en vision om et retfærdigt samfund, hvor vi alle har lige chancer.

Det er naturligvis bare en drøm, selv om der da var en høj grad af ligeværd blandt de gloende lyserøde tilskuere på Gæstgiveren. Hele København var der vel ungefær. Hvad det tændte i os, mens alkoholen løb ud i kromosomerne, var vel i og for sig nostalgisk. En trådløsfri brise af erindring om det danske sommerland. Sværmerier i lyng. Hof. Rødternet dug. Lammeuld i himmelblå skysovs.

Hvad har vi tilfælles? Naturen og kulturen, velsagtens. Og så alligevel ikke, vel? Ikke alle har råd til rødvinen på Gæstgiveren. Ikke alle slipper ud af byerne. Og ikke alle har adgang til det hukommelseskrat, som jeg og så mange andre blev viklet ind i på Gæstgiveren sammen med Rosendahl og hendes to ulastelige ledsagere. Ikke alle har overhovedet oplevet den danskhed.

Jeg kom til at tænke på, hvad harmonierne og melodierne gør ved os. Hvordan de sætter et referenceapparatur i gang i os. Brystet, der bruser af følelse. Mærk fingrene. Det prikker i dem, ligesom dengang man kom for tæt på brændenælderne.

Den danske sangskat er i konstant udvikling, men som Rosendahl viser denne aften, er det stadig en historie, vi kan se tilbage på og forholde os aktivt til. Også selv om »Drømte mig en drøm« er over 700 år gammel.

Arven fra 80’ernes synthpop

Denne anmeldelse handler om danske musikere, der holder sig til det gammeldags håndværk at spille på traditionelle musikinstrumenter. To danske nostalgisk betonede bands og to mere internationalt orienterede. Men stadig danskere, bevares.

Den unge duo Franske Piger forholder sig også til en arv, men det er umiddelbart en blot 30 år gammel arv, 80’ernes synthpop af den dansksprogede slags. Og så alligevel i stand til at tale til noget, man også på Gæstgiveren ville kunne nikke genkendende til. Vemodet, længslen, der vel er lige så gammelt som homo sapiens eller i hvert fald »Drømte mig en drøm«.

»Det gør så ondt at se, hvordan du mister det, du kendte som dit liv,« synger Søren Buschmann Friis ved mikrofonen. Mens der omkring ham bliver drønet med en nyromantisk intensitet, som vi kender fra Bisse.

Altså en form for idiosynkratisk singalong. Synth, der lyder som bremsende togstammer. Og en elguitar, der kaster grus, glasskår og svævetoner gennem de mørklakerede lydoceaner: Grizzly Bear-inspireret i de glasklare melodier, indfarvet af salig Hilmer Hassig i de mest sommermelankolske øjeblikke, men også ganske radikal i sine abrupte glasskår, der knuses, som havde improvisatoren Derek Bailey en fod med i spillet.

Franske Piger er dannet i Odense, nu flyttet til København og centreret omkring Friis og Jacob Günther Andersen. Deres debut-ep er minsandten døbt EP, og den er til tider strålende. Søren Friis er ikke den mest ophidsende vokalist p.t., for lidt krop eller temperament eller friktion. Men det kan der ændres på, når livet er blevet levet lidt mere. Eller stemmen trænet lidt yderligere.

Og allerede nu er de et stærkt komponerende team, der formår at få det vingeskudte liv til at lette fra jorden. »Vores virkelighed blev tabt i tomme ord. Hvad læser du i mig?«

Jeg kan næsten høre svalerne synge med.

»Gider fucking ikke mere ondskab nu,« lyder det hos duoen Sjæl i Flammer (kan du huske 80’er-hittet af samme navn?). Naivismen styrer hårdere hos Anders Winkler og Jens Rubin fra Odense og Svendborg. Naturromantikken og enkelheden har bedre kår her. Lette melodifigurer valser over engen, synthsuk og blip og båt strygere gennem klitterne, en elguitar lægger sig som en dis over horisonten. Billeder af det danske sommerland malet i neonfarver triller frem på nethinden. En slags rudimentær P.S. Krøyer ved solnedgang, mens bølgerne synger polyfonisk, lavmælt.

»En drøm uden grænser, der ender i et mareridt (...) Stumper af min frihed er efterladt derude et sted (...) Jeg vandrer ud ved daggry, hvor vindens duft i luften, den er klart skærende i min krop.«

Sjæl i Flammers debut-ep hedder ÅH, og i dens dyrkelse af den spinkle synthpopsang føles det, som om duoen helt bevidst giver plads til det banale, til henførelsen i dét, der er lige foran os – uden at vi af dén grund har for vane at opdage endsige påskønne det.

Sonisk dommedag

Kurs- og stemningsskifte. Pardans fortæller om en anden danskhed – vel nærmere et københavneri. Lyden af det urbane, eksperimenterende rock/postpunk-miljø, der er en del af Mayhem-scenen i den mest Nordvest-lignende yderkant af Østerbro i hovedstaden. Lyden af rockbandet som en beruset blodstyrtning, en dekadent krampeorgasme. Udbygget med bratsch, saxofoner og spleen, et band i gang med at slingre og vælte og slås sig gennem sine sange.

Sekstettens debut-ep (der udkom september sidste år), Heaven, Treason, Women, hvæser med klare referencer til især Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfeldts band Marching Church.

Ikke mindst forsanger Gustav Berntsens – lige lovlig store – gæld til Rønnenfeldts skødesløst skrålende og skelsættende sangstil: lyden af en fuld racehund, der skælder ud på livets lethed (og dét signalement skal forstås positivt). Men også med en hovedstol hos bands, der går forud, ikke mindst australske The Birthday Party og engelske The Pop Group. Begge bands som Pardans selv har peget på som inspirationskilder.

»This is your life, and I don’t think you’re quite right.«

Her er Danmark ikke længere en drøm om egalitær velfærd eller sommerlig idyl, men et postindustrielt drøn fra nationens kollaps i individuel isolation. En venden sig ind mod ekstasen som eneste værdi. Lyden af alt for meget erfaring. Og så alligevel så lidt. Hvilket både udmønter sig i ætsende gestikulationer og fortærsket æstetik her på Heaven, Treason, Women.

Længere inde i musikken og ude på overdrevet finder vi den abstrakte ekspressionisme hos endnu et københavnerband, Svin. Deres seneste, gode album, Missionær (der udkom oktober sidste år), er en vitalistisk udladning. En både mejslet kakofonisk og flyvsk ambient stereofoni, tænkt og raset og drømt på rockbandets instrumenter tilsat saxofon og kirkeorgel.

Missionær kan høres som rene energiudladninger. Eller det kan høres som sonisk dommedag. Eller som vegetationer, der vokser fra de individuelle instrumenter og vikler sig sammen inde mellem vores ører.

Her fortoner ideen om landegrænser og kulturelle hegn sig. »Kirkeorgelsafrikaner« hedder et nummer sågar. Det er sommernætter under et væld af himmelstrøg. Det kan også være vinter. Godartet atomvinter. Melankoli glider over i sturm und drang eller bare ren amok. Skel blæses bort. På en måde kan vi være fri her. Og det er ikke så meget en drøm, som et drøn, vi drømmer her.

Franske piger: ’EP’ (Musiksmag).

Sjæl i Flammer: ’ÅH’ (Vellness Plader).

Pardans: ’Heaven, Treason, Women’ (Premium Abundance).

Svin: ’Missionær’ (PonyRec)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu