Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fantasy ude af kontrol

Det lovede så godt med det vellykkede første bind i debutant Malene Sølvstens fantasytrilogi ’Ravnenes Hvisken’, men i andet bind har noget svigtet forfatteren, dog ikke hendes talent for at opbygge et troværdigt univers
Kultur
19. august 2017

Det var et brag af en fantasydebut, Malene Sølvsten udgav sidste år med første bind i trilogien Ravnenes Hvisken. Man så hollywoodproduktioner for sig i historien om den modvillige heltinde Anne, der opdager, at en umiddelbart banal mordsag har kosmiske forbindelser, og at hun – den oversete og ensomme outsider – spiller en skæbnebestemt og central rolle i en kamp, der kæmpes på tværs af verdener og religioner.

Nuvel sproget var ofte banalt og direkte, men det passede på en måde til koblingen mellem den hårdkogte krimigenre og den jo, må vi medgive, ofte melodramatiske genre, der er fantasy. Det var en vellykket og imponerende debut, der var en nytænkning af den skandinaviske tradition for at kombinere den nordiske mytologi med teenageårenes overgangsriter.

Bogen udkom og blev hurtigt meget fortjent en bestseller, og måske har forlaget haft for travlt med at udgive andet bind, Ravnenes hvisken Bog 2, i hvert fald er det en bog, der er ude af kontrol i fart og introduktion af nye karakter.

Malene Sølvsten: ’Ravnenes hvisken’ Bog 2

Sådan er det ofte i fantasytrilogier: Første bind bruger hovedpersonen på at erkende og acceptere sin skæbne som antihelt og møde sine tætteste allierede, i andet bind drages der ud på den uundgåelige lange rejse mod og imod skæbnen, her sker en masse tilsyneladende tilfældige møder, som senere skal vise sig at blive afgørende i the final show down med den tilsyneladende hovedfjende. I tredje bind udspiller sig så den egentlige afsluttende episke kamp.

Malene Sølvsten følger det velafprøvede fantasyskelet, men i første bind skete det på en overraskende og nyskabende facon. I andet bind sker der for meget, og særligt sker der et skifte i en central karakter, der er voldsomt utroværdigt set i forhold til den relation, som både læser og hovedperson har opbygget til vedkommende.

Det er helt afgørende, når der er så mange forviklinger og intriger, at man tror på dem. Karaktererne må hjertens gerne overraske, men det skal ske inden for rammen af, hvad vi i forvejen har kunnet fornemme. Man kan ikke pludselig hoppe et halvt år frem i fortællingen eller afsløre jordrystende skred i karakterer, uden at det har konsekvenser for læserens engagement.

Dertil kommer, at Anne har usandsynligt mange bejlere. Selv et smægtende teenagehjerte må kunne se, at der er lige lovligt mange stærke arme, der slynger sig om hovedpersonen, og at hun rent ud sagt er lidt for gavmild med sin kærlighed over for høje flotte mænd. Hendes hjerte virker ellers på mange måder ret utilnærmeligt.

Det er virkelig ærgerligt, for Malene Sølvsten har et stort talent for at opbygge troværdige universer og ikke mindst kan hun beskrive en slåskamp, så man mærker knytnæverne suse forbi kindbenene.

Læserens modstridende begær efter på en og samme tid at ville have mere historie og længes efter dens afslutning forbinder hun med hovedpersonens begær efter den eneste ene, den loyale men modsætningsfyldte Varnar, som hun ikke kan, men være sammen med.

Der er meget potentiale i Malene Sølvsten, så vi må håbe, at bind 3 vender tilbage til det første binds høje niveau.

Malene Sølvsten: ’Ravnenes hvisken’ Bog 2, Carlsen621 sider, 249,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her