Læsetid: 3 min.

’Fences’ er som taget ud af et teater og plantet på et biograflærred

Spillestilen, dialogen og scenografien er påfaldende teatralsk, men ellers er ’Fences’ en interessant skildring af en afroamerikansk mands eksistentielle blindgyder i 1950’ernes Pittsburgh
Som var filmen et teaterstykke foregår handlingen i ’Fences’ kun i baggården – som Troy (Denzel Washington) jævnfør titlen vil have bygget et hegn omkring – og i husets stueetage. Det er her, man ser Troy komme hjem og holde om sin kone (Viola Davis), irettesætte sin søn, betro sig til sin ven, indse sine fejltrin i tilværelsen og rase over den eksistentielle blindgyde, han befinder sig i.

Som var filmen et teaterstykke foregår handlingen i ’Fences’ kun i baggården – som Troy (Denzel Washington) jævnfør titlen vil have bygget et hegn omkring – og i husets stueetage. Det er her, man ser Troy komme hjem og holde om sin kone (Viola Davis), irettesætte sin søn, betro sig til sin ven, indse sine fejltrin i tilværelsen og rase over den eksistentielle blindgyde, han befinder sig i.

David Lee

3. august 2017

Fortiden er tydeligt til stede i den baggård, hvor det meste af Denzel Washingtons Fences foregår. Her – i 1950’ernes Pittsburgh, bag den afroamerikanske skraldemand Troys (Denzel Washington) hus – står et enkelt træ med en baseballbold hængende ned fra en gren parat til at modtage et kvalificeret slag med battet, der har sin faste plads opad træet.

Troy drømte i sine unge år om at gøre karriere som baseballspiller, men var som sort spiller henvist til afroamerikanske baseballliga, der ikke var til at leve af at spille for.

Der er nu gået atten år med at få og forsørge en lille familie bestående af hustruen Rose (Viola Davis) og sønnen Cory (Jovan Adepo), og det er med et noget sammenbidt ansigt, Troy står og slår til bolden i snor med den kolossale tilbageholdte uro, Washington spiller hovedrollen med.

Han er langtfra færdig med sin fortid, og det er baseballmetaforer, han tyer til, når han skal tale om de store linjer i tilværelsen – hvad han i løbet af filmen bliver nødt til gentagne gange.

Eksistentiel blindgyde

Fences er en filmatisering af August Wilsons teaterstykke af samme navn fra 1985 om den afroamerikanske mands kamp mod social arv og racisme. Troys liv er et langt opgør med en alkoholiseret far, der bankede ham rutinemæssigt og forsøgte at voldtage en pige, han var sammen med.

Som fjortenårig stak Troy af, rakkede rundt i sydstaterne og oplevede arbejdsløshed og racisme. Han forsørgede sig selv og senere også sin kæreste ved at røve fra folk, endte med at slå en mand ihjel og komme i fængsel. Efter fængslet og den kortvarige baseballkarriere giftede Troy sig med sin trofaste kone Rose.

Den besværlige fædrene arv, han slæber rundt på, drøfter Troy med sin bedste ven og arbejdsmakker, Bono (Stephen Henderson), hvis far altid skulle videre, aldrig kunne blive ved en familie. Begge mænd er optaget af at være ansvarlige, hæderlige mænd, men det skorter på rollemodellerne i deres liv.

Troy har bidt tænderne sammen og gjort sit familieliv og ægteskab til en pligtbetonet kraftanstrengelse, han sætter en ære i at overkomme, men ikke selv kan holde ud at være i. Og ude i byen er der en kvinde, han til at begynde med ikke skylder noget, som han kan grine sammen med og være en anden friere mand med.

Troys livslange opgør med sin uansvarlige far giver også næring til hans egne sønners faderopgør. Han modsætter sig – belært af sine egne, måske uddaterede erfaringer med sportsverdenen – at Cory satser på amerikansk fodbold som en vej til uddannelse. I stedet skal han få sig et rigtigt job.

Det samme bør Troys ældste søn, Lyons (Russel Hornsby), i stedet for at spille jazz og komme rendende på hver lønningsdag for at låne.

Mere teatralsk end de fleste 

At filmen er baseret på et teaterstykke er tydeligt af mindst to grunde. For det første fordi filmen udspiller sig i en vældig afgrænset scenografi. Bortset fra enkelte udflugter ud i Pittsburgh, foregår alt i baggården – som Troy jævnfør titlen vil have bygget et hegn omkring – og i husets stueetage.

Det er her, man ser Troy komme hjem og holde om sin kone, irettesætte sin søn, betro sig til sin ven, indse sine fejltrin i tilværelsen og rase over den eksistentielle blindgyde, han befinder sig i.

Kameraet bevæger sig smidigt og dynamisk rundt om karaktererne (men skulle måske lige have slappet af med pointeringen, der hvor det følger en roses fald fra Roses hånd, idet hun indser, at livet ikke lever op til hendes ønsker).

For det andet er replikker, spillestil og stemmeføring som taget ud af et teater og plantet på et biograflærred, hvor det virker malplaceret. Jo mere i affekt, karaktererne er, desto længere og mere retorisk formfuldendte, veltimede og -artikulerede er de monologer, de fremfører for hinanden.

Særligt Troys bror, den godmodige hjerneskadede, engleagtigt trompetspillende krigsveteran Gabriel (Mykelti Williamson), der er meget optaget af himmeriget, er en teatralsk figur i betydningen overdrevet kunstig.

Man skal kunne lide en ekstra tyk streg under alt, men så er Fences også en tankevækkende skildring af en mand, der er ikke formår at finde sig til rette i den utaknemmelige historie, han er en del af.

’Fences’. Manuskript: August Wilson. Instruktion: Denzel Washington. Amerikansk. Månedens film i Cinemateket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu