Læsetid: 3 min.

En filmglad maori-western

Mere end 20 år efter ’Once Were Warriors’ vender Lee Tamahori stilsikkert tilbage til New Zealand med den historiske feelgood-familiesaga ’Patriarken’
Mere end 20 år efter ’Once Were Warriors’ vender Lee Tamahori stilsikkert tilbage til New Zealand med den historiske feelgood-familiesaga ’Patriarken’

Øst for Paradis

17. august 2017

Når et familieoverhoved forbyder sine børnebørn at gå i biografen, ved man, at oprøret ulmer i filmiske fortællinger. Der kan være nok så mange andre uretfærdigheder, men filmforbud er en så indlysende fejlvurdering, at noget drastisk må ske som modreaktion. For hvem kan ikke forstå fascinationen af de magiske verdener på det store lærred og muligheden for at få udvidet horisonten en smule?

I Lee Tamahoris familiesaga Patriarken rammer biografbandlysningen den 14-årige Simeon Mahana (Akuhata Keefe) i New Zealand i 1960’erne. Hans hverdag som en del af en stor og fremgangsrig maori-familie er hård. Der er hele tiden pligter på familiens fårefarm, og hans bedstefar Tamihana (Temuera Morrison) mener sjældent, at han udfører dem godt nok.

Biografen er et populært tilflugtssted. Her kan man i klassiske westerns som 3:10 to Yuma se retskafne mænd sige fra over for overmagten – og hvis man er heldig kan man få et kys af pigen Poppy (Yvonne Porter) fra den rivaliserende Poata-klan.

Kampen mod vildmarken

Selv om der viser sig at være en stor personlig tragedie gemt i Simeons familiehistorie, er der mere Cinema Paradiso end Fight Club-stemning over Tamahoris fortælling om en maoridrengs opvækst og opgør med en enerådig patriark. Tamahori lagde ellers ikke fingrene imellem, da han i 1994 bragede igennem med debutfilmen Once Were Warriors, hvor en voldelig far satte dagsordenen i en plaget familie, og man fik et barskt indblik i nogle af maori-folkets mange udfordringer i den urbane samtid.

Efterfølgende rejste Tamahori til Hollywood, hvor han bl.a. instruerede Pierce Brosnans sidste James Bond-film Die Another Day. Mere end 20 år efter debuten er han nu igen tilbage i New Zealand. Håndværket fra Hollywood har han stilsikkert taget med sig i flotte billeder af Nordøens vilde natur, som her bliver westernagtigt filmet med de små mennesker mod de majestætiske landskaber.

Familier som tyrannier

John Collees manuskript over Witi Ihimaeras roman er ind imellem lovligt glad for at artikulere alt, men indeholder samtidig mange fine øjeblikke. Witi Ihimaera skrev også romanen bag det new zealandske filmhit Whale Rider, hvor en ung pige insisterede på at gå egne vegne, selv om maori-traditionerne ignorerede hendes åbenlyse talenter. I Patriarken fylder maorikulturen mindre, men den er hele tiden en vigtig klangbund for den universelle fortælling om generationernes gang og den ofte svære dynamik i familier.

Som Simeons skolelærer forklarer først i filmen – med et citat af George Bernard Shaw – er familier ofte en form for tyranni ledet af det svageste familiemedlem. Det sætter tanker i gang hos den 14-årige dreng, ligesom et møde med det lokale retsvæsen tvinger munden på gled.

Klanrivalisering og fårebarbering

Man er aldrig i tvivl om, hvem der vil klare skærene i den velmenende og generelt velspillede historie, men heldigvis er der masser af lokalkolorit at nyde, når forudsigeligheden ind imellem skurrer. Patriarken er ikke mindst en hyldest til det hårde arbejde, det har været at tæmme den barske natur – og til kunsten at kunne barbere et får hurtigst og bedst. Som i et andet islandsk drama kulminerer klanrivaliseringen mellem Mahanaer og Poataer til den årlige fåreklipningskonkurrence, før det bliver sandhedens time ved den traditionsrige maori-mødeplads marae’en.

Patriarken har ikke samme skæve humor og unikke stemme som Taika Waititis charmerende Hunt for the Wilderpeople, som er den seneste new zealandske premiere herhjemme. Men Lee Tamahoris hjemvenden til rødderne har meget andet at byde på og viser, at der kan være mange kvaliteter ved at få de udflyttede filmtalenter tilbage i den nationale filmkultur. Og så slår filmen selvfølgelig bestemt fast, at ungdommen altid skal have lov til at møde andre mennesker og verdener i biografens mørke.

’Patriarken’. Instruktion: Lee Tamahori. Manuskript: John Collee over Witi Ihimaeras roman ’Bulibasha: King of the Gypsies’. New Zealand. (Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus, Cafe Biografen i Odense, m.fl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu