Læsetid: 4 min.

Mine fødder står på en ø, der forsvinder i havet

Stillehavsriget Kiribati vil være forsvundet i 2050, hvis ikke der gøres nok. Det skildres effektivt i NextDoor Projects interessante vandreperformance
Danserne klynger sig til flydemolen under Next Door Projects vandreforestilling om den truede stillehavsø Kiribati. Og straks mærker tilskuerne selv desperationen over ikke at have jord under fødderne mere. 

Danserne klynger sig til flydemolen under Next Door Projects vandreforestilling om den truede stillehavsø Kiribati. Og straks mærker tilskuerne selv desperationen over ikke at have jord under fødderne mere. 

Per Morten Abrahamsen

11. august 2017

Hvad sker der egentlig, når ens land bliver oversvømmet? Og hvordan får man den internationale verden i tale? Det er den slags presserende spørgsmål, der ligger bag NextDoor Projects vandreforestilling med den eksotiske titel Tekeraoi am Mananga – Held og lykke på din rejse.

Oversvømmelsen føltes helt bogstaveligt, da forestillingen indledte sin Danmarksturné under Passagefestivalen i Helsingør. Regnen stod nemlig ned i stænger. Og her optrådte fem performere sammen med violinisten Anne Eltard, der tappert prøvede at beskytte sin kostbare violin under en paraply.

Vi tilskuere fik hørebøffer og regnslag på, og så kunne vi ellers bare følge efter de fire performere i kampen mod de stigende vandmasser.

Ikke for de pivede

Denne vandreperformance viste sig at være en blanding af koreografi og musik – suppleret af beretninger fra Kiribati, der er et land med omkring 110.000 indbyggere fordelt på 33 øer midt i Stillehavet. Kiribati – eller ’Kiribas’, som øboerne åbenbart selv kalder landet – ligger så lavt, at klimaforskere har forudset, at øerne helt vil været forsvundet i 2050.

Medmindre der altså gøres noget. Og nu har koreografen Ingrid Tranum og hendes crew så været på besøg på Kiribati for at undersøge, hvordan det er at bo et sted, der forsvinder.

Det har inspireret iscenesætteren Ingrid Tranum og NextDoor-kunstnerne til en yderst fængende klimavandring. De to danske dansere Carina Raffel og Lars Gregersen kaster sig ned på flydemolen ud for det flotteste sejlskib i Helsingør Havn. 

De får hurtigt selskab af Kiribati-danseren Kaatita Kabwaba – i et universelt kropssprog, der kun handler om at holde sig fast, inden vandmasserne skyller ens krop væk. Imens står Kiribati-musikeren Akaka Maemae og klimprer på sin tænksomme ukulele, der falder fint ind i dommedagstonerne fra Anne Eltards seje violin. Dette er ikke for de pibede.

Muggent vand

Nogle steder går vi hastigt gennem de kønne gader, hvor regnen plasker vildt. Andre steder standser vi op, fordi performerne lige undersøger muligheden for at klatre op i en døråbning. Stærkest er stedet, hvor alle tre dansere kravler ind gennem et vindue ude fra gaden – ind i en stue, hvor der hænger et verdenskort på væggen i Annika Nilssons symbolske scenografi.

Vi stimler sammen om vinduet, og her kan vi se, hvordan hele stuen står under vand, og hvordan tøj og sko flyder på gulvet. Det stinker allerede muggent. Så den adrætte Lars Gregersen løfter heroisk den muskuløse Carina Raffel hen over sin skulder, så hun kan balancere og holde sig tør oppe i luften med sine drømme, mens hans egne fødder drejer hvileløst i vandet, rundt og rundt. Og jo. Så føles det også, som om mine fødder står på en ø, der bliver oversvømmet.

Ellers er Ingrid Tranums koreografiske sprog mest af alt en slags parkour, hvor alt testes som mulige overlevelsespunkter. Faktisk føles det som at vandre med i et begravelsesoptog – en symbolsk begravelse af et land, der vil dø om lidt.

En engelsktalende stillehavsstemme fortæller om et land præget af flugt og tilbageflytning gennem generationer, men også om håb. Til trods for at drikkevandssituationen i Kiribati åbenbart er truet af saltvandets indtrængen overalt – og til trods for, at jorden knap kan dyrkes, fordi kysterne eroderes hurtigere, end der kan plantes mangroveskove og bygges diger.

Larmen fra regnen og bilerne i Helsingør gør det svært at høre detaljerne, hvilket skaber sin egen beske pointe – tilsat reprimander om ikke at spise for meget oksekød.

Ensidig research

Den største overraskelse er en idyllisk plet med grønt græs. Her danser de to unge nogle flotte, traditionelle danse fra Kiribati. De er klædt i rituelle dragter flettet af palmeblade. De danser med svirpende fingre og lynhurtige armbevægelser og pludselige ryk med hovedet. De er unge og stolte, og de har skinnende sort hår og hud, der glinser af olie; eller er det bare dansk regnvand?

Pelenise Alofa, der er miljøaktivist fra Kiribati, stiller sig frem som værtinde og fortæller mere om landets traditioner – og om sit ngo-arbejde for at skaffe penge til at få gravet brønde. Hendes indlæg er interessant, men også ensidigt. Her lukker forestillingen pludselig for sin egen poesi. Her bliver det for meget politisk kampråb og for lidt kunst. Her kunne noget journalistisk eller forskningsmæssig research måske have skabt bedre balance.

Men det ændrer ikke ved, at selve vandringen er spændende og yderst effektfuld. Fordi den sætter sig i kroppen som en konkret erfaring om, hvordan det er ikke at have noget sted, man kan sætte sig – simpelthen fordi ens jord er oversvømmet.

’Tekeraoi am Mananga – Held og lykke på din rejse’. Iscenesættelse og koreografi: Ingrid Tranum Velásquez. Musik: Anne Eltard og Akake Maemae. Scenografi: Annika Nilsson. Dramaturgi: Christine Fentz. Vandreforestilling af NextDoor Project. Ca. 100 minutter. Sprog: Engelsk. Oplevet på Passagefestivalen i Helsingør. Spilles også 11-13. august 2017 på Teater Momentum i Odense, 18-20. august ved Dokk1 i Aarhus og 25-27. august ved Skatteministeriet i København. www.nextdoorproject.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu