Frem fra kommodeskuffen myldrer et væld af glemte, halvglemte og heldigvis også endnu huskede navne

I sit fine forord til 86-årige Niels Barfoeds netop genudgivne essaysamling Hotel Donau fortæller forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen om et lille stykke pigtråd, han siden efteråret 1989 har haft hængende på sin væg.

Hans ungarske udenrigsministerkollega forærede ham det, dengang ungarerne på eget initiativ fjernede al den pigtråd, der i årtier havde været sat op langs den ungarsk-østrigske grænse. De totalitære systemer havde spærret mennesker inde bag mure og pigtråd, skriver Ellemann-Jensen, men dengang, for 30 år siden, så det i et kort øjeblik ud, som om al indespærring skulle ophøre og en ny, demokratisk og menneskerettighedsrespekterende verden ville blive skabt.

Da jeg for tre-fire uger siden passerede den serbisk-ungarske grænse ved provinsbyen Subotica, blev det passagertog, jeg sad i, omhyggeligt undersøgt af bevæbnede grænsevagter, før det fik lov at passere igennem det hundreder af kilometer lange pigtrådshegn, ungarerne med deres regeringsleder Viktor Orbán i spidsen har sat op for at holde Afrikas og Mellemøstens flygtninge og migranter ude. Sådan går globaliseringens historie sin gang. Pigtråd fjernes. Pigtråd sættes op igen. De store stålruller glimtede i den sene eftermiddagssol, da jeg kastede et flygtigt blik ud ad togruden.

Niels Barfoeds seks-syv engagerede og velskrevne essays fra Det andet Europa handler om det politiske, det kulturelle og frem for alt det litterære liv øst for jerntæppet. De er skrevet i årene 1986-89 – i den euforiske, næsten febrilsk anspændte Gorbatjov- og glasnost-æra, hvor samtlige østeuropæiske regimer stod for snarligt fald, selv om ingen for alvor regnede med det.

Hverken i Vesten, hvor de venstreorienterede, som Barfoed revser, for det meste hellere ville diskutere USA’s forbrydelser i Mellemamerika end Sovjetunionens ditto i Afghanistan. Eller ovre østpå, hvor aldrende diktatorer som DDR’s Erich Honecker og Rumæniens Nicolae Ceaușescu sendte hinanden broderlige kys og lykønskninger, hver gang de selv eller deres fallerede folkerepublikker fyldte rundt.

Niels Barfoed: ’Hotel Donau – Essays fra det andet Europa’

En god og sjov ide

At genudgive disse essays fra en allerede fjern verden af i går er en sjov og god ide. Frem fra kommodeskuffen myldrer et væld af glemte, halvglemte og heldigvis også endnu huskede navne.

Alle disse østtyske, ungarske, tjekkiske, polske og rumænske forfattere, som Niels Barfoed i disse år med utrættelig flid læste, opsøgte og ofte blev nære venner med, ser vi nu igen i deres dårligt oplyste, dårligt opvarmede dissidentlejligheder, hvor de i sin tid diskuterede til langt ud på natten, mens de drak Barfoeds indsmuglede lufthavnswhisky, og han på sin side filmede dem og optog deres stemmer på sin båndoptager.

En af dem blev senere sit lands præsident. Det var tjekken Václav Havel. En anden fik senere Nobelprisen i litteratur. Det var tysk-rumæneren Herta Müller.

De østeuropæiske forfatteres livs- og arbejdsbetingelser fylder, måske forståeligt nok, mere i Barfoeds essays, end resuméer og fortolkninger af deres værker gør. En absurd kafkask kampplads kommer til syne. Hele hære af kulturministerielle embedsmænd og socialistiske censorer måtte i disse år forsvare sig mod dristige guerillaangreb fra snart sagt alle kanter. Snart bød katolske tidsskriftsredaktører dem tappert trods. Snart gjorde flippede Frank Zappa-fans og protesttroubadurer grin med dem.

I Polen lod systemkritikere bortcensurerede passager i deres bøger stå tomme, så enhver kunne tænke sig til, hvad der var blevet udeladt. I Ungarn svarede systemet igen ved at ophæve censuren, men til gengæld afskedige de redaktører, der lod uønskede bøger udgive.

Barfoed skildrer dette grinagtige spilfægteri med gravalvorlig mine. Og alvor var det jo også for alle dem, der blev spærret inde eller dræbt. Men her på afstand er det svært ikke at le. Hvad man forresten også gjorde allerede dengang. For eksempel i Ungarn, hvor en humoristisk forfatter efter udgivelsen af russeren Solsjenitsyns sovjetkritiske Gulag øhavet kaldte sit eget trods alt ikke ligefrem udhungrede puszta- og paprikaland for ’Gullasch øhavet’.

Overrendt af easyjetturister

Niels Barfoed har forsynet sin genudgivne Hotel Donau med spritnye fodnoter til alle de yngre læsere, der ikke var med dengang, og til alle os andre, der gerne vil mindes om, hvem det nu lige var, at Erzsébet Galgóczi, György Petris, Jiří Hájek, Danilo Kiš og alle de andre var. Fodnoterne forstyrrer ikke, men skaber alligevel en fornemmelse af afstand.

Ak, hvor er det dog længe siden, tænker man, at Niels Barfoed og hans tjekkiske dissidentvenner kunne slentre omkring i Prags parker uden at støde på andre end solsortene, stærene og måske et par cottoncoat-klædte agenter fra den hemmelige sikkerhedstjeneste. I dag er Prag, Kraków og Budapest skamløst overrendt og rendt over ende. Ikke af sovjetiske tanks. Ikke af arabiske flygtninge og afrikanske migranter. Men såmænd blot af rullekuffertrullende, berusede easyjet-turister på polterabend.

Ak, hvor man dog pludselig griber sig selv i at savne de sene, gråbrunt ulmende 1980’ere, hvor en Niels Barfoed kunne blive arresteret og forhørt af det tjekkoslovakiske sikkerhedspoliti vedrørende sin forbindelse til Václav Havel. Og hvor selvsamme Niels Barfoed så med fin humoristisk selvironi kunne svare: »Jeg er en lille forfatter. Jeg vil gerne være større. Derfor besøgte jeg ham. Sådan gør jeg alle vegne, hvor jeg kommer frem i verden.«

Niels Barfoed: ’Hotel Donau – Essays fra det andet Europa’. (2. udgave). Forlaget Gyldendal. 288 sider. 299,95 Kr.

Jørgen Herman Monrad er kritiker på Weekendavisen