Læsetid: 4 min.

Den gamle mand og selvindsigten

I ’Aldrig mere i morgen’ får en kunstner med et stort og skrøbeligt ego lov til at se, hvordan hans nærmeste reagerer på hans egen død
Erik Clausen og Bodil Jørgensen i ’Aldrig mere i morgen’.

Erik Clausen og Bodil Jørgensen i ’Aldrig mere i morgen’.

Lars Høgsted

1. september 2017

Erik Clausen har lavet en ny Erik Clausen-film med Erik Clausen i hovedrollen som en talsperson for Erik Clausens livssyn. Ligesom de seneste film, han har lavet, handler Aldrig mere i morgen om en aldrende mand fra beskedne kår, der ikke er bleg for at slå ud med armene og sige, at folk nutildags skulle tage og slappe lidt af, og at damer er dejlige.

Denne gang er der tale om en kunstmaler ved navn Thorvald Mors, der i en af filmens første scener bliver interviewet af en overfladisk journalist (Lisbeth Wulff).

»Hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed,« siger han – præcis som Erik Clausen har sagt det i et interview. Filmens hovedperson og instruktør har det til fælles, at de godt kan lide at fortælle fiffige vittigheder og fikse sandheder.

Nu skal du høre

Det nye ved Aldrig mere i morgen er, at det ikke bare er filmens bipersoner og publikum, der får nogle sandheder at vide – det gør hovedpersonen i den grad også. Under interviewet får Thorvald Mors et hjerteanfald. Han bliver indlagt på hospitalet og får besøg af sin unge kone Alice (Marijana Jankovic) og deres lille datter (Katinka Evers-Jahnsen) og af sin voksne søn, den kunstnerisk uforløste kunstmaler Vincent (Nicolas Bro). Alice og Lucia overdynger han med kærlighed, Vincent smider han ud med det samme.

Omme bag en skabslåge gemmer der sig en lumsk smilende kvindeskikkelse (Bodil Jørgensen), som viser sig at være en engel, der venter på, at han skal dø, så hun kan tage ham med på tur rundt i efterladenskaberne af hans liv. Som en anden hr. Scrooge fra Dickens’ juleeventyr kommer Thorvald til at se, hvad han betyder i sine nærmestes liv, og til at høre, hvad de siger om ham, når han for dem at se ikke længere er til stede.

Englen og Thorvald besøger uden deres vidende Alice og Lucia i den lejlighed, han indtil da har fyldt så meget i, at der ikke var plads til særlig mange andre. De hører Vincent diskutere sine massive faderkomplekser med sin kæreste, Anne (Ulla Vejby), ligesom de er vidne til, at Vincents mor, ekskonen Bentes (Britt Bendixen) på flere komiske måder lidt grænseoverskridende sorghåndtering.

At instruere skuespillere er ikke det, Erik Clausen er bedst til. Folk taler og gestikulerer stift og overdrevet, men det er set værre i nogle af hans senere film. Med jævne mellemrum kaster karaktererne moraletunge monologer af sig, hvor de til forveksling lyder som Erik Clausen, når han udtaler sig i forskellige sammenhænge.

Lige pludselig kan en af karaktererne få en åbenbaring og begynde at belære sine medmennesker om, at det ikke nytter noget at hoppe og springe i et træningscenter, hvis man bare frygter døden uden at nyde livet. Sådan er det med Erik Clausen-film, det er man nødt til at gide, hvis man skal have glæde af dem.

Netop fordi Erik Clausens film har tendens til at blive så belærende, er det befriende at se en mand, der er helt færdig som gårdsanger og nu ikke har andre muligheder tilbage end at høre efter, hvad de andre har at sige.

Skrøbelige mandeegoer er ok

Erik Clausen har før benyttet sig af overnaturlige elementer i sine film (en hjertensgod landsbytosse gik f.eks på vandet i Frihed på prøve (2010)), men det har sjældent virket så fint og enkelt, som englen gør i Bodil Jørgensens skikkelse. Forestillingen om at se og høre sine nærmestes reaktioner på ens egen død bidrager med noget nyt og anderledes i Erik Clausens filmiske univers. Her er omdrejningspunktet stort set altid et stolt og skrøbeligt mandeego, der bliver anfægtet af et eller andet.

I Ledsaget udgang (2007) og Frihed på prøve (2010) skulle John (spillet af Erik Clausen) lære at leve med en faderrolle, han ellers havde pjækket en del fra, og i Mennesker bliver spist (2015) var det alderen og en svigtende hukommelse, der klemte.

Skuespilmæssigt er Erik Clausens glansnummer at stille et let befippet ansigt op, når omverdenen ikke bliver lige så imponeret af ham, som han havde regnet med. Sådan et ansigt, der udstråler 50 procents skuffelse og 50 procents tro på, at det må bero på en misforståelse. Det ansigt kommer også til sin ret i Aldrig mere i morgen. Thorvald har meget selvindsigt at indhente.

Aldrig mere i morgen handler selvfølgelig først og fremmest om at komme overens med dødeligheden, men filmen giver i samme ombæring sin hovedpersons opblæste kunstnerego en grundig behandling. Der er noget forsonligt og ligefrem lyst over Erik Clausens portræt af en død mand, der på én gang siger farvel og bliver klogere, og Aldrig mere i morgen er den bedste Erik Clausen-film, der længe er lavet.

’Aldrig mere i morgen’. Manuskript og instruktion: Erik Clausen. Dansk (Biografer i hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu